Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/04/30 til 2020/05/12.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Vold efter skænderi – Havnevej, Havnsø, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 16.40 rykkede politiet ud til Havnevej, idet en mand var blevet overfaldet af en bekendt, som dog var forsvundet fra stedet efter voldsudøvelsen. Det viste sig, at en 34-årig mand fra Sejerø under færden ad Havnevej pludselig var blevet antastet af en 48-årig mand fra Gørlev, som gerne ville tale med ham i anledning af en gammel kontrovers mellem de to. Det medførte et skænderi, som endte med, at den 48-årige slog offeret flere gange i ansigtet med knyttet næve, ligesom han tog fat om halsen på den 34-årige mand. Politiet fik den 34-årige på skadestuen til fornøden behandling og registrering af skaderne. Senere på aftenen blev den 48-årige anholdt på sin bopæl og sigtet for vold mod den 34-årige. Efter afhøring til sagen på politistationen i Kalundborg løslod politiet den 48-årige, som nu kan forvente et retsligt efterspil på grund af voldssagen.

Lov om euforiserende stoffer – Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 11.25 henvendte politiet sig så hos en 26-årig mand fra Gørlev Sj., idet han også var mistænkt for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. Ved en ransagning af hans bopæl med assistance fra narkohunde fandt politiet 11 gram hash, som blev beslaglagt som bevis i sagen. Også han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer og kan derfor forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.
I forbindelse med ransagningen af den 26-åriges bopæl mv. fik narkohundene også fært af noget narkotika hos naboen – en 24-årig mand. Her foretog politiet så også en ransagning af hans bopæl, hvor politiet fandt knap to gram hash samt en ca. 60 cm høj hampplante, der stod i et mindre væksthus med lys og varme. Også han fik beslaglagt de ulovlige effekter og blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer, så han vil høre nærmere fra politiet på et senere tidspunkt.

Grundlovsforhør – Salg af narkotika – Høng – Kalundborg

Kl. 13.00 henvendte en patrulje sig på en adresse i Høng for at tale med en 43-årig kvinde fra Store-Merløse om en bekymring for hendes søn. Under samtalen og opholdet på kvindens tilholdssted bemærkede patruljen, at den 43-årige havde en mindre portion hvidt pulver stående frit fremme i en lille skål. I nærheden lå et sugerør, hvilket for politiet indikerede, at der kunne være tale om euforiserende stoffer, hvilket kvinde indrømmede. Da politiet derfor kunne mistænke hende for besiddelse af narkotika, blev hun sigtet herfor, ligesom hun blev gjort bekendt med, at politiet ville foretage en ransagning af tilholdsstedet. Narkohunde assisterede politipatruljen med ransagningen, der resulterede i fund af knap 95 gram amfetamin, noget fyldstof og en digitalvægt. Stoffet i skålen blev nemlig sammen med det øvrige fundne testet til at være amfetamin, som politiet mistænkte hende for at være i besiddelse af med henblik på videreoverdragelse til andre. Den 43-årige kvinde blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om besiddelse af narkotika med henblik på videreoverdragelse. Kvinden har overnattet i et arresthus og vil tirsdag blive fremstillet i grundlovsforhør kl. 13.00 ved Retten i Holbæk med krav om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære retsmødet afholdt for lukkede døre af hensyn til den fortsatte efterforskning i sagen.

Færdselsuheld – Hovedgaden, Høng – Kalundborg

Kl. 07.56 var en 33-årig kvinde fra Ruds-Vedby i en personbil blevet impliceret i et færdselsuheld i krydset Hovedgaden – Odinsvej. Hun var kørt ad Odinsvej i vestlig retning og ville fortsætte ligeud i krydset med ubetinget vigepligt fra Odinsvej. Hun kørte ud på Hovedgaden og stødte sammen med en anden personbil ført af en 43-årig kvinde fra Svebølle i sydlig retning ad Hovedgaden. Ingen af parterne kom til skade ved uheldet, som politiet har optaget rapport om, fordi den 33-årige bilist kan mistænkes for overtrædelse af færdselslovens bestemmelser om vigepligt.

Lov om euforiserende stoffer – Høng – Kalundborg

Kl. 11.30 kom politiet med narkohunde på uanmeldt besøg hos en 69-årig mand fra Høng, fordi politiet mistænkte ham for at være i besiddelse af narkotika. Ved en ransagning af hans bopæl fandt politiet ca. 90 gram hash, som blev beslaglagt som bevis i sagen. Han blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer på grund af besiddelsen af de ulovlige stoffer og vil senere høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Lov om euforiserende stoffer – Ubby, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 10.43 fik en 37-årig mand fra Jerslev Sj. besøg af politiet, som mistænkte ham for at være i besiddelse af narkotika. Politiet foretog derfor en ransagning af hans bopæl med assistance fra narkohunde. Ved ransagningen, som den 37-årige gav sin tilladelse til, fandt politiet knap 120 gram marihuana i en plastpose gemt på adressen. Marihuanaen blev beslaglagt som bevis, og den 37-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han vil derfor høre nærmere fra politiet, når sagen mod ham skal afgøres.

