Med afsæt i de populære events – Xtreme Mandehørm og Ladies Mud Race – inviterer firmaidrætten 2. pinsedag til et ‘virtuelt’ forhindringsløb. Deltagelse er gratis, og du bestemmer selv ruten og tempoet. Find og forcér forhindringer undervejs – forevigelse af dette giver adgang til fede præmier.

Som optakt til efterårets populære events – Xtreme Mandehørm og Ladies Mud Race – inviterer firmaidrætten til premiere på en fælles ‘Virtual Edition’. 2. pinsedag, mandag den 1. juni, udvikler sig altså til en sand løbefest, og vi får et sjovere Danmark i bevægelse.

Formand for firmaidrætsudvalget i Dansk Firmaidrætsforbund, Ib Østergaard, ser frem til, at bl.a. kammesjukker, veninder, kolleger og familier dyrker sammenholdet hver for sig.

“Vi skal alle sammen huske at røre os, selvom mange ting fortsat er vendt på hovedet. Med denne virtuelle premiereudgave af vores to meget kendte events er jeg sikker på, vi skaber en sjov ramme, der giver smil på læben og sved på panden. Det er helt op til den enkelte deltager at finde en rute, som både indeholder lidt mudder og forhindringer,” siger Ib Østergaard og understreger:

“Vi lægger op til gak og løjer – og vi opfordrer til mere end en almindelig luntetur. Vi er dog også meget opmærksomme på at kommunikere, at deltagerne skal holde den nødvendige afstand og vise hensyn. Når det er sagt, glæder jeg mig til en masse skøre indslag og billeder af kreative påhit. Det bliver en del af oplevelsen, at vi starter med fælles, digital opvarmning.”