Musholm A/S opdrætter ørreder på dambrug i Jylland og på havbrug i Storebælt.

Musholms ørredopdræt følger fiskens naturlige livscyklus – at blive klækket i ferskvand og med tiden søge ud i havet for at jage og vokse. Processen starter med klækning af ørredæg og opdræt af yngel på dambrug.

Efter ca. 2 år i ferskvand, når fisken typisk vejer ca. 800 gram, transporteres den i april ud i store net-bure på åbent hav i Storebælt. Fisken flyttes fra dambrug og havbrug enten med kejs (stor netpose) eller i vand med store fiskepumper. Fisken transporteres i tankbiler og brøndbåd under kontrollerede forhold med vand og ilt. Det er de mest skånsomme metoder, som sikrer, at fisken ikke tager skade under flytning og transport.

På havbruget nyder fisken godt af den stærke strøm, den gode vandkvalitet og den gode plads i net-burene, fordi bestandstætheden er under 2,5 %. Ørrederne fodres hver dag af erfarne fiskemestre med et miljøvenligt tørfoder baseret på fiskemel, fiskeolie og vegetabilske råvarer, bl.a. hvede.
Der anvendes ca. 1,2 kg fiskefoder til opdræt af 1 kg ørred.

Miljøet omkring havbruget overvåges løbende. Der tages flere gange årligt bundprøver og undervandsfilm under og omkring havbruget.

Om efteråret bliver fisken kønsmoden. Ørredernes skind ændrer langsomt farve fra sølvblank jagedragt til en mørkere rødlig farve, som er fiskens naturlige gydedragt. Sidst på efteråret tages fisken op af net-burene. Den vejer typisk mellem 2 og 4 kg.

På fabrikken på Reersø renses og sorteres fisken efter størrelse og kvalitet. En stor del af fisken indfryses på frysehuset i Korsør. Ørredrognen forarbejdes til saltet rogn. Ørred og ørredrogn leveres fersk eller frosset til fiskeindustri, supermarkeder og restauranter primært i Danmark, mange lande i Europa og Sydøstasien. Hele fisken benyttes, både filet, hoveder, rogn, indvolde osv., og der går derfor intet til spilde. Fiskens vej fra æg til spiseklar tager næsten 3 år.