Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/07/24 til 2020/08/04.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brandundersøgelse – Toldervej, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 01.18 rykkede brandvæsnet og politiet ud til en brand i et sommerhus. Det viste sig at være en mindre brand i den ene ende af et sommerhus, hvor området ved en dør brændte. På stedet opholdt sig en mand og en kvinde på 42 år fra Nykøbing Sj., som begge var uskadte. Branden, der havde bredt sig op mod taget over døren, blev hurtigt slukket og var ud fra politiets undersøgelser og oplysninger i øvrigt formentlig startet ved uforsigtig omgang med et cigaretskod. Derfor blev den 42-årige kvinde, der havde røget ved brandstedet, sigtet for overtrædelse af beredskabslovgivningen. Hun kan nu se frem til at høre nærmere fra politiet, når sagen bliver afgjort.

Hærværk – Algade, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 18.49 fik politiet en anmeldelse om, at en blå personbil af mærket Volvo 245 ræsede rundt på en græsplæne ved ungdomsklubben. I bilen var to-tre danske mænd på ca. 25 år, hvoraf den ene var iført en gul arbejdsjakke. Anmelderen optog kørslen med sin mobiltelefon, og da mændene i bilen opdagede dette, forsvandt de skyndsomt i bilen væk fra området. Græsplænen fik nogle skader som følge af kørslen på den, så politiet har nu optaget rapport om hærværk i et forsøg på at få identificeret køretøjet for at stille dens fører til ansvar for kørslen og skaderne.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket ræset på græsplænen, eller som har kendskab til den omhandlede bil og personerne i den. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brandundersøgelse – Dr. Margrethesvej, Reersø Ornum, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 19.39 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et sommerhus, der ifølge naboer havde stået ubenyttet hen gennem flere år. Branden blev opdaget af turister, som via en nærliggende beboer fik slået alarm. Brandvæsnets røgdykkere konstaterede, at der ikke var nogen personer til stede og dermed i fare i det brændende sommerhus, som trods brandvæsnets indsats stort set nedbrændte. Politiet skal undersøge brandstedet nærmere, idet der ikke umiddelbart findes nogen naturlig forklaring på, hvordan branden i sommerhuset kan være opstået.

Narkobilist smed narko ud af bilen – Høng, Kalundborg

Kl. 00.08 gav en patrulje tegn til, at en personbil skulle standse til en rutinekontrol på Hovedgaden i Høng. Føreren standsede dog ikke, men kørte fra stedet væk fra politiet. Flere politipatruljer blev sat ind for at standse den flygtende bil, som kørte i området omkring Høng, Ruds Vedby, Tjørnelunde, Løve og Gørlev. En politipatrulje afskar bilen vejen ved Gørlev Landevej, men da bilen forsøgte at køre uden om forulykkede bilen og standsede ved Rye Byvej. Føreren af bilen, en 20-årig mand fra Karise forsøgte at løbe fra stedet, men blev hurtigt anholdt. Passageren, en 20-årig mand fra Gørlev blev i bilen, hvor han blev anholdt. Føreren var påvirket af narko, så han blev sigtet for narkokørsel og fik udtaget en blodprøve. Ingen af mændene var kommet til skade ved uheldet. Politiet ransagede bilen, hvor der blev fundet en del poser med euforiserende stoffer og piller, blandt andet 15 gram Ketamin og en del stoffer, som politiet arbejder på at klarlægge hvad er. Begge mænd blev sigtet for at overtræde lov om euforiserende stoffer og taget med til politistationen.

