Læge og ph.d. Tobias Todsen fra Sjællands Universitetshospital skal med stor bevilling fra Novo Nordisk Fonden undersøge, om ultralydsscanning gennem munden kan give hurtigere og mere præcis diagnostik.

Tobias Todsen, foto: Region Sjælland

I dag MR-scanner man patienter med mistanke om kræft i mandlerne. Tumoren kan dog være så lille, at man ikke kan finde den med MR-scanning, og så får patienterne fjernet mandlerne og eventuelt også tungeroden med henblik på at stille diagnosen og starte behandling.

– Det er især blevet svært, efter flere får HPV-relateret kræft, for det giver mindre tumorer, som kan være svære at finde. Jeg vil undersøge, om man med ultralydsscanning direkte på mandlerne og tungeroden kan forbedre diagnostikken, siger Tobias Todsen, som fik idéen under sin introduktionsstilling på Øre-, Næse-, Hals- og Kæbekirurgisk Afdeling i Køge.

Fordelen ved ultralyd er, at det er en hurtigere og billigere teknologi. Samtidig kan ultralyd give mere detaljerede billeder af tumoren, så flere patienter hurtigere kan få den rette behandling.

Bevillingen, som Tobias Todsen har fået fra Novo Nordisk Fonden, er på otte mio. kroner og løber over fem år. Det er et forskningslederprogram, der understøtter unge forskere i at udvikle sig over en længere periode, uden de løbende skal søge nye bevillinger.

Forskningsmøde i afdelingen blev startskud

Idéen kom, da Tobias Todsen som ny læge med en ph.d. om ultralyd så mange akutte patienter i Øre-, Næse-, Hals- og Kæbekirurgisk Afdeling. Mange havde bylder ved mandlerne, og det var svært at diagnosticere, om det faktisk var bylder eller infektioner, så han gik i gang med at undersøge, om man kunne bruge ultralyd.

Preben Homøe, professor og overlæge i afdelingen, holder jævnligt forskningsmøder og bad Tobias Todsen undervise i, hvordan man laver en forskningsprotokol – en detaljeret beskrivelse af et studie.

– Jeg brugte bare ultralyd som eksempel – hvordan man kunne undersøge det, hvis man ville lave et studie. Herefter søgte jeg en mindre bevilling til et studie om brug af ultralyd til diagnostik af bylder og infektioner.

– Det studie blev siden udvidet til diagnostik af kræft i mandlerne, siger Tobias Todsen.