Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/07/13 til 2020/07/21.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Uorden ved værtshus – Dybekær, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 18.14 fik politiet en anmeldelse om optræk til uorden ved et værtshus, hvor et par mænd var ved at ryge i totterne på hinanden. Nærmeste patrulje var fremme kl. 18.20, men de stridende mænd var dog allerede forsvundet fra stedet inden politiets ankomst. Hvem der var involveret, og hvad striden omhandlede, vides ikke, så politiet forlod kort efter stedet, da roen var genoprettet.

Narkokørsel på ulovlig knallert – Algade, Gørlev – Kalundborg

Kl. 12.02 anholdt og sigtede politiet en 22-årig mand fra Slagelse for kørsel på en konstruktivt ændret 30-knallert, som han førte i narkotikapåvirket tilstand. Han fik derfor udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer i blodet. Politiet sørgede for transport af knallerten til nærmere undersøgelse for konstruktive ændringer (mistanke om højere hastighed en tilladt). Når hastighedsmålingen er udført og blodprøven analyseret, vil den 22-årige høre nærmere fra politiet.

Brandundersøgelse – Helsingevej, Kirke Helsinge, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 18.02 fik politiet og brandvæsnet via alarm 112 melding om ildebrand i en beboelsesejendom efter en anmeldelse fra beboere på stedet. Tililende iværksatte straks redning af personer, der opholdt sig på førstesalen i bygningen, men som ikke kunne komme ud på grund af kraftig røg i opgangen. Kort tid efter anmeldelsen var alle reddet ud af bygningen, men tre personer blev kørt på skadestuen til kontrol for eventuel røgforgiftning. Brandvæsnet fik branden under kontrol, men kunne ikke undgå, at fire lejligheden blev ubeboelige som følge af branden, så genhusning måtte iværksættes. Branden var opstået formentlig i køkkenet hos en 50-årig kvindelig beboer, hvilket skal undersøges nærmere af politiets brandteknikere. I forbindelse med brandslukningsarbejdet var Helsingevej afspærret.

Humanitær eftersøgning – Gørlev – Kalundborg

Kl. 00.13 iværksatte politiet en eftersøgning af en 78-årig mand, som var gået fra et plejecenter i Gørlev. Politiet tilkaldte flere hundepatruljer, som gennemsøgte området omkring plejecentret. En helikopter blev sat ind til at søge efter den bortgåede mand. Eftersøgningen af manden fortsatte til tidligt tirsdag morgen, hvor plejehjemmet meddelte, at den 78-årige selv var kommet retur til plejehjemmet kl. 06.29 i god behold.

Butikstyveri – Elmegade, Kalundborg

Kl. 10.43 oplyste personalet i supermarkedet Kvickly, at en mand var blevet tilbageholdt som mistænkt for at have stjålet varer fra butikken. Politiet fik kontakt til en 39-årig mand fra Kalundborg, som blev anholdt og sigtet for butikstyveri, efter at politiet havde fået klarlagt, at han havde gemt en flaske whisky til en værdi af 140 kr. under jakke og var gået gennem kassen uden at betale. En kunde i butikken havde set manden putte spiritusflasken under jakken og straks underrettet personalet, som så pågreb den 39-årige uden for supermarkedet. Den 39-årige blev løsladt efter afhøring til sagen, som han vil høre nærmere om fra politiet, når sagen skal afgøres.

Brandundersøgelse – Nørre Alle, Kalundborg

Kl. 03.22 fik politiet via alarm 112 melding om ildebrand i en personbil, der stod tæt på gavlen til en beboelsesejendom. Ved politiets ankomst til brandstedet var bilen fuldstændig overtændt og stod trods brandvæsnets indsats ikke til at redde. Der havde ikke været fare for, at ilden ville brede sig til beboelsesejendom, så ingen personer havde været i fare. Under den foreløbige efterforskning af brandsagen fik politiet oplysninger om, at to unge mænd i 15-17 års alderen var kørt fra området på én knallert. De var begge iført mørkt tøj, den ene dog med trøje med markant hvidt ærme, medens den anden herudover var iført en styrthjelm. Politiet fandt ikke de to unge mænd for at afhøre dem om deres færden i området, idet brandårsagen ud fra de foreløbige undersøgelser tyder på, at der kan være tale om en kriminel handling. Bilejeren er underrettet om bilbranden, som politiet nu efterforsker yderligere.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra enten de to unge mænd på knallerten eller fra personer, der har bemærket dem i området i nattetimerne. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Spirituskørsel på ATV – Esbern Snaresvej, Kalundborg

Kl. 00.15 så en patrulje en ATV, som kørte på offentlig vej, selvom den ikke var indregistreret eller forsikret. Politiet standsede ATV’;en og traf føreren, en 31-årig mand fra Kalundborg, var påvirket af alkohol over det tilladte, så han blev sigtet og anholdt for spirituskørsel. Den 31-årige mand var desuden frakendt førerretten, så han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Den 31-årige kan forvente at høre mere fra politiet i sine mange sager.

Solouheld med påvirket fører – Stenrand, Svebølle – Kalundborg

Kl. 01.12 kørte en 19-årig mand fra Stenstrup på Fyn galt, da han kørte ad Stenrand i vestlig retning, hvor han kørte igennem et helleanlæg, hvor bilen kom i slinger. På grund af vådt føre skred bilen ud og gled af vejen. Den endte i en have ud for Stenrand nr. 2, hvor den på sin vej påkørte et elskab, nogle stolper og beplantning i haven. En patrulje blev sendt til stedet, hvor føreren blev testet med alkometeret, da der var mistanke om, at han var påvirket af spiritus. Hans promille viste over det tilladte, så han blev anholdt, og da politiet mistænkte, at han havde indtaget narkotika, blev han sigtet for både spiritus og narkokørsel. Med som passagerer i bilen var to unge mænd på 17 år fra Svendborg og Kalundborg. Alle tre personer blev kørt til sygehuset til kontrol, hvor den 19-årige fik udtaget blod, som skal vise, om han var påvirket under kørslen. Politiet optog rapport om uheldet og den 19-årige kan forvente at høre mere i sagen, når resultatet af blodprøven kommer.

Indbrud i Perioden

Lundevej, Havnsø, Føllenslev
Vestre Havneplads, Kalundborg
Klosterparkvej, Kalundborg
Skeltoften, Kalundborg
Skibbrogade, Kalundborg
Holmevej, Kåstrup, Kalundborg
Skibbrogade, Kalundborg

Del på sociale medier