Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/05/07 til 2020/05/18.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Lov om euforiserende stoffer – Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 11.25 henvendte politiet sig så hos en 26-årig mand fra Gørlev Sj., idet han også var mistænkt for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. Ved en ransagning af hans bopæl med assistance fra narkohunde fandt politiet 11 gram hash, som blev beslaglagt som bevis i sagen. Også han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
I forbindelse med ransagningen af den 26-åriges bopæl mv. fik narkohundene også fært af noget narkotika hos naboen – en 24-årig mand. Her foretog politiet så også en ransagning af hans bopæl, hvor politiet fandt knap to gram hash samt en ca. 60 cm høj hampplante, der stod i et mindre væksthus med lys og varme. Også han fik beslaglagt de ulovlige effekter og blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet på et senere tidspunkt.

Hash på bopælen – Høng – Kalundborg

Kl. 09.45 foretog politiet med assistance fra narkohunde en ransagning af bopælen hos en 40-årig mand fra Høng, idet politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af narkotika. Ved ransagningen fandt politiet 37 gram hash, som han var i ulovlig besiddelse af. Hashen blev beslaglagt, og den 37-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Varetægtsfængsling – Salg af narkotika – Høng – Kalundborg

En 43-årig kvinde fra Store-Merløse blev tirsdag kl. 13.00 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk som mistænkt for at have været i besiddelse af knap 95 gram amfetamin og noget fyldstof med henblik på videreoverdragelse til andre, da politiet anholdt hende mandag eftermiddag på en adresse i Høng, hvor amfetaminen også blev fundet. Hun blev derfor sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser herom i et retsmøde, der blev afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen. Kvinden blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 9. juni 2020 og ønskede ikke at kære kendelsen om fængslingen. Hun nægtede sig i øvrigt skyldig i sigtelsen.

Grundlovsforhør – Salg af narkotika – Høng – Kalundborg

Kl. 13.00 henvendte en patrulje sig på en adresse i Høng for at tale med en 43-årig kvinde fra Store-Merløse om en bekymring for hendes søn. Under samtalen og opholdet på kvindens tilholdssted bemærkede patruljen, at den 43-årige havde en mindre portion hvidt pulver stående frit fremme i en lille skål. I nærheden lå et sugerør, hvilket for politiet indikerede, at der kunne være tale om euforiserende stoffer, hvilket kvinde indrømmede. Da politiet derfor kunne mistænke hende for besiddelse af narkotika, blev hun sigtet herfor, ligesom hun blev gjort bekendt med, at politiet ville foretage en ransagning af tilholdsstedet. Narkohunde assisterede politipatruljen med ransagningen, der resulterede i fund af knap 95 gram amfetamin, noget fyldstof og en digitalvægt. Stoffet i skålen blev nemlig sammen med det øvrige fundne testet til at være amfetamin, som politiet mistænkte hende for at være i besiddelse af med henblik på videreoverdragelse til andre. Den 43-årige kvinde blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videreoverdragelse. Kvinden har overnattet i et arresthus og vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør kl. 13.00 ved Retten i Holbæk med krav om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære retsmødet afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen.

Brandundersøgelse – Asnæsvej, Kalundborg

Kl. 20.41 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i en bygning ved et firma, der arbejder med biogas. Brandvæsnet og politiet fik et området på Asnæsvej afspærret af sikkerhedsmæssige årsager, men det blev ikke nødvendigt hverken at udsende varsling eller foretage evakuering. Branden udviklede røg, som kunne lugtes i området, men brandvæsnet havde kontrol over branden og brandslukningen, så ingen personer kom til skade. Et stof, der kan bryde i brand ved kontakt med luft, mistænkes for at være årsagen til branden, men politiet skal undersøge omstændighederne forud for brandens opståen nærmere.

