Sangforedrag med Rasmus Skov Borring. Denne aften sættes fokus på den nye Højskolesangbog. I november 2020 fik Danmarks bedst sælgende bog et fornyet udtryk, der skal holde de næste 15 år. Der er udskiftet 150 sange, og den 19. udgave af Højskolesangbogen har i alt 601 sange. Glæd dig til en aften hvor pianist Rasmus Skov Borring tager Højskolesangbogen under kærlig behandling i dette musikalske foredrag.

Det sker den 24. november 2020 kl. 19.00-21.00 på Ubby Bibliotek.

Rasmus Skov Borring er aftenens sangvært og inviterer indenfor i sit arbejde med formidlingen af den danske sangskat. På repertoiret er både sange, der har været i Højskolesangbogen længe og helt nye sange. Rasmus Skov Borring er selv en af de nye komponister, der bliver repræsenteret i Højskolesangbogen.

Aftenens sangvært er pianist, komponist og foredragsholder, uddannet cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra KU. Han har flere albumudgivelser bag sig, bl.a. “Den danske sang 1 & 2” med instrumentale klaverfortolkninger af højskolesange, to albums fra sit samarbejde med digter Jens Rosendal samt sit helt nye album ”Sangen har lysning” fra 2020 med nye fællessange.

Rasmus Skov Borring modtog i 2019 N.F.S. Grundtvigs Pris for sit arbejde med at formidle fællessangstraditionen. Han er optaget af at holde den danske sangskat levende og gøre den tilgængelig for nye generationer og har gennem de seneste år været komponist bag en række nye fællessange – bl.a. tonerne til ”Gi’ os lyset tilbage”, som i 2015 landede på en tredjeplads på DR’s Top 50 over danskernes foretrukne sange.

Praktiske oplysninger:
Arrangeret i et samarbejde mellem LOF Nordvestsjælland, Hvidebæk Lokalråd og Kalundborg Biblioteker. Menuen udarbejdet af Kim Kok ved Ubby Forsamlingshus.

Læs mere her

Foto: ABW