Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2022/01/19 til 2022/02/01.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Kraftigt påvirket bilist kørte galt – Favrbovej, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 21.52 skete et solouheld på Favrbovej i Føllenslev, da en bilist mistede herredømmet over bilen og kørte ud på en mark, hvor bilen trillede rundt. Bilisten, en 41-årig mand fra lokalområdet, kom ikke noget alvorligt til, men havde svært ved at komme ud af bilen, der var ødelagt.

Politi og ambulance kørte til stedet, hvor den 41-årige mand blev hjulpet ud af bilen. Han var påvirket af spiritus, og en test med alkometeret viste en promille på over 2,0. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Han havde desuden fået sit kørekort inddraget i en tidligere sag om spirituskørsel, så han blev også sigtet for kørsel uden førerret.

Den 41-årige blev kørt til sygehuset til tjek, men han havde ikke pådraget sig nogen alvorlige skader. Politiet optog rapport om uheldet. Han kan forvente at høre mere i sin sag, når resultatet af blodprøveanalysen kommer.

Hærværk mod kommunale biler – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 07.59 rykkede en patrulje ud til en parkeringsplads ved Kalundborg Kommunes rådhus, idet mange kommunale køretøjer var blevet udsat for hærværk.
Politiet kunne efterfølgende konstatere, at i alt 18 kommunale biler var blevet udsat for hærværk i form af rudeknusning, et ødelagt sidespejl samt punktering af i alt 44 dæk med en skarp genstand.

Det omfattende hærværk var blevet begået i den forgangne weekend i tidsrummet fra lørdag aften og frem til søndag aften, hvor en vagt havde opdaget hærværket.
Politiet undersøgte bilerne for eventuelle spor, der kunne føre til identifikation af en eller flere personer, der måske kan mistænkes for at være ansvarlig herfor.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket noget usædvanligt på parkeringspladsen ved rådhuset i løbet af aftenen og natten mellem lørdag og søndag. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Utryghedsskabende ung mand – J. H. Petersens Alle, Kalundborg

Kl. 18.35 fik politiet en anmeldelse om, at en ung mand i helt mørkt tøj og med en pistollignende genstand gik på vejen omkring gymnasiet og i retning mod svømmehallen.

Politiet kørte til området og fik kontakt til en 12-årig dreng fra Kalundborg, som var i besiddelse af en hardballpistol, som politiet beslaglagde, da han ikke lovligt kunne være i besiddelse af den.

Den 12-årige blev efterfølgende kørt hjem til sine forældre, som dermed blev underrettet om sønnens uhensigtsmæssige færden med hardballpistolen i det offentlige rum. Forældrene blev endvidere gjort bekendt med, at politiet ville udfærdige en socialrapport om sagen, så også de sociale myndigheder blev underrettet.

Baggrunden herfor var en efterfølgende anmeldelse fra en basketballtræner, der tidligere havde påtalt, at den 12-årige forstyrrede træningen i hallen. Den 12-årige havde herefter fremvist hardballpistolen over for træneren, inden den 12-årige blev bortvist og forlod hallen.

Drengen er under den kriminelle lavalder på 15 år og kan derfor ikke sigtes for overtrædelse af lovgivningen.

Spiritusbilist taget for 15. gang uden kørekort – Kalundborgvej, Snertinge – Kalundborg

Kl. 20.40 stoppede en patrulje en 44-årig kvinde fra Kalundborg, som de kendte fra adskillige tidligere sager om spirituskørsel. Hun kørte i bil ad Kalundborgvej i Snertinge, da hun blev blinket ind til siden af politiet. Kvinden blæste også ved dagens kontrol alkometeret op over det tilladte, så hun blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.

I 2018 fik kvinden en dom for spirituskørsel med en promille på over 2,0, hvor hun kørte galt. Hun blev i den forbindelse frakendt kørekortet i fem år. Så hun blev ved dagens kontrol derfor også sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Efter at have afgivet en blodprøve, blev den 44-årige løsladt.

Bilen var en kvinden havde lånt, så ejeren blev sigtet for at låne sin bil ud til en person uden gyldigt kørekort. Det var 15. gang den 44-årige blev sigtet for at køre uden kørekort, og da hun gentagne gange havde kørt i samme lånte bil, kunne politiet beslaglægge bilen med henblik på konfiskation. Bilens ejer blev orienteret om, at politiet tog hendes bil, hvilket hun accepterede.

Den 44-årige kan forvente at høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøven kommer. Sagen vil bliver afgjort ved et senere retsmøde, hvor der også vil blive taget stilling til, om bilen kan endeligt konfiskeres.

