Traditionen tro skyder Copenhagen Phil nytåret i gang ved at sprede nytårsstemning i Kalundborg Hallen.

Året 2021 bydes velkommen med et musikalsk fyrværkeri af de helt særlige: et møde mellem Copenhagen Phil og Dreamers’ Circus – en trio, der begejstrer publikum verden over med deres virtuose og smittende stil, der blander folkemusik med en snært af klassisk og verdensmusik.

Dreamers’ Circus er resultatet af et tilfældigt musikalsk møde, der bedst kan beskrives som ”kærlighed ved første blik”. De tre musikere Nikolaj Busk på klaver og akkordeon, Ale Carr på cittern og Rune Tonsgaard Sørensen på violin har skabt en musikalsk succeshistorie, der har bredt sig langt ud over Danmarks grænser.

Ved årets nytårskoncerten i Kalundborg får publikum rig lejlighed til at mærke den helt særlige kemi, der opstår, når Dreamers’ Circus indtager scenen både som trio og i samspil med hele symfoniorkestret.

I år finder Nytårskoncerten sted torsdag d. 14. januar kl. 19.30 – 22.00 i Kalundborg Hallen.

Billetter købes via www.kalundborgbib.dk under ”det sker” til pris 175,- kr. for voksne. Det er gratis for børn under 18 år, men der skal stadig bookes en billet.

Dreamers’ Circus. Pressefoto.
Del på sociale medier