Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/12/11 til 2020/12/22.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Røveri mod supermarked – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 21.08 fik politiet en anmeldelse om, at der netop var blevet begået et røveri mod supermarkedet, og at to maskerede røvere var flygtet derfra til fods med udbyttet. Flere patruljer blev sendt til området for både at lede efter de flygtede røvere og for at lave tekniske undersøgelser efter røveriet. Det blev klarlagt, at to maskerede røvere overraskede en medarbejder, der i forbindelse med arbejdet gik ud ad en bagdør. De to røvere truede med en pistol medarbejderen til at lukke dem ind i et baglokale, hvorefter røverne forlangte omsætningen udleveret. Med det kontante udbyttede flygtede de efterfølgende til fods væk fra supermarkedet, hvorefter personalet slog alarm.

Ingen led fysisk overlast under røveriet, hvor politiet nu efterlyser:

A: Mand, ca. 185 cm høj, Iført: Sort dunjakke, sorte adidas-bukser med 3 striber og sorte sko;

B: Mand, Iført: Mørk trøje, sorte bukser og sorte sko. De talte dansk og truede med en pistol under røveriet.

Efter et par timers undersøgelser i supermarkedet og eftersøgning af røverne i området afsluttede politiet arbejdet på og ved gerningsstedet, men uden at finde røverne. Politiet afventer nu resultatet af de eventuelle tekniske spor, som blev sikret fra supermarkedet efter røveriet.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der i området har bemærket de to røvere enten før eller på flugten efter røveriet. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkokørsel – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 01.05 anholdt og sigtede politiet en 29-årig mand fra Kalundborg for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i en personbil. Da han bemærkede patruljevognen, skyndte han sig at parkere bilen og begive sig væk, men politiet fandt ham, så han kunne blive kortvarigt anholdt i forbindelse med udtagelse af blodprøven til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Uheld i rundkørsel – Slagelsevej/Elmegade, Kalundborg

Kl. 19.50 skete et uheld mellem to biler i en rundkørsel på Slagelsevej. En 39-årig mand fra Kalundborg kørte ad Elmegade ind i rundkørsel, hvor han skulle videre mod nord. Da han kørte i rundkørslen, stødte han sammen med en 80-årig kvinde fra Kalundborg, som kørte ind i rundkørslen fra Slagelsevej mod nord. Der var mistanke om, at den 80-årige ikke overholdt sin vigepligt, men kørte frem og ramte den 39-åriges bil på venstre side. Ingen personer kom til skade ved uheldet, men der skete skader på køretøjerne. Politiet optog rapport om vigepligtsuheldet for at afklare, hvem der kan stilles til ansvar for, at det skete.

Overså rundkørsel og kørte galt – Skovvej, Kalundborg

Kl. 22.50 kørte en 48-årig mand fra Tølløse ad Skovvej mod vest, da han overså rundkørslen ved Bregningevej/Bjergsted Byvej i mørket, hvor der var nedsat sigtbarhed og vådt føre. Føreren opdagede rundkørslen for sent og trykkede hårdt på bremsen, som blokerede, så bilen skred. Bilen kørte lige ud, hen over rundkørslen og standsede i det nordlige hjørne af rundkørslen. Heldigvis kom der ingen andre biler på uheldstidspunktet, så føreren slap fra uheldet med knubs. Bilen derimod fik store skader på undervogn og dæk og måtte transporteres ved fra uheldsstedet. Politiet registrerede uheldet.

Lov om euforiserende stoffer – Frederiksberg, Svebølle – Kalundborg

Kl. 00.47 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol og bemærkede i den forbindelse, at noget blev kastet ud af et passagervindue. Det viste sig at være tre poser med et halvt gram kokain i hver pose, som en 19-årig mand fra Kalundborg som passager i bilen ønskede at skille sig af med. Han blev derfor sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og fik beslaglagt den kokain, som han netop havde smidt ud ad bilruden. Føreren og yderligere en passager i bilen blev ikke sigtet for noget i anledning af politiets kontrol af bilen.

Alvorligt solouheld – Dyssevej, Ubby – Jerslev Sj. – Kalundborgs

Kl. 20.42 skete et solouheld på Dyssevej mod vest i Ubby, hvor en 53-årig mand fra lokalområdet af ukendte årsager mistede herredømmet over bilen, som kørte ud i rabatten og videre ud på en mark, hvor den rullede rundt flere gange og endte i vejrabatten igen. En forbipasserende bilist slog alarm og ydede førstehjælp til føreren, som var kommet til skade. Politi, ambulance og brandvæsnet kørte til stedet, hvor den 53-årige havde fået skader i ansigtet, og der var mistanke om brud på overkroppen. Brandvæsnet frigjorde den 53-årige fra bilen og han blev bragt til sygehuset til behandling for sine skader, som ikke blev skønnet livstruende. På sygehuset blev rutinemæssigt udtaget en blodprøve af den 53-årige, for at afklare om han evt. påvirket af alkohol eller spiritus under kørslen. Politiet optog rapport for at belyse omstændighederne omkring solouheldet. Den 53-årige er fortsat indlagt til behandling for alvorlige brud på overkroppen.

Indbrud i Perioden

Stjernevej, Kaldred, Eskebjerg
Kirkevangen, Gørlev
Kastanievej, Kalundborg
Fru Ingesvej, Kalundborg
Bryggervænget, Kalundborg
Frederiksberg, Svebølle

Del på sociale medier