Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2021/01/08 til 2021/01/19.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand i bil på prøvetur – Østergade, Høng – Kalundborg

Kl. 15.09 kørte politi og brandvæsen til melding om brand i bil i det fri. En mekaniker var ude at køre en prøvetur i bilen, da der pludselig udbrød brand i motorrummet. Mekanikeren kom hurtigt ud af bilen og fik ringet 112, så han kom ikke til skade. Branden blev slukket af brandvæsnet, men bilen fik så store skader, at den aldrig kommer ud at køre igen. Der var intet yderligere behov for politiet på stedet, så patruljen fortsatte til andre opgaver.

Spiritus/narkokørsel og narkobesiddelse – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 04.20 bemærkede en politipatrulje en personbil, der holdt i tomgang ud for Klosterparkvej imod færdselsretningen. Patruljen standsede for at lave en rutinekontrol af bil og fører. Føreren af bilen, en 25-årig mand fra Jyderup, viste sig at være påvirket af både narko og spiritus over det tilladte. Han blev derfor sigtet og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Politiet visiterede den 25-årige og fandt her 4,5 gram kokain gemt inderst på kroppen. Han blev derfor også sigtet for narkobesiddelse og kokainen blev beslaglagt med henblik på destruktion. Den 25-årige fik taget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Han vil senere få resultatet af blodprøverne fra politiet og blive oplyst om sagens videre gang.

Vigepligtsuheld – Hovvejen, Kalundborg

Kl. 06.44 tirsdag morgen skete et sammenstød, da en bil kørte ud af en indkørsel og blev ramt af en lastbil. Bilisten, en 51-årig mand fra Kalundborg, kørte ud fra en indkørsel med ubetinget vigepligt til Hovvejen. Her overså han en lastbil, der kørte ad Hovvejen mod øst, så bilisten blev ramt i højre side af lastbilen, der blev ført af en 45-årig mand fra Ruds Vedby. Ingen personer kom til skade ved sammenstødet, men bilen fik knust flere ruder og større skader på bagenden og siden. Lastbilen fik en mindre skade på fronten. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet.

Narkobilist med hash på sig – Kalundborgvej, Snertinge – Kalundborg

Kl. 01.05 anholdt og sigtede politiet en 25-årig mand fra Dalmose for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Ved visitationen fandt politiet den 25-årige i besiddelse af en mindre klump hash, der blev kontrolvejet til 0,5 gram. En narkometertest indikerede, at den 25-årige netop var påvirket af hash under kørslen, så han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer. Når blodprøven er blevet analyseret, vil den 25-årige høre nærmere fra politiet.

Mistænkelig adfærd afslørede efterlyst mand med hash – Kalundborg

Kl. 15.33 fik politiet en henvendelse fra en borger, der havde set en mand kravle ind ad et vindue til en lejlighed i Kordilgade i stedet for at bruge den normale adgangsvej. En patrulje kørte til stedet og kunne fra det åbenstående vindue lugte noget, der mindede om hash. Politiet valgte dog den normale adgangsvej til lejligheden, men nåede ikke helt indenfor, idet en mand i det samme forlod stedet med flere plader hash i hånden. Der var tale om en 22-årig mand fra Dianalund, som straks blev anholdt og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Hashpladerne blev kontrolvejet til 239 gram og efterfølgende beslaglagt som bevis. Efter endt afhøring til mistanke om besiddelse af hashen med henblik på videredistribution forblev den 22-årige i politiets varetægt, idet han også var efterlyst af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi som udeblevet fra et retsmøde i fogedretten. Han blev derfor transporteret til fogedretten og løsladt herfra efter endt retsmøde, men han kan nu også forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen om hashbesiddelsen skal afgøres.

