Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/06/19 til 2020/06/30.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand i plæneklipper – Gørlev Mose, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 15.42 måtte en 50-årig kvinde fra Gørlev alarmere brandvæsnet, idet en plæneklipper var brudt i brand, da den efter brug var stillet ind under et tagudhæng. Inden brandvæsnet fik slukket branden, var der opstået mindre skader på tagudhænget. Plæneklipperen udbrændte efter branden, der formodes at være selvantændelse efter brug. Ingen personer kom til skade ved branden.

Spillede høj musik og fik beslaglagt musikanlæg – Svebølle – Kalundborg

Kl. 23.55 fik politiet en anmeldelse om musik til ulempe fra en adresse, hvor en 53-årig kvinde fra Svebølle boede. En patrulje kørte forbi adressen, hvor den 53-årige blev vejledt om gældende regler og bedt om skrue ned. Hun blev orienteret om, at hun kunne risikere at få musikanlægget beslaglagt, hvis musikken fortsatte. Politiet forlod herefter stedet, men måtte kl. 01.50 retur, idet lydstyrken for musikken igen var skruet op, så musikken var til væsentlig ulempe for omkringboende. Politiet sigtede nu den 53-årige kvinde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen ved at spille musik så højt, at det var til væsentligt ulempe for omkringboede. Samtidig beslaglagde politiet hendes musikanlæg, som hun senere kan få genudleveret. I nærmeste fremtid kan hun forvente at høre nærmere fra politiet, når afgørelsen er truffet.

Færdselsuheld – Svallerup Landevej, Svallerup, Kalundborg

Kl. 14.39 var der sket et færdselsuheld på rute 22, idet tre køretøjer var stødt sammen. Ingen af parterne var kommet til skade i uheldet, der skete, da en 25-årig mand fra Slagelse som fører af en lastbil for sent opdagede, at trafikken foran ham var standset. Det bevirkede, at han påkørte bagenden af en personbil ført af en 49-årig mand fra Kalundborg, hvis bil blev skubbet frem i bilen foran. Den 49-årige var nemlig standset bag en anden personbil, hvis 23-årige mandlige fører fra Kalundborg var standset for at afvente modkørendes passage, før han kunne fuldføre et venstresving ind ad en privat indkørsel. Ingen af parterne kom til skade ved sammenstødene, som medførte, at den nordgående kørebanehalvdel kortvarigt var spærret på grund af uheldet. Kl. ca. 15.30 var der ryddet op på uheldsstedet, så trafikken igen kunne køre normalt.

Spirituskørsel – Dyssevej, Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 22.26 anholdt og sigtede politiet en 31-årig kvinde fra Høng for spirituskørsel i en personbil. Hun blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve.

Butikstyveri – Stejlhøj, Kalundborg

Kl. 17.33 fik politiet en anmeldelse om, at to udenlandske kvinder var mistænkt for at have stjålet forskellige varer fra en loppemarkedsbutik. De to kvinder var efterfølgende kørt fra stedet i en bil, som en medarbejder var fulgt efter til området ved en anden genbrugsbutik i Kalundborg. Politiet kørte til Langagervej, hvor politiet blandt en flok udlændinge fik udpeget de to mistænkte kvinder. Der var tale om to kvinder på 29 og 38 år fra Rumænien, som begge blev anholdt og sigtet for tyveri af smykker, en lille radio og sko til en samlet værdi af 260 kr. De stjålne varer fandt politiet liggende i en bil blandt de stedeværende personer på Langagervej. De to anholdte kvinder fik afgjort deres sag med en bøde, som de betalte, inden de senere blev løsladt efter endt sagsbehandling.

Brændende knallert – Lerchenfeldvej, Kalundborg

Kl. 19.56 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en knallert, der lå brændende på et stisystem i en såkaldt hundelufterskov. Brandårsagen var der ikke umiddelbart nogen naturlig forklaring på, så det skal politiet have undersøgt nærmere. Selve knallerten viste sig at være stjålet natten mellem lørdag og søndag fra Nyvangsvej, Kalundborg.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har observeret noget i forbindelse med branden i hundelufterskoven. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Færdselsuheld / narkokørsel mv. – Fugledevej, Store-Fuglede – Kalundborg

Kl. 20.17 ville politiet kontrollere en motorcyklist, der kørte ad Hovedgaden i Ubby med meget højere hastighed end tilladt. Politiet fulgte efter motorcyklen et kort stykke vej, men stoppede forfølgelsen af sikkerhedsmæssige årsager, hvorefter motorcyklisten fandt ud af syne ad Fugledevej. Patruljen fortsatte også sin kørsel videre ad Fugledevej og fandt kort efter motorcyklisten forulykket i en svag venstrekurve, hvor motorcyklisten havde ramt et autoværn og nu lå på vejen. Føreren var en 38-årig mand fra Jerslev Sj., som i en tilkaldt ambulance blev bragt til skadestuen i Holbæk til kontrol. Den 38-årige var i forvejen frakendt kørekortet og måtte derfor ikke køre motorcykel, ligesom politiet mistænkte ham for at være påvirket af narkotika under kørslen. Det blev bekræftet af fund af ca. 4½ gram hash på ham, så den 38-årige fik på skadestuen udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer i blodet. Han var sluppet fra uheldet uden behandlingskrævende skader, men kun med diverse knubs. Motorcyklen tog politiet sig af til nærmere undersøgelse af ejerforholdene, idet dens nummerplade var afmeldt hos Motorstyrelsen helt tilbage i 2011. Den 38-årige vil derfor senere høre nærmere fra politiet efter undersøgelserne af motorcyklen, og når blodprøven er blevet analyseret.

Indbrud i Perioden

Hannesvej, Kaldred, Eskebjerg
Lonesvej, Høng
Præstevænget, Ugerløse