100 dage før verdens største cykelløb starter i Danmark, skal der sættes gang i festen. Kalundborg Kommune opfordrer alle lokale foreninger, virksomheder og andre til at bidrage til den lokale 100 dages fest for Tour de France.

Den 23. marts 2022 er der 100 dage til, at Tour de France begynder med tre etaper i Danmark. I den forbindelse skal der sættes gang i nedtællingen med en 100 dages gul folkefest i hele landet. Det gælder også i Kalundborg Kommune.

”100 dages festen er en unik mulighed for at være med til at bidrage til den lokale cykelfeber og at være med til at sætte Kalundborg på verdenskortet i forbindelse med Tour de France. Jeg vil derfor helt klart opfordrer alle, der har mulighed for det, til at deltage i den gule folkefest ved at arrangere en relevant aktivitet eller en festlig begivenhed”, siger Martin Damm borgmester i Kalundborg Kommune.

Et relevant initiativ er et initiativ, som tager udgangspunkt i Tour de France, cykling generelt, den franske kultur, den gule folkefest eller den grønne pointspurt.

#tourengennemKalundborg
Kalundborg Kommune anbefaler, at man synliggør sin begivenhed ved at bruge det lokale hashtag #tourengennemKalundborg på Instagram og Facebook og ved at gøre Facebook-siden Kalundborg Kommune til medarrangør.

”Uden mennesker er der ingen fest. Jeg håber, at mange arrangører bruger vores hashtag og kommunens facebookside til at reklamere for deres arrangement. På den måde kan vi hjælpe med at informere borgerne om de kommende festlige aktiviteter og samtidig sprede cykelfeberen”, fortæller Cathrine Sinding projektleder for Tour de
France i Kalundborg Kommune.

Alle aktiviteter og begivenheder, som har til formål at synliggøre Tour de Franceetapen i Kalundborg Kommune, skal også oprettes på www.letourcph.dk/events. Her kan man få en oversigt over alle Tour de France relevante aktiviteter i Danmark. Denne platform drives af Grand Depart Copenhagen Denmark 2022 I/S, som organiserer cykelløbet i Danmark.

Foto: ABW