Færdselsuheld – Kalundborgvej / Skovbakkerne, Kalundborg

Kl. 06.26 var der sket et færdselsuheld mellem to bilister, der var stødt sammen i T-krydset. En ambulance var sendt til uheldsstedet, hvor politiet kunne konstatere, at den ene bil var havnet i grøften som følge af uheldet. En 20-årig kvinde fra Store-Fuglede var i en personbil kørt ad Skovbakkerne i nordlig retning og frem over vigelinjen ud på Kalundborgvej. Her på blev hun på sin venstre side påkørt af en anden personbil ført af en 59-årig mand fra Kalundborg i østlig retning ad Kalundborgvej. De to parter blev begge bragt til skadestuen i Holbæk til kontrol, men de var sluppet med diverse knubs og uden behandlingskrævende skader. Tilkaldte bugseringskøretøjer fik fjernet de to forulykkede biler, så der kl. ca. 07.20 atter var fri passage i østlig retning på Kalundborgvej efter uheldet. Politiet optog rapport om uheldet på grund af mistanke om overtrædelse af færdselslovens vigepligtsbestemmelser for kvindens vedkommende.

Væltede træer og hegn i blæsevejret – Holbæk, Kalundborg, Odsherred, Lejre

Onsdag eftermiddag var der flere træer og et enkelt hegn som væltede i blæsevejret. Hårdest ramt var den nordvestlige del af kredsen. I et tilfælde var en bilist så uheldig at blive ramt af et træ, som væltede i Svebølle. I Kalundborg lidt senere kørte en bilist ind i et væltet træ. Ingen personer meldes at være kommet til skade i den forbindelse.

Kl. 16.05 Kattegatsvej/Holbæk Have, Holbæk. Ti meter langt metalhegn omkring en byggeplads væltet ud på kørebanen. Handlekraftige borgere havde rejst hegnet før politiets ankomst.

Kl. 16.10 Frederiksberg/Øresøvej, Svebølle – Holbæk. En 25-årig mand fra Svebølle kørte i bil ad Frederiksberg mod nord, da et træ, på grund af blæsten, i det samme væltede hen over kørebanen og ramte bilen. Føreren slap uskadt fra uheldet, men politi og brandvæsen kørte til stedet. Brandvæsnet sørgede for at vejen blev ryddet op og politiet registrerede uheldet.

Kl. 16.46 Kattekærstrædet, Orø -Holbæk. Et stort træ var væltet ind over kørebanen og spærrede hele vejen. Politiet kontaktede Falck, der sørgede for at fjerne træet.

Kl. 16.56 Eskebjergvej, Kalundborg. En 51-årig mand fra Asnæs kontaktede politiet, idet han netop i bil havde påkørt et mindre træ, som lå hen over Eskebjergvej. Træet var på omkring 10-12 cm i diameter, men så tungt at det ikke kunne flyttes ved håndkraft. Den 51-årige var uskadt, men træet spærrede hele vejen. Brandvæsnet lagde vejen forbi og fik flyttet træet.

kl.18.27 Egebjergvej, Nykøbing Sj. – Odsherred. Brandvæsnet fjernede et stort træ, der lå på vejen og blokerede for trafikken.

Kl. 18.58 Bøgebjergvej, Vig – Odsherred. Træ væltet over vejbanen, så trafikken på stedet var standset. Brandvæsnet kørte frem og fjernede træet, så færdslen igen kunne passere.

Kl. 19.37 Østre Skovvej/Ravnsbjergvej, Vig – Odsherred. Et træ på ca. 50 cm i diameter var væltet hen over vejen og spærrede for trafikken i begge retninger indtil det blev fjernet.

Kl. 19.44 Syvendeskovvej, Tølløse – Holbæk. Et træ lå væltet over vejen, så det ikke var muligt at passere. Politiet kontaktede Falck, der sendte personale ud at fjerne træet.

Kl. 20.35 Bispegårdsvej, Lejre. Et træ lå væltet midt på kørebanen. Falck underrettet og ville fjerne træet.

Kl. 22.25 Aggersvoldvej, Ud for Aggersvold Gods, Jyderup – Holbæk. Et stort træ lå væltet på kørebanen. Falck blev orienteret og kørte til stedet, hvor træet blev fjernet.

