Hvem var egentlig kvinden bag Frøken Jensens Kogebog? Og hvordan blev Karen Volf navnet på et dansk kageeventyr, der stadig lever mere end 100 år senere?
Kalundborg biblioteker, Hvidebæk lokalråd og Ubby Kultur- og Forsamlingshus er gået sammen om at arrangere en aften hvor bøger, mad og kulturarv mødes.
Onsdag den 7. oktober kl. 18.00 inviteres til en aften med både foredrag og fællesspisning i Ubby kultur og forsamlingshus. Her bliver der skruet op for både fortællingen, fællesskabet og smagen af dansk kulturhistorie. Forfatter Pernille Juhl tager publikum med ind i historien om to kvinder, der på hver deres måde satte varige spor i Danmark: Kirstine Marie Jensen og Karen Volf.
Det er fortællinger om mad og kager, men det er også fortællinger om kvindeliv, arbejde, iværksætteri og et Danmark i forandring. For kulturarv findes ikke kun på museer og i historiebøger. Den findes også i det, vi spiser, i opskrifter, der går i arv, i duften fra et køkken og i de navne og fortællinger, som generation efter generation tager med sig videre.
Kvinderne bag navnene
De fleste danskere kender navnet Frøken Jensen. Hendes kogebog står eller har stået på utallige danske køkkenhylder, og siden den første udgave udkom i 1901, er den blevet solgt i mere end én million eksemplarer.
Men hvem var Kirstine Marie Jensen egentlig?
Det spørgsmål dykker Pernille Juhl ned i med den historiske roman En knivspids kærlighed. Bag den berømte kogebog gemmer sig historien om en markant kvinde, der på flere områder var forud for sin tid – og samtidig historien om en epoke, hvor både samfundet, kvindernes muligheder og danskernes hverdagsliv var under forandring.
Aftenens anden hovedperson er Karen Volf, der er blevet kaldt Danmarks første kvindelige entreprenør. I 1890 åbnede hun en forretning i Hellerup, hvor der blandt andet blev solgt kager. Det blev begyndelsen på et dansk kageeventyr, og Karen Volfs navn blev efterhånden kendt i hele landet.
Hun døde i 1946, 82 år gammel, men navnet lever videre. I dag produceres de kendte kager af Bisca på Møn.
Karen Volfs liv er omdrejningspunktet i Pernille Juhls nye historiske roman Duften af vanilje.
Historien bliver levende, når vi fortæller den
Kulturarv er ikke kun noget, vi møder på museer. Nogle gange kan en kogebog eller en småkage fortælle overraskende meget om det samfund, den blev skabt i.
”Biblioteket har en vigtig rolle i at holde vores fælles kulturhistorie levende. Men ikke kun ved at have bøger på reolen. Til sådanne arrangementer, så kommer historien ud af bøgerne og får liv” siger Stine Veisegaard, afdelingsleder ved Kalundborg Biblioteker.
Bibliotekarerne har i dagens anledning medbragt et udvalg af bøger som folder aftenens tema ud. Bøgerne kan selvfølgelig lånes med hjem i pausen mellem maden og foredraget, mens der serveres kaffe og kage.
Om foredragsholderen:
Pernille Juhl har gjort arbejdet med dansk historie til en central del af sit forfatterskab. Hun debuterede som 50-årig med en roman inspireret af sin farfars dagbøger fra første Verdenskrig og har siden udgivet en lang række historiske romaner.
Blandt dem er serien Alt det, der skiller os, som blev en stor læsersucces og indbragte hende en Mofibo Award tre gange. I 2026 vandt En knivspids kærlighed desuden en Mofibo Award i kategorien Romance.
Ønsker man at deltage, så skal tilmelding ske via www.kalundborgbib.dk under ”det sker”.
Vel mødt til Ubby Kultur- og forsamlingshus.
Praktisk information:
onsdag d. 07. oktober 2026
Klokkeslæt: Kun foredrag kl. 19:00-21:00. Fællesspisning og foredrag kl. 18:00-21:00
Salen, Ubby Bibliotek og Forsamlingshus. Hovedgaden 19, 4490 Jerslev Sjælland.
Arrangør: Kalundborg Biblioteker i samarbejde med Hvidebæk Lokalråd.
Pris: Normalpris u. spisning 150,- kr. og for medlemmer af Hvidebæk Lokalråd el. Biblioteksklubben u. spisning 125,- kr. Normalpris inkl. Spisning 225,- kr. og for medlemmer af Hvidebæk Lokalråd el. Biblioteksklubben inkl. Spisning 200,- kr.
Menuen er sammensat af Kim Kok ved Ubby Forsamlingshus
Billerne købes via www.kalundborgbib.dk under ”Det sker”.
Tilmeldingsfrist den 01. oktober 2026 kl. 10:00
Læs mere via: www.kalundborgbib.dk
Meld dig gratis ind i Biblioteksklubben via www.kalundborgbib.dk/klub
Du får en lille gave som nyt medlem.
Ønsker man ikke at være medlem, er man stadig mere end velkommen til at deltage.

Dato: 07-10-2026
Sted: Ubby kultur og forsamlingshus