Værdifuld minilæsser kom hjem igen – Kalundborg

Kl. 08.14 fik politiet anmeldelse om, at der var en virksomhed i Kalundborg var stjålet en værdifuld nyindkøbt minilæsser. Tyveriet var sket mellem torsdag efter middag og fredag morgen, hvor en ansat i virksomheden konstaterede, at maskinen manglede.

I samarbejde med virksomheden fandt politiet frem til, at minilæsseren formentlig befandt sig på en adresse lidt uden for Kalundborg by. I en hal på ejendommen fandt politiet den stjålne minilæsser, som blev sikret og kørt tilbage til rette ejer. Politiet undersøgte sagen og fandt frem til, at en 23-årig mand fra Sorø havde rådighed over hallen. Den mistænkte kørte selv til Kalundborg og traf patruljen, og han blev sigtet for tyveriet af minilæsseren og afhørt. Sagen blev vurderet juridisk, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille den 23-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling i sagen. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Unge butikstyve stjal Pokemon-kort – Bredgade, Kalundborg

Kl. 19.25 anmeldte personalet i supermarkedet Føtex, at to drenge var tilbageholdt som mistænkte for at have stjålet Pokemon-kort.
Politiet kørte til stedet og fik kontakt til to drenge på 12 og 14 år fra Kalundborg, som i første omgang havde fået udleveret to pakker Pokemon-kort af personalet, hvorefter de havde forladt butikken uden at betale efterfølgende.

Drengene var igen kommet ind og havde bedt om yderligere tre pakker Pokemon-kort, som personalet senere så, at drengen forsøgte at gemme i deres tøj – formentlig i den hensigt at forlade butikken uden at betale. Drengene havde fået i alt fem pakker Pokemon-kort udleveret til en samlet værdi af 1.125 kr.

De to drenge blev kørt til politistationen i Kalundborg, hvortil både de sociale myndigheder og deres forældre blev kaldt til, så de kunne overvære afhøringen og bekymringssamtalen med dem.Politiet kunne ikke sigte dem for tyveri, fordi de begge er under den kriminelle lavalder på 15 år, men de sociale myndigheder vil nu kigge nærmere på, hvad der kan gøres for at undgå, at de igen begår noget ulovligt.

Uligevægtig mand sigtet og indlagt – Tømmerup, Kalundborg

Den 50-årige mand fra Spanien, som var blevet frihedsberøvet onsdag morgen i Ubberup-området ved Kalundborg, endte med at blive løsladt efter forsøg på afhøring om sin adfærd og blev efterfølgende indlagt på et hospital til undersøgelse og fornøden behandling for sin uligevægtige sindstilstand.
Manden havde i løbet af tirsdagen og natten til onsdag havde givet anledning til forskellige politimæssige indsatser i Tømmerup og Ubberup øst for Kalundborg, indtil han blev frihedsberøvet tidligt onsdag morgen, da han havde henvendt sig på en privat adresse i Ubberup-området.
Det viste sig, at han i sin uligevægtige sindstilstand havde henvendt sig på adressen på en sådan voldsom måde, at politiet fandt grundlag for at sigte ham for forsøg på vold over for beboerne på adressen. Ingen havde pådraget sig fysiske skader, men beboerne var dog noget påvirkede af omstændighederne ved mandens voldsomme og pludselige henvendelse tidligt onsdag morgen.
Den 50-årige mand fra Spanien vil senere høre nærmere fra politiet i anledning af efterforskningen i straffesagen mod ham.

Uligevægtig mand – Tømmerup, Kalundborg

Kl. 07.26 fik politiet en henvendelse fra trafikanter om, at en mand i bar overkrop løb rundt mellem bilerne på Holbækvej, Tømmerup, Kalundborg, i et forsøg på at stoppe dem for at få tilkaldt hjælp, idet han formentlig var forfulgt af en anden mand også i bar overkrop.

Politiet traf på stedet en umiddelbart uskadt, 54-årig mand fra Spanien, men med midlertidigt ophold på en nærliggende adresse. Han var blevet uvenner med en anden spansk mand, som politiet få minutter senere traf gående på Holbækvej i Tømmerup. Politiet foretog herefter anholdelse af en 50-årig mand også fra Spanien som mistænkt for en uoverensstemmelse med den 54-årige på et tidligere tidspunkt på morgenen.

Den 54-årige blev undersøgt på skadestuen, men havde ikke pådraget sig behandlingskrævende skader.

Politiet fik med assistance fra en tolk afhørt de to spanioler og klarlagt, at den 50-årige, som den 54-årige kendte, pludselig var blevet voldelig på deres fælles opholdssted og muligt forårsaget af den 50-åriges uligevægtige sindstilstand. Herefter var den 54-årige flygtet ud på vejen med den 50-årige bagefter. Den 50-årige blev i løbet af eftermiddagen løsladt, så han kunne tage retur til sit opholdssted i Tømmerup.

