Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/06/26 til 2020/07/07.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Spirituskørsel – Kirkemosevej, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 18.29 blev en 28-årig mand fra Polen med adresse i Kalundborg anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han havde en promille over det tilladte. Han fik udtaget en blodprøve, hvorefter han blev løsladt. Når resultatet af blodprøven kommer, kan han forvente at høre fra politiet i sagen.

Gadeuorden – Bindeleddet, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 09.33 kom en anmeldelse om, at to mænd var kommet i klammeri på gaden. Især den ene var opfarende og gav anledning til ballade. En patrulje kom frem og traf en 24-årig mand fra lokalområdet, som var påvirket af alkohol og euforiserende stoffer. Han var opfarende og uadreagerende, og blev anholdt til afrusning i detentionen. Han blev løsladt hen på eftermiddagen, da han var afruset og egnet til at færdes i det offentlige rum.

Spiritusuheld og vold – Hovedgaden, Høng – Kalundborg

Kl. 14.09 påkørte en 63-årig kvinde fra Høng en parkeret bil, som holdt på P-pladsen foran et supermarked. Ejeren af bilen, en 34-årig mand fra Gørlev Sj., så uheldet og tilbageholdt den 63-årige kvindelige bilist, idet hun var påvirket af spiritus. Den 34-årige tog kvindens bilnøgler, så hun ikke kunne køre fra stedet og bad hende vente til politiet kom.

En 62-årig kvinde fra Gørlev Sj., som havde været med som passager i den 63-åriges bil, var ikke tilfreds med dette og hidsede sig op på den 34-årige anmelder. Den 62-årige tildelte i den forbindelse den 34-årige et knytnæveslag i ansigtet, og fremsagde trusler imod ham. Da politiet kom frem blev den 63-årige anholdt og sigtet for spirituskørsel, og den 62-årige blev sigtet for vold mod den 34-årige. Den 63-årige blæste alkometeret op over 2,0 promille, så politiet inddrog hendes førerret på stedet, hvilket hun accepterede. Den 62-årige, der også var påvirket af spiritus blev kort afhørt til sagen. Hun vil senere blive indkaldt til en genafhøring i ædru tilstand. Den 63-årige fik udtaget en blodprøve, hvorefter hun blev løsladt. Politiet optog rapport om uheldet, og den 63-årige vil høre mere i sagen, når resultatet af blodprøven kommer.

Spiritusbilist kørte galt – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 01.20 anmeldte en bekymret borger, at han netop havde set en personbil, der slingrede ned ad Kordilgade mod vest. Ud for nr. 58B påkørte bilen et rækværk, hvilket fik føreren af bilen til at stige ud af bilen. Han satte sig dog ind i bilen og fortsatte videre af Kordilgade, hvor han kort efter blev standset af en patrulje. Føreren af bilen, en 47-årig mand fra Svebølle var kraftigt påvirket af spiritus, så han blev anholdt og taget med til en blodprøveudtagelse. Han var desuden frakendt førerretten og blev derfor sigtet for kørsel spirituspåvirket tilstand i frakendelsestiden. Politiet optog rapport i sagen om færdselsuheldet ved påkørslen af rækværket. Efter blodprøven var taget blev den 47-årige løsladt, men kan forvente at høre mere fra politiet i sagen.

Tricktyveri – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 16.38 anmeldte personalet i Sportsmaster i Kalundborg, at de havde været udsat for et tricktyveri tidligere på dagen. Omkring kl. 15.15 kom to mænd ind i forretningen, hvor den ene bad om hjælp til at købe en gave til sin kæreste. Imens gik den anden mand rundt og i butikken og sagde, at han “kiggede”. Begge mænd forlod sportsbutikken uden at købe noget. Da ekspedienten kort efter skulle tage imod betaling fra en anden kunde, opdagede han, at kassen var helt tom for pengesedler. Personalet mistænkte derfor, at de to mænd havde udsat butikken for et tricktyveri, idet den ene afledte ekspedientens opmærksomhed, mens den anden fik mulighed for at bevæge sig rundt i butikken. Butikken fik stjålet et mindre kontantbeløb i forbindelse med tyveriet.

De to mænd beskrives som:
A: Mand, Dansk af udseende, 30-35 år, 180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt, Yderligere kendetegn: Slangekrøller i hele håret, solbrun, skægstubbe, Talte: Dansk, Iført: Knickers, hvid T-shirt med print, mørk hættetrøje med lynlås, solbriller.
B: Mand, Dansk af udseende, 30-35 år, 180 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårlængde: Kort, Iført: T-shirt og shorts

Politiet efterforsker sagen og søger vidner, som har bemærket de to mænd i Kordilgade onsdag eftermiddag. Borgere som kan komme med oplysninger om deres identitet, eller som i øvrigt har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Spillede høj musik og fik beslaglagt musikanlæg – Svebølle – Kalundborg

Kl. 23.55 fik politiet en anmeldelse om musik til ulempe fra en adresse, hvor en 53-årig kvinde fra Svebølle boede. En patrulje kørte forbi adressen, hvor den 53-årige blev vejledt om gældende regler og bedt om skrue ned. Hun blev orienteret om, at hun kunne risikere at få musikanlægget beslaglagt, hvis musikken fortsatte. Politiet forlod herefter stedet, men måtte kl. 01.50 retur, idet lydstyrken for musikken igen var skruet op, så musikken var til væsentlig ulempe for omkringboende. Politiet sigtede nu den 53-årige kvinde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at spille musik så højt, at det var til væsentligt ulempe for omkringboede. Samtidig beslaglagde politiet hendes musikanlæg, som hun senere kan få genudleveret. I nærmeste fremtid kan hun forvente at høre nærmere fra politiet, når afgørelsen er truffet.

Indbrud i Perioden

Hannesvej, Kaldred, Eskebjerg
Præstevænget, Ugerløse