Undervejs havde personerne i bilen kastet ting ud af vinduet. Politiet sendte patruljer til de steder, hvor tingene var smidt og fandt her fem poser med i alt 3,23 gram af det ulovlige stof Ketamin. I vejkanten, hvor bilen var standset fandt politiet et glas som indeholdt ca. 30 gram amfetamin. Politiet ransager her til formiddag de to mistænktes adresser, hvorefter sagen skal vurderes af anklagemyndigheden, som skal tage stilling til, om der er grundlag for at fremstille de anholdte i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

 

OPFØLGNING

Spiritusbilist fik taget bilen – Stationsvej, Svebølle – Kalundborg

Kl. 13.55 fik politiet anmeldte en opmærksom borger, at hun netop havde set en stærkt spirituspåvirket mand, som var kørt fra parkeringspladsen ved et supermarked på Stationsvej i Svebølle. Anmelderen fulgte efter bilen, som kørte meget usikkert og undervejs flere gange var tæt på andre bilister og ude i rabatten, så der kom et støvsky. Undervejs kontaktede kvinden politiet, som hurtigt satte kursen mod Svebølle. Manden i bilen standsede ved sin bopæl, hvor anmelderen blev på stedet og ventede indtil patruljen kom frem. Føreren af bilen viste sig at være en 50-årig mand fra lokalområdet, som blev testet med alkometeret, der viste at hans promille var over 2,0, så han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel. Den 50-årige var desuden frakendt førerretten i en tidligere sag om spirituskørsel, og det var nu 3. gang at han kørte i frakendelsestiden. Både den høje promille og de gentagne kørsler i frakendelsestiden gav politiet mulighed for at beslaglægge mandens bil. Han ønskede dette forelagt retten, som nu skal vurdere beslaglæggelsen. Den anholdte fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Politiet afventer nu resultatet af blodprøven, hvorefter den 50-årige vil få besked om sagens videre gang. Retten vil senere tage stilling til om bilen skal konfiskeres, når sagen skal afgøres ved domstolen.

Uorden og overtrædelse af tilhold – Vestre Havneplads, Kalundborg

Kl. 19.05 blev flere patruljer sendt til havnen i Kalundborg, da der var melding om slagsmål. Det viste sig, at en 37-årig mand fra Kalundborg, som har et tilhold mod at opsøge sin ex-kæreste. Han havde alligevel opsøgt hende på gaden, og var i den forbindelse kommet op at toppes med en ven til kvinden, så der opstod tumult på stedet. Den 37-årige var fortsat til Bredgade, hvor han var kommet i klammeri med en anden gruppe mænd. Han blev her anholdt for gadeuorden og sigtet for at overtræde tilholdet mod den 51-årige kvinde. Den 37-årige blev taget med i detentionen, men løsladt senere på aftenen, hvor han lod sig indlægge til behandling på grund af sin psykiske tilstand. Han kan forvente at høre mere fra politiet i sagen om overtrædelse af tilholdet.

Færdselsuheld – fører flygtet – Nørre Alle / Holbækvej, Kalundborg

Kl. 20.37 fik politiet flere henvendelser om en bil, der var forulykket på en tankstation på hjørnet af Nørre Alle / Holbæk. Ved politiets ankomst til tankstationens område kunne politiet konstatere, at der ikke var nogen personer til stede ved den forulykkede bil. Der var heller ingen indikationer på, at nogen var kommet til skade. En sort personbil havde påkørt et skilt og til sidst støvsugerstationen inde på tankstationens område. Den forulykkede bil ejes af en 28-årig mand fra Høng, men hvorvidt han har været fører af bilen vides ikke. Politiet inddrog bilens nummerplader, fordi den lovpligtige ansvarsforsikring for bilen ikke var blevet betalt, så bilen var efterlyst herfor. Ved afhøring af vidner mv. blev det klarlagt, at føreren af bilen formentlig havde kørt med høj hastighed ad Nørre Alle mod syd, da han af ukendte årsager havde bremset kraftigt op, så føreren mistede kontrollen over bilen. Der var skridspor på vejen, som førte i retning mod det påkørte skilt ved tankstationen. Kort efter uheldet blev føreren og en passager fra den forulykkede bil samlet op af en rød personbil, der kørte derfra i ukendt retning. Politiet har optaget rapport om uheldet i et forsøg på at få identificeret føreren af bilen på uheldstidspunktet.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket den sorte personbil køre rundt i Kalundborg, herunder ad Nørre Alle, ligesom politiet også gerne vil have oplysninger om den røde personbil og brugeren af den. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brændende tøj – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 23.58 fik politiet en henvendelse fra en anmelder, der i Kordilgade først havde lugtet røg og dernæst fundet noget brændende tøj uden for en anden opgang. Branden i tøjet blev hurtigt slukket, og politiet fik ved afhøringer af en kvinde ved den opgang, hvor det brændende tøj lå, klarlagt, at der formentlig kunne være tale om en slags chikane rettet med hende af en tidligere mandlig bekendt fra Kalundborg. Politiet undersøger nu motivet til afbrændingen nærmere ud fra de fremkomne oplysninger om parterne i sagen. Der skete ikke nogen skade på fast ejendom, ligesom ingen kom til skade som følge af afbrændingen af tøjet.