Kl. 17.14 tirsdag eftermiddag fik politiet via alarm 112 flere anmeldelser om, at en halvnøgen mand løb rundt på Holbækvej i Tømmerup. Det viste sig igen at være den 50-årige mand fra Spanien, som politiet fik kørt retur til sit opholdssted, hvor han lovede at forblive.

Kl. 01.33 natten til onsdag fik politiet igen en anmeldelse om, at en delvist afklædt mand færdedes på Holbækvej i Tømmerup. Politiet kørte igen til området, men kunne ikke finde manden umiddelbart. I forbindelse med eftersøgningen af ham fik politiet kontakt til personer med godt kendskab til den 50-årige, hvis tilstand de var bekymret for.

Politiet iværksatte derfor med baggrund i de nyeste oplysninger om, at han måske ikke kunne være i stand til at klare sig selv, en humanitær eftersøgning i Tømmerup-området. Flere patruljer, herunder en hundepatrulje, ledte i løbet af natten efter den 50-årige uden at finde ham.

Sidst på natten vurderede politiet, at en helikopter skulle indsættes i eftersøgningen af ham, så en helikopter nåede frem til Tømmerup-området samtidig med, at politiet kl. ca. 05.45 fik oplysninger om, at den 50-årige havde opsøgt en adresse i Ubberup-området.

Her kunne politiet kort efter frihedsberøve den 50-årige, da han ikke blev vurderet i stand til at klare sig selv. Han var noget nedkølet efter timers ophold i det fri uden særlig meget tøj på. Den 50-årige blev bragt til politistationen i Roskilde, hvor han skal tilses af en læge, inden politiet tager stilling til, hvad der videre skal ske med manden. Endvidere undersøger politiet, hvorvidt den 50-årige spanioler kan mistænkes for noget strafbart i løbet af natten og på den adresse, hvor han blev fundet.

Mand uden kørekort med børn i bilen – Kalundborgvej, Snertinge – Kalundborg

Kl. 15.10 stoppede en patrulje en personbil på Kalundborgvej i en rutinekontrol. Bag rattet sad en 29-årig mand fra Holbæk, som ikke havde et gyldigt kørekort. Han havde ikke været oppe til en kontrollerende køreprøve efter en tidligere frakendelse for spirituskørsel. Den 29-årige blev sigtet for kørsel uden førerret og køreturen stoppede der. Med som passagerer i bilen var tre mindreårige børn. Politiet skrev derfor en socialrapport til kommunen i forhold til at varetage børnenes tarv. Bilen havde den 29-årige lånt, så bilejeren blev sigtet for at låne sin bil ud til en person uden gyldigt kørekort. Bilejeren blev desuden også vejledt af politiet om risikoen for, at køretøjet beslaglægges, hvis det fortsat anvendes af en fører uden kørekort. Bilejeren og den 29-årige kan begge forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Mand anholdt for trusler – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 18.55 blev en patrulje sendt til en tankstation på Esbern Snaresvej i Kalundborg, hvor en mand var set med en kniv, og han havde udtalt trusler mod en 18-årig mand. Da politiet kom frem traf de en 36-årig mand fra Kalundborg, som var påvirket af spiritus og muligt også euforiserende stoffer. Han blev anholdt og sigtet for trusler mod den 18-årige mand fra Kalundborg.

Den 18-årige kom gående ad Klosterparkvej/Esbern Snaresvej, da den uligevægtige 36-årige mand henvendte sig til ham. Den 18-årige gik sammen med sin mindreårige søster, og de to søgte tilflugt på tankstationen indtil politiet ankom.

Den anholdte blev frataget kniven og sigtet for at overtræde knivloven. Han blev taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling. Tirsdag morgen blev sagen vurderet juridisk, hvor der ikke blev fundet grundlag for at fremstille den 36-årige i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Færdselsuheld på Sejerø – Mastrupvej, Sejerø – Kalundborg

Kl. 23.46 fik politiet anmeldelse om, at en bil omkring kl. 23.15 var kørt ind i et stengærde og et el-skab på Mastrupvej på Sejerø. Huset ved el-skabet var nu uden strøm. Sognefogeden på Sejerø undersøgte uheldsstedet, hvor bilen var efterladt, da den sad fast på stengærdet. Bilens ejer blev kontaktet, og han kom til uheldsstedet. Bilen blev skubbet fri fra gærdet, og der var ikke sket større skader. Politiet forsøger nu at afklare, hvem der kørte bilen på uheldstidspunktet.

Indbrud i Perioden

Ulstrupvej, Gørlev Sj.
Kirsebærvej, Viskinge, Svebølle
Reden, Svebølle