Bestyrelsen i den lokale aktionsgruppe (LAG) for Midt-Nordvestsjælland havde travlt onsdag aften, nu hvor det endeligt var muligt at forsamles mere end 10 personer. Her gennemgik den hele 52 modtagne ansøgninger om støtte til projekter, der kan være med til at skabe liv og vækst i landdistrikterne i de fem kommuner Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred og Sorø.

Efter grundig granskning og drøftelse kom bestyrelsen frem til at støtte lige præcis hvert 4. projekt, da 13 projekter slap igennem nåleøjet og kan deles om de knap 3,5 mio. kr. i puljen.

I Kalundborg Kommune får SYMB støtte til at etablere faciliteter, der kan give iværksættere og helt små virksomheder et (kontor)fællesskab. I Havnsø støtter vi etableringen af en driftig fiskerestaurant m.m., der vil give mere beskæftigelse til Havnsø og mere liv i havnen. Endelig er der to projekter i udkanten af Kalundborg Kommune (på kanten til Sorø Kommune) – nærmere bestemt i Reerslev – der også er indstillet til støtte. Det drejer sig dels om restaureringen af den gamle smedje i Reerslev, hvor en flok lokale ildsjæle vil omdanne den til et arbejdende smedemuseum, dels ægteparret bag Lykkebjerg Bondegårdsferie, der som privatpersoner vil lave et herberg for turister m.m. i selve Reerslev.

Landdistrikterne står stærkt i modtagerfeltet
”Det har været en fornøjelse at gennemgå de mange ansøgninger”, udtaler formand Flemming E. Larsen og fortsætter: ”Det har været særlig glædeligt, at vi denne gang har modtaget flere ansøgninger fra foreninger, hvilket også afspejler sig i, at 1/3 af de indstillede projekter har et almennyttigt, ikke-kommercielt formål: Det gælder bl.a. Tuse Næs Jagtforening, der har tænkt et nyt klubhus på en ny og innovativ måde, så det kan blive et folkehus for hele Tuse Næs. På Ruds Vedby-kanten støtter vi også hele tre foreningsbaserede projekter. Lige fra en ny e-sportsklub i selve Ruds Vedby over restaureringen af den gamle smedje i Reerslev som arbejdende smedemuseum til et innovativt herbergskoncept i Reerslev, der kan danne afsæt for flerdagsture på den nye Istidsrute og andre udflugter i området. Samtidigt er det bemærkelsesværdigt, at kun 2 ud af 13 projekter er knyttet til selve Holbæk og Kalundborg By, så de mindre landområder har virkelig taget en stor bid af kagen denne gang.”

I det hele taget viser de indstillede projekter, at LAG i kraft af sine fire hovedområder: Iværksætterne og de små virksomheder, øget turisme i området, iværksætteri og entreprenørskab samt bosætning kan spænde utroligt vidt og dermed favne projekter, der ellers ville have svært ved at blive realiseret på anden måde. ”Hvilken anden ordning kan favne at hjælpe en ny fiskerestaurant i Havnsø på vej og samtidig støtte et innovativt projekt om genanvendelse af byggematerialer i Odsherred?”, slutter Flemming E. Larsen retorisk.

Generalforsamling sandsynligvis i august
LAG Midt-Nordvestsjælland er en forening for alle over 15 år i de fem medlemskommuner, og med knap 250 medlemmer har forsamlingsrestriktionerne hidtil forhindret afholdelse af den årlige generalforsamling. For at være på den sikre side vedtog bestyrelsen, at den vil sigte imod at afholde den i 2. halvdel af august. Den endelige dato vil blive annonceret med 2-4 ugers varsel jævnfør foreningens vedtægter.

De 13 indstillede projekter fordeler sig godt på landkortet. Særligt bemærkes det, at områder som Ruds Vedby og Tuse Næs har fået indstillet flere projekter til støtte end store byer som Holbæk og Kalundborg, der hver har fået støtte til ét projekt. Odsherred er med hele fem projekter enkeltkommunen med flest projekter indstillet til støtte. Pressefoto.