Glæd dig. Den kendte forfatter og havemand kommer til Reerslev forsamlingshus og deler ud af sin store viden og erfaring om haver. I Reerslev forsamlingshus tager han udgangspunkt i sin seneste bog, der udkom i marts 2020: “Cottagehaver og dem, der ligner”. Foredraget skulle oprindelig havde afholdt i foråret, men pga. corona-situationen måtte det aflyses. Heldigvis lykkedes det at finde en ny dato.

Claus Dalby har efterhånden skrevet en del havebøger og optrådt mange gange på fjernsyn og ved diverse events, bl.a. CPH-Garden i 2017. Mange kender Claus Dalby, men også hans skønne have i Risskov, hvor han igennem mange år har dyrket sin have med mange roser, stauder, løg, takshække m.m., og også dyrker sommerblomster, Dahlia og stauder i krukker. I dag har Claus Dalby hele 3 væksthuse, hvor han bl.a. fremdyrker mange sommerblomster fra frø, han planter ud i sine krukker, men også ud i haven til fyld blandt havens andre gevækster.

Gennem flere år har Claus Dalby besøgt og fotograferet cottagehaver; ikke blot i Europa, men også i USA. Cottagestilen, der har sit udspring i England, stammer fra sidste halvdel af 1800-tallet og var især i begyndelsen tilpasset ejere af mindre huse. Overordnet kan man sige, at det handler om haver, der ikke er “designede”. Det var en enkel – men langt fra ukunstnerisk – haveform, hvor sparsommelighed og selvforsyning var beundrede dyder. Dette gav sig udslag i anvendelsen af vilde blomster og driftssikre stauder, samt bærbuske og andre spiselige planter – en frodig symbiose i samspil med rustikke hegn, pergolaer, havemøbler og små huse.

Foredraget finder sted torsdag d. 10. september kl. 19.00 på adressen Reerslev Forsamlings- og Kulturhus, Reerslevvej 22, 4291 Ruds Vedby. Billetter købes via www.kalundborgbib.dk eller via telefon 60 72 54 19.

Vi anbefaler at man er hurtig til at skaffe sig en billet, da der er begrænsede pladser.

Arrangementet er en del af Projekt Liv I Forsamlingshusene. Se flere arrangementer fra projektet på www.kalundborglif.dk. Siden vil løbende blive opdateret.

 

Pressefoto