Kalundborg Biblioteker har inviteret forfatter Jesper Wung-Sung til at holde foredrag om bogen ”Kvinde set fra ryggen” og sit forfatterskab.

Det hele sker torsdag den 17. marts kl. 19.00 – 21.00 i Kalundborg Hallerne, indgang D fra Torvet. Ønsker man at deltage, skal billetter købes via www.kalundborgbib.dk under Det sker. Ønskes hjælp til billetkøb, står personalet ved Kalundborg kommunes biblioteker parat og hjælper gerne.

Kom på en fascinerende rejse i litteraturens og billedkunstens verden.

Siden sin ungdom har Jesper Wung-Sung været fascineret af kunstneren Vilhelm Hammershøi og ikke mindst hans portrætter af hustruen Ida, som vi kender fra så mange af hans malerier – set fra ryggen. Forfatteren søger ind bag lagene af maling for at opdage og male den levende kvinde frem med ord. Ida, som kom fra jævne kår i Stubbekøbing til fornemme og dannede kunstnerkredse i København og blev hustru og model for den verdensberømte maler.

Hvem var hun, hvis ryg og nakke er blevet beundret på museer over hele verden? Forfatteren har kærligt dedikeret bogen til sin hustru i erkendelse af, at også hun må leve med en mand, der sætter sin kunst først.

Jesper Wung-Sung har studeret litteratur, engelsk og dansk ved Københavns Universiteter. Han er en uhyre flittig forfatter, der siden debuten i 1998 har skrevet et hav af bøger i alle genrer for børn, unge og voksne. Det helt store folkelige gennembrud fik han i 2017 med den tankevækkende kærlighedsroman ’En anden gren’ om sin kinesiske oldefar, som han modtog De Gyldne Laurbær for.

I samarbejde med LOF.

Pressefoto