Foråret kom hen, og satte sig hos mig
og gav mig sin hånd til farvel.
Det var lidt vemodigt, men vi var jo i maj,
sådan er det, det