Musik til ulempe – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 09.26 rykkede politiet for anden gang ud til en adresse, hvor en længerevarende fest med høj musik blev afholdt. Politiet var på adressen første gang kl. ca. 06.30 for at bede en 18-årig mand fra Kalundborg om at skrue ned for musikken, idet ulempen for de omkringboende ifølge denne anmeldelse havde stået på siden fredag aften. Han blev oplyst om, at politiet ville beslaglægge hans soundbox, hvis musikken ikke forblev dæmpet. Da politiet var kørt, var der igen blevet skruet op for musikken, så politiet altså igen måtte ud til adressen. Denne gang beslaglagde politiet – som lovet – soundboxen, så roen på stedet kunne genoprettes. Den 18-årige vil så mandag kunne afhente anlægget på politistationen i Kalundborg.

Færdselsuheld – Nørre Alle, Kalundborg

Kl. 10.29 stødte to biler sammen ud for et byggemarked. En 57-årig mand fra Kalundborg ville foretage et venstresving, men stødte i den forbindelse sammen med en 25-årig kvinde fra Kalundborg, da hun kom kørende i modsat retning. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som den 57-årige kan forvente at høre nærmere om fra politiet på grund af mistanke om overtrædelse af færdselsloven.

Indbrud i forretning – Bastrupvej, Kalundborg

Kl. 01.28 blev en lokal vækket af støj fra nabogrunden, hvor han så en hvid varebil holde. Desuden kunne han høre nogle mænd tale sammen, inden varebilen kort efter kørte fra stedet i ukendt retning. En hundepatrulje fik på Skovvejen ved Mørkøv kontakt til en hvid varebil, der blev standset udramatisk. Samtidig stak passageren i løb ud over en mark, men standsede først, da en patruljehund blev sendt efter ham. Der var tale om en 22-årig mand fra Søborg, og bag rattet sad en 30-årig mand fra Brøndby Strand. Ved nærmere undersøgelse af varebilen viste det sig, at der i varebilen var adskillige tyvekoster i form af diverse have-værktøj i form af buskryddere, hækklippere, motorsave mv. De to mænd blev derfor anholdt og sigtet for indbrud i en maskinforretningen i Kalundborg. Ved visitationen af den 30-årige fandt politiet ham i besiddelse af et femcifret kontantbeløb, hvoraf politiet inddrog en del af pengene som afdrag på den gæld, han har til det offentlige. Den 22-årige blev løsladt efter afsluttet efterforskning og afhøring til sagen, men den 30-årige var udeblevet fra en indkaldelse til afsoning af en tidligere idømt frihedsstraf, så politiet afleverede ham i et arresthus til afsoning af frihedsstraffen. Begge vil dog høre nærmere fra politiet, når straffesagen mod dem skal afgøres.

Indbrud i Perioden

Møllegårdsvej, Høng
Klosterparkvej, Kalundborg
Bastrupvej, Kalundborg