Indlæser Begivenheder

« All Begivenheder

Efterårsferien på biblioteket

oktober 15 - oktober 21

Mørket sænker sig og vinden rusker udenfor – og det er tid til masser af hyggelige sysler indendøre!

I efterårsferien kan du finde masser af spændende aktiviteter på Kalundborg Biblioteker for børn og voksne, hvad enten du er til spil, teater eller kreative aktiviteter.

Slip din indre gamer og Katniss Everdeen løs
Efterårsferie er lig med spil og hygge, så der er dømt spildage på Kalundborg Biblioteker!

Vi skyder vinterferien i gang lørdag d. 13. oktober på Ubby Bibliotek, hvor vi i samarbejde med Hvidebæk Lokalråd har brætspilsdag med hygge og tag-selv-buffet — og pizza til afslutning.

Om fredagen d. 19. oktober tager vi stafetten op på Kalundborg Bibliotek med FIFA på PS4, og det er noget for enhver, uanset alder. Tag vennerne eller familien under armen, eller kom selv og spil dagen lang fra 10-16 på Kalundborg Bibliotek. Så er fredagen reddet!

Synes du Katniss Everdeen fra Hunger Games er ret blæret med bue og pil? Tror du, du kan gøre hende kunsten efter? Så skal du møde op i Kalundborg Hallerne mandag d. 15. oktober, hvor vi øver os i bueskydning og selv får lov at fornemme buestrengens sitren, når pilen suser afsted. Kalundborg Bueskytteforening hjælper os med at ramme byttet, og vi skulle hilse fra dem og sige: Don’t try this at home!

Læn dig tilbage og se teater
Er I mere til teater, er der lørdag d. 13. oktober børneteater i Svebølle for de 5-10 årige med teatret ‘De Røde heste’, der serverer absolut (u)hygge og underholdning med forestillingen ‘Den sandfærdige beretning om de tre små grise’, om hvordan de tre små grise for altid har fået sat den rare ulv i et rigtig dårligt lys.

Tirsdag d. 16. oktober kan I, i Kulturhus Gimle, komme med på en rejse i Halfdan Rasmussens fantastiske univers med teatergruppen Apollo og forestillingen ‘Godmorgen Sol’.

Bliv fanget på fortet eller træn som en Nomer
Det er også muligt selv at være aktiv i efterårsferien, når der i Kalundborg Hallerne onsdag d. 17. oktober afholdes Nomer-træning ud fra de populære bøger om Nomerne. Til Nomertræning kan du lege og digte videre på historierne med udgangspunkt i de forskellige Nomertyper: Rytteren, Opfinderen og Helbrederen – og det afsluttes selvfølgelig med flotte diplomer.

En anden aktivitet, som i den grad kræver, at du er på 100 procent, er ‘Fangerne på Biblioteket’ på Ubby Bibliotek torsdag d. 18. oktober. Test dig selv i lokaludgaven af ‘Fangerne på fortet’. Stik fingrene i følekassen, lad dine fødder fortælle, hvad du træder på, og løs gåder i mørket. Tør du?

Er du til mere stillesiddende sysler, åbner vi de kreative værksteder — hvor fantasien dog på ingen måder tager en slapper. Tirsdag d. 16. oktober kan du prøve dig selv af som filminstruktør på Gørlev Bibliotek, når vi laver små animationsvideoer på iPads/tablets og lærer at mestre en app, særligt egnet til formålet. Samme dag lukker vi naturen indenfor, når vi holder silk-clay værksted på Svebølle Kvik Bibliotek med temaet strand- og havdyr på sten.

For de pyntesyge
Der er også mulighed for at kaste sig ud i smykkekreationer til dit fantasy-kostume — eller bare til en helt almindelig onsdag. På Høng Bibliotek er der perlesmykkeværksted onsdag d. 17. og har du flere ideer i fingrene , kan du lave fine perleplader på Gørlev Bibliotek om lørdagen d. 20.

For de nysgerrige
Er du den nysgerrige type og altid på udkig efter nye, sjove aktiviteter, du kan lave på biblioteket? Så skal du møde op på Kalundborg Bibliotek mandag d. 15. oktober. Her præsenterer vi en helt ny Funbox! Vores Funboxe er fyldt med forskellige aktiviteter, lige fra silk clay over knyttede armbånd og nøgleringe til brætspil? Nu er vi klar med en ny Funbox, og hvis du har børn i den fingernemme alder, skal du endelig tage dem med!

Funboxe er vores spændende kasser, fyldt med forskellige aktiviteter, I kan lave på biblioteket i den betjente åbningstid. I skal bare spørge personalet, så får I udleveret en kasse, I kan sætte jer med i børnebiblioteket. Funboxene findes på Kalundborg, Høng, Gørlev og Ubby Bibliotek.

Der er tilmelding til de fleste arrangementer og til nogle af arrangementerne koster billetten 25 kr.

Vil du vide mere og også tilmelde dig efterårsferiens arrangementer, så besøg kalundborgbib.dk.

Kalundborg Biblioteker glæder sig til at byde velkommen til en ferie fuld af sjove, kreative og spændende arrangementer!

Detaljer

Start:
oktober 15
Slut:
oktober 21

Sted

Kalundborg, 4400 Danmark