Færdselsuheld / spirituskørsel – Klovbyvej, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 19.29 var en bilist forulykket på Klovbyvej, så bilen nu lå på taget på en mark. Redningspersonale og politiet kørte til uheldsstedet, hvor en spirituspåvirket, 40-årig mand blev truffet. Han var kommet ud af bilen, der var blevet totatskadet som følge af uheldet. Under kørslen havde han en hund med i bilen, men hunden blev i forbindelse med uheldet kastet ud ad en siderude i bilen. Den var sluppet uskadt fra ulykken og blev senere afhentet på uheldsstedet, idet den 40-årige blev bragt til skadestuen til kontrol for diverse knubs i forbindelse med uheldet. Han fik også udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol, så han senere vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret. Ingen øvrige trafikanter blev impliceret i uheldet, der skete i forbindelse med kørsel ad Klovbyvej i nordlig retning. Af ukendte årsager mistede den 40-årige kontrollen over bilen og kørte i grøften, hvorefter bilen rullede rundt ud på en mark.

Livløs mand i havnebassin – Juelsmindevej, Kalundborg

Kl. 09.02 fik politiet via alarm 112 melding om, at en livløs mand var fundet i havnebassinet i Kalundborg havn. Redningspersonale og politiet kørte til stedet, hvor politiet var først fremme. En livløs mand lå stadig i vandet, hvorfor en politibetjent sprang i vandet og med kollegaens hjælp på molen fik reddet manden op. Politiet og ambulancepersonale begyndte livreddende førstehjælp, og kort efter blev den livløse mand i en tilkaldt lægehelikopter fløjet til Rigshospitalets traumecenter. En læge måtte dog erklære manden for afgået ved døden. Politiet afspærrede området ved findestedet, hvor en efterladt bil blev fundet. Den viste sig at tilhøre den nu afdøde mand, der blev identificeret som en 73-årig mand fra Ruds-Vedby. Ifølge vidner var hans bil set tom og forladt i området samme morgen allerede kl. ca. 08.00. De pårørende er underrettet om dødsfaldet, og ud fra politiets undersøgelser og oplysninger i øvrigt tyder intet på, at der er foregået noget strafbart, men at der snarere er tale om en ulykkelig hændelse.

Lov om euforiserende stoffer – Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 10.43 fik en 37-årig mand fra Jerslev Sj. besøg af politiet, som mistænkte ham for at være i besiddelse af narkotika. Politiet foretog derfor en ransagning af hans bopæl med assistance fra narkohunde. Ved ransagningen, som den 37-årige gav sin tilladelse til, fandt politiet knap 120 gram marihuana i en plastpose gemt på adressen. Marihuanaen blev beslaglagt som bevis, og den 37-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Sur mand truede personalet – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg

Kl. 11.38 anmeldte personalet i supermarkedet Aldi, at en mand, som personalet for ca. en måned siden havde bortvist som uønsket i forretningen på grund af nedsættende og truende bemærker over for dele af personalet, havde været i supermarkedet. Personalet havde henvendt sig og erindret manden om bortvisningen, hvilket medførte, at han blev aggressiv og truende, hvilket blev understreget med fagter, inden han forlod supermarkedet efter fornyet bortvisning. Politiet kørte til området ved supermarkedet, hvor den bortviste – en 44-årig mand fra Kalundborg – blev truffet i spirituspåvirket tilstand. Han blev i den anledning kortvarigt anholdt og kørt til politistationen i Kalundborg, hvor han blev sigtet for trusler på livet over for personalet i supermarkedet. Den 44-årige blev løsladt efter afhøring og vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Ihærdig butikstyv – Kalundborg

Kl. 16.04 anmeldte personalet i supermarkedet Aldi, Sct. Jørgensbjerg, at en mand var blevet tilbageholdt efter tyveri af øl. Manden var gået gennem kassen uden at betale, hvorfor personalet havde råbt ad ham. Han var derefter begyndt at løbe fra stedet, men blev indhentet og ført tilbage til supermarkedet. Politiet kørte til stedet og anholdt en 22-årig mand fra Stenlille for tyveri af seks øl fra Aldi og for tyveri af andre varer fra andre butikker i Kalundborg. Dem medbragte han i en pose og kunne ikke fremvise nogen kvittering for disse varer. Der var tale om to deodoranter, som han en time tidligere havde stjålet fra butikke Normal, Kordilgade, og en powerbank, som var blevet stjålet fra supermarkedet Lidl, Elmegade. Den 22-årige blev sigtet for tyveri af varerne til en samlet værdi af 413 kr., afhørt til sagerne og løsladt lidt senere på eftermiddagen. Han vil dog høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.