Sammen med de andre 97 kommuner deltager Kalundborg Kommune i dysten om at blive Danmarks VILDESTE kommune. Borgerne har mulighed for at bidrage til dysten ved at lade naturen gro i baghaven.

Den vilde natur og biodiversiteten er i Danmark og resten af verden under pres. På grund af menneskets aktiviteter går tabet af dyre-, plante- og insektarter nu meget hurtigere end naturligt. Det går op mod 1.000-10.000 gange hurtigere end tidligere i menneskets historie. Dét vil Kalundborg Kommune gerne være med til at ændre, derfor deltager kommunen i dysten om at blive Danmarks vildeste kommune.

Mere plads til den vilde flora og fauna

Kalundborg Kommune arbejder for, at den vilde flora og fauna får mere plads i naturen. Derfor er kommunen i gang med at undersøge, hvilke græsarealer kan ændres til vildere
natur med flere blomster.

”Allerede nu kan man på en strækning af Biotekparken i Kalundborg se, hvordan vild bynatur kan se ud. Nogen vil helt sikkert tænke, at det ser uordentligt eller grimt ud, eller at kommunen gør det for at spare penge. Når vi laver en ”græsørken” om til vildere natur, sparer kommunen ikke penge, men til gengæld skaber vi levesteder for mange flere
insekter, sommerfugle og blomster”, fortæller Søren Stensgaard teamleder for Bæredygtig Udvikling i Kalundborg Kommune.

Partnerskaber om mere vild natur – borgere kan også være med

Kalundborg Kommune er indgået i et samarbejde med Lions Høng. Sammen forsøger de at gro vilde blomsterstriber langs et stykke af Slagelsevej. Kommunen stiller med jorden, og Lions Høng stiller med kræfter til formidling og pasning af blomsterstriberne.

”Det er en del af vores Kalundborg-DNA, at vi udvikler løsninger og gennemfører konkrete handlinger i samarbejde og gennem forpligtende partnerskaber med borgere, foreninger og
virksomheder. Så da Lions i Høng spurgte, om vi ville være med til at gøre Høng vildere, sagde kommunen med det samme ja”, forklare Søren Stensgaard.
Borgerne har også mulighed for at være med til at skabe en vildere natur ved at skrue ned for arbejdsindsatsen i haven og lade naturen få plads. Det kunne f.eks. være at lade plæneklipperen stå hen over sommeren, stoppe med at rydde ukrudt i et hjørne af haven eller lade kviste og grene ligge i en bunke i haven. På den måde gør man en værdifuld forskel for dyrene, insekterne og planterne i haven.

Der kan hentes god inspiration til, hvordan man skabe en vildere natur i haven her:
www.dkvild.dk

Foto: ABW