Er du til spændende krimiromaner med noget på hjertet i lokalområdet, så kom forbi Kalundborg Bibliotek til en nervepirrende bogreception.

Fredag den 19. januar 2024 kl. 14:30-17:00 på Kalundborg Bibliotek, har du mulighed for at møde forfatter Tina Modin til bogreception på hendes debutkrimi ”Det tavse mord”, der netop udkommer fredag den 19. januar 2024. Hermed har du mulighed for at være blandt de allerførste som får fingrene i hendes bog. Modin er så lokal som nogen kan være, hun er opvokset i Svebølle og har de sidste mange år boet i Kalundborg – og derudover foregår hendes krimi i Kalundborg.

”[…] Hans hoved var indsmurt i blod. Øjnene var spærret op, og munden stod på vid gab. Et fastfrosset skrig, inden døden indtraf, havde sat sig i hver en fiber af den før levende krop […]

Et lig dukker op til overfladen i byen Kalundborg på Vestsjælland. Drabsefterforskningen lander på kommissær Steen Summers bord på den lokale politistation. Den pensionsivrige kommissær Summer og hans team får hjælp af den nye, meget fandenivoldske efterforsker Jack Storm, som han lige har ansat fra Station City, København.

Efter blot nogle dage, hvor det første lig bliver fundet, dræbes en højt agtet politimand, og efterforskningen intensiveres. De finder hurtigt ud af, at han ikke var den, han udgav sig for at være. Hvem var han så? Og hvorfor blev han dræbt?”

Til bogreceptionen på Tina Modins debutkrimi ”Det tavse mord” vil du have mulighed for at møde Tina Modin og få en lille snak med hende, samt nyde et stk. kage, et glas bobler og andet sødt. Kalundborg Bog & Idé vil være at finde til receptionen og her vil du have mulighed for at købe bogen, hvormed det vil være muligt at få en lille krusedulle i bogen af Tina Modin.
De første 50 personer, der møder op til receptionen, vil modtage en goodiebag, hvoraf 2 personer har mulighed for at være den heldige vinder i konkurrencen om et eksemplar af ”Det tavse mord”.