Åbent hus på den arkæologiske udgravning ved Herslev torsdag den 20. august kl. 16-18

Museets arkæologer er tilbage i Herslev. Her graver vi for anden gang på et velbevaret gårdanlæg fra 1200-tallet.
Gennem en årrække er der gjort en række spændende detektorfund på marken takket være engagerede detektorfolk. Der er foretaget en rekognoscering med stor hjælp fra Kalundborg arkæologiforening, hvor tegl, keramik, slagge mm blev opsamlet. I 2017 foretog museet en forundersøgelse, der afslørede over 600 stolpehuller og resterne af et gårdanlæg, der fremstod med bevarede syldsten og rester af gulvlag. I den tørre sommer i 2018 udgravende museet så dele af dette gårdanlæg i samarbejde med Århus Universitet og studerende herfra. Nu er vi tilbage, denne gang i samarbejde med Københavns Universitet og studerende herfra.

Vi har allerede fundet endnu en fase af gården og har gjort nogle spændende genstandsfund. Kom og hør mere om denne unikke undersøgelse og se de interessante fund.

Museum Vestsjælland følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer om afstand og hygiejne og vi søger for, at I kan være sammen – på afstand med min. 1 meter til hinanden og i mindre grupper.

Mødested: Parkering ved Herslevvejen 15, 4270 Høng.

Bemærk, at der er dårlige adgangsforhold for gangbesværede.

Museum Vestsjælland, Seminargravningsholdet fra Københavns Universitet er i fuld gang. Foto: Museum Vestsjælland.
Del på sociale medier