Danskerne har for alvor ændret shoppevaner under corona-nedlukningen, og særligt onlinehandlen af byggematerialer har fået et stort nøk opad. Det mærker man tydeligt hos flise- og klinkevirksomheden Mosaikhjørnet, som ellers sælger et produkt, mange forbinder med fysisk shopping. Her har man nemlig fordoblet onlinesalget i 2020, hvor det især er sjællænderne, der er gået online for at handle.

Fliser, foto: Mosaikhjørnet

Coronakrisen har for mange været en anledning til at sætte gang i boligdrømmene derhjemme og renovere alt fra det gamle badeværelse til at give køkkenet en makeover. Men med regeringens nedlukning af landet må danskerne søge til internettet for at få opfyldt disse drømme, og ifølge Nets er vi faktisk gået ud af 2020 med en stigning i onlineforbruget på hele 21,5 procent sammenlignet med det historiske gennemsnit. Det mærker man tydeligt hos flise- og klinkevirksomheden Mosaikhjørnet, der har afdelinger både på Sjælland og i Jylland. Her har man for alvor erfaret, at danskernes shoppevaner er flyttet til den digitale butik.

Vi har oplevet en ekstraordinær stor efterspørgsel på fliser og klinker, og vores onlinesalg er fordoblet sidste år, hvis man sammenligner salget med 2019. Vi har faktisk haft så travlt i den seneste tid, at selv en af vores butikschefer måtte træde til og hjælpe med at pakke de mange webordrer. Den store interesse hænger helt sikkert sammen med, at rigtig mange har fået tid og lyst til at forny hjemmet i coronatiden, og når butikkerne er lukkede, er kunderne nødt til at søge til internettet, forklarer direktør i Mosaikhjørnet, Tanja Foged, og fortsætter:

 – For os har det uden tvivl været positivt, at flere er blevet opmærksomme på, at man også sagtens kan købe fliser og klinker online. Mange har længe forbundet det med et produkt, man skulle ud i en fysisk butik for at købe, og selvom det selvfølgelig giver nogle muligheder for at se produkterne i en sammenhæng i vores showroom, så er der også gode muligheder online. Her tilbyder vi, at vores onlinekunder kan få tilsendt fliseprøver, inden de køber dem, og på den måde kan afprøve dem i hjemmet.

Især sjællænderne er gået online

Mosaikhjørnets kunder er både boligejere og håndværkere, der kommer fra hele landet, men ifølge tal for Mosaikhjørnets webordrer er det i særdeleshed sjællænderne, der har kastet sig ud i at købe fliser og klinker til boligprojekterne via internettet i 2020:

Kigger man på vores webordrer for det seneste år, tegner der sig et tydeligt billede af, at det især er kunderne i Region Hovedstaden og Region Sjælland, der shopper klinker og fliser på nettet. De står for hele 63 procent af vores onlinesalg, imens vi sender 37 procent af vores ordrer til Jylland og Fyn, fortæller Tanja Foged og tilføjer:

Det kan formentlig skyldes, at især Sjælland og ikke mindst hovedstadsområdet har været ekstra hårdt ramt af coronakrisen. Samtidig har mange i hovedstadsområdet eksempelvis ikke bil, og de har således nogle andre vilkår, som gør, at nethandlen generelt set er mere fordelagtig. Men flere jyder og fynboer har også fået nye shoppingvaner under coronakrisen, og det bliver spændende at se, om forbrugerne også i fremtiden vil handle endnu mere på nettet.

 Mosaikhjørnet får leveret hovedparten af sine varer fra Norditalien, så allerede i begyndelsen af coronapandemien, hvor landet var hårdt ramt, måtte virksomheden handle hurtigt. Det resulterede i, at Mosaikhjørnet nåede at få en stor leverance af både farverige og klassiske fliser, klinker og mosaikker til Danmark, som kunne handles både i de fysiske butikker i Brønshøj, Glostrup og Aalborg samt på virksomhedens webshop.