I anledning af sommerens store interesse for skating i Kalundborg, besøger L.O.W igen skateboardparken i Munkesøen. Her kan du lære at stå på rulleskøjter, løbehjul eller skateboard.

Fra mandag den 24. august – fredag den 28. august kl. 16-19 stiller L.O.W op med professionelle instruktører, sikkerhedsgodkendt beskyttelsesudstyr og masser af rekvisitter, og lover et udfordrende, lærerigt og sjovt aktivitetsprogram for børn og unge.

Instruktørerne hjælper med tips og tricks til, hvordan man kan blive bedre til at køre på løbehjul, skateboard eller rulleskøjter og det kræver ikke nogen erfaring at deltage.

Skating handler i høj grad om at overkomme mentale barrierer og lære, at man kun bliver bedre, hvis man accepterer, at man bliver nødt til at kaste sig ud i tingene og fejle en del, før man kan nå sine mål.

Man er velkommen til at medbringe sit eget udstyr, men det er også muligt at låne rulleskøjter, skateboard eller løbehjul. Det kræver ingen tilmelding at deltage i workshoppen, du møder bare op.

Konkurrence med fede præmier
Kalundborg Kommune arrangerer i samarbejde med L.O.W afsluttende, fede skatekonkurrencer lørdag den 29. august, for både skateboard, løbehjul og rulleskøjter.

Alle skatere fra Danmark er velkomne og der vil være konkurrencer for både junior- og seniorskatere (begyndere og øvede), hvor man kan vinde masser af fedt skateudstyr, som selv den mest erfarne skater vil have glæde af.

Konkurrencen løber af stablen mellem kl. 16.00 – 19.00.

På dagen vil der være fed musik, god stemning og professionelle instruktører fra L.O.W Academy. Så hvis du har brug for det, kan du i løbet af dagen få den sidste hjælp til at få dine tricks til at sidde lige i skabet.

Foto: ABW