Sur mand truede personalet – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg

Kl. 11.38 anmeldte personalet i supermarkedet Aldi, at en mand, som personalet for ca. en måned siden havde bortvist som uønsket i forretningen på grund af nedsættende og truende bemærker over for dele af personalet, havde været i supermarkedet. Personalet havde henvendt sig og erindret manden om bortvisningen, hvilket medførte, at han blev aggressiv og truende, hvilket blev understreget med fagter, inden han forlod supermarkedet efter fornyet bortvisning. Politiet kørte til området ved supermarkedet, hvor den bortviste – en 44-årig mand fra Kalundborg – blev truffet i spirituspåvirket tilstand. Han blev i den anledning kortvarigt anholdt og kørt til politistationen i Kalundborg, hvor han blev sigtet for trusler på livet over for personalet i supermarkedet. Den 44-årige blev løsladt efter afhøring og vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Ihærdig butikstyv – Kalundborg

Kl. 16.04 anmeldte personalet i supermarkedet Aldi, Sct. Jørgensbjerg, at en mand var blevet tilbageholdt efter tyveri af øl. Manden var gået gennem kassen uden at betale, hvorfor personalet havde råbt ad ham. Han var derefter begyndt at løbe fra stedet, men blev indhentet og ført tilbage til supermarkedet. Politiet kørte til stedet og anholdt en 22-årig mand fra Stenlille for tyveri af seks øl fra Aldi og for tyveri af andre varer fra andre butikker i Kalundborg. Dem medbragte han i en pose og kunne ikke fremvise nogen kvittering for disse varer. Der var tale om to deodoranter, som han en time tidligere havde stjålet fra butikke Normal, Kordilgade, og en powerbank, som var blevet stjålet fra supermarkedet Lidl, Elmegade. Den 22-årige blev sigtet for tyveri af varerne til en samlet værdi af 413 kr., afhørt til sagerne og løsladt lidt senere på eftermiddagen. Han vil dog høre nærmere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Ræs på motorcykel – Ubby, Jerslev – Kalundborg

Kl. 14.51 fik politiet en anmeldelse om, at tre unge kørte ræs på en mindre motorcykel, som dog var punkteret, så de nu trak motorcyklen gennem byen. Politiet kørte til området senere på eftermiddagen og fandt motorcyklen efterladt ved et supermarked. Nummerpladen på motorcyklen blev afmonteret, idet den var afmeldt hos SKAT, og tidligere ejer oplyste, at motorcyklen var blevet solgt for over et år siden. De unge var dog ikke i nærheden af motorcyklen, men først på aftenen traf politiet tre unge, der kunne mistænkes for at være dem, der havde kørt på motorcyklen om eftermiddagen. Der var tale om to drenge på 16 år fra Slagelse og en 14-årig dreng fra Kalundborg. Politiet arbejder nu med at få klarlagt, hvem der har ført motorcyklen som oplyst af anmelderen, idet ingen af de unge er gamle nok til at have et kørekort til motorcykel.

Hurtig knallert uden bagbremser – Søvejen, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 19.53 filmede færdselspolitiet en knallert til at køre mindst 55 km/t ad Søvejen, selv om der var tale om en lille 30-knallert, der højst må køre 30 km/t. Føreren var en 26-årig mand fra Jerslev, som ikke havde tegnet den lovpligtige ansvarsforsikring for knallerten. Bagbremserne virkede ikke, så føreren blev sigtet for de forskellige overtrædelser og kan nu ud over en bøde forvente en påstand om betinget frakendelse af kørekort til knallert.

Mange forsamlet – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 23.08 fik politiet en henvendelse om, at op mod 15 personer var forsamlet i området ved Klosterparkvej. I området var der også flere andre, men mindre grupper. Politiet kørte til området, men fandt ikke nogen på Klosterparkvej. Ved en tankstation på Esbern Snaresvej traf politiet dog en gruppe på 7-8 lokale unge, som forholdt sig stille og roligt, så politiet foretog sig ikke yderligere over for dem.

Færdselsuheld – fører flygtet – Rødtjørnevej, Tindinge Bakker, Ruds-Vedby – Kalundborg

Kl. 07.36 fik politiet en anmeldelse om, at en bil var forulykket og havde påkørt et hegn tilhørende to privatpersoner på Rødtjørnevej. Føreren af den forulykkede bil forlod stedet uden at give sig til kende over for ejerne af det påkørte hegn, da han erfarede, at politiet var på vej til stedet. Patruljen kunne ganske rigtigt konstatere, at en personbil uden nummerplader var forulykket efter en højrekurve og havde påkørt et hegn. Den mandlige fører af bilen var kørt ad Rødtjørnevej i sydøstlig retning, da han af ukendte årsager havde mistet kontrollen over bilen. Der var ikke andre trafikanter involveret, og politiet ledte med hjælp fra en hundepatrulje fra Sydsjællands og Lolland-Falsters politi efter den flygtede fører, som blev beskrevet som: mand, 25-30 år, 175-180 cm høj, kraftig af bygning, sort hår, fuldskæg og iført mørk arbejdsjakke. Bilen var ikke meldt stjålet og tilhørte en kvindelig ejer i Høng. Politiet har nu optaget rapport i sagen for at få identificeret føreren af bilen på tidspunktet for uheldet.

Politiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket den flygtede fører i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Kørsel i frakendelsestiden – bil beslaglagt – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 12.50 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Bilen blev ført af en 28-årig mand fra Roskilde, som i forvejen var frakendt førerretten og derfor ikke kunne vise et kørekort til politiet. Han blev sigtet for den overtrædelse af færdselsloven og efterfølgende gjort bekendt med, at det nu var femte gang, at han var blevet standset som fører af bilen trods frakendelsen af førerretten. Politiet valgte derfor at beslaglægge bilen, selv om den var ejet af en 25-årig mand fra Kalundborg. Bilejeren var ikke enig i grundlaget for politiets beslaglæggelse af personbilen, så nu skal Retten i Holbæk kigger nærmere på politiets grundlag for beslaglæggelsen af bilen med henblik på konfiskation efter gentagne kørsler i den uden den fornødne førerret. Den 28-årige fører vil under alle omstændigheder høre nærmere fra politiet i anledning af sigtelsen.

Indbrud i Perioden

Kirkevangen, Gørlev
Banemarken, Høng
Elverhøjen, Kalundborg