Kl. 22.40 Skovvejen, Jyderup – Holbæk. En patrulje kom kørende på Skovvejen ved Jyderup, hvor vejen pludselig var spærret på grund af et væltet træ. Politiet blev på stedet indtil træet var blevet fjernet efter ca. en time.

Kl. 06.20 torsdag morgen. Rørvig Kirkevej, Rørvig – Odsherred. Ved kirken var væltet to træer, hvoraf det ene spærrede hele den mindre befærdede vej. Kommunen og brandvæsnet orienteret og ville sørge for at fjerne træet.

Vigepligtsuheld med el-scooter – Svallerup Landevej, Svallerup – Kalundborg

Kl. 14.20 skete et uheld mellem en bil og en lukket el-scooter i krydset Svallerup Landevej/Svallerup Bygade. En 81-årig mand på el-scooter kørte fra Svallerup Bygade frem i krydset, hvor an havde ubetinget vigepligt. Han overså en bil, der kørte ad Svallerup Landevej og kørte frem, så de to køretøjer stødte sammen og scooteren væltede. Politi og ambulance kørte til stedet, hvor parterne blev tilset, men både den 81-årige og bilisten, en 53-årig mand fra Slagelse, var sluppet med forskrækkelsen. Der skete materielle skader med bilen og scooteren, og der lå dele fra køretøjerne på kørebanen. Politiet optog rapport i sagen om vigepligtsuheldet.

Narkokørsel med barn i bilen – Røsnæsvej, Kalundborg

Kl. 10.25 standsede politiet en 24-årig kvinde fra Kalundborg på Røsnøsvej mod Vest i Kalundborg. Kvinden var påvirket af hash, så hun blev anholdt, sigtet for narkokørsel og taget med til en blodprøveudtagelse, hvorefter hun blev løsladt. Med i bilen under kørslen havde kvinden et barn på 1 år. Politiet underrettede derfor de sociale myndigheder om sagen i forhold til barnets tarv.

Mand overfaldet – Skibbrogade, Kalundborg

Kl. 04.15 anmeldte en 22-årig mand fra Kalundborg, at han for 10-15 minutter siden var blevet overfaldet i Skibbrogade, efter at han var kommet ud fra en opgang og havde gået et kort stykke på gaden. Politiet fik hurtigt kontakt til den 22-årige, der havde flere, men mindre blødende sår i ansigtet efter overfaldet. Han oplyste, at to mænd pludselig kom ud fra en personbil og overfaldt ham uden nogen forudgående kontroverser. Han blev først sparket på, så han faldt omkuld, hvorefter han blev holdt fast, medens han efterfølgende blev slået flere gange i ansigtet flere gange og muligvis med en genstand i hånden. Herefter flygtede de to mænd i en sort personbil af stationcar-typen med LED-forlygter.

De to mænd blev af offeret beskrevet som:
A: mand, ca. 165 cm høj, Hudfarve: Sort, Talte: Dansk, Iført: en sort jakke med pelskrave, halsedisse, sorte cowboybukser og et par hvide Nike sko;
B: mand, ca. 180 cm, Hudfarve: Sort, Talte: Dansk, Iført: en kasket, halsedisse, en rød jakke og et par grå bukser.

Politiet ledte efterfølgende efter de to mænd og deres bil i Kalundborg efterfølgende, men fandt dem ikke. Den 22-årige ville efterfølgende tage på skadestuen for at blive tilset af en læge og få registreret sine skader til sagen om et voldeligt overfaldt. Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der bar bemærket overfaldet i Skibbrogade, eller som kan give oplysninger om identiteten på de to mænd. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel – Slagelse Landvej, Kalundborg

Kl. 01.35 standsede politiet en 51-årig mand fra Eskebjerg, der kørte i en personbil på Slagelse Landevej. Føreren var påvirket af narko, så han blev sigtet for narkokørsel og anholdt for at få udtaget en blodprøve. Herefter blev den 51-årige anholdt, og vil høre mere fra politiet, når resultatet af blodprøveanalysen kommer.

Indbrud i perioden

Højstedvej, Eskebjerg

Foto: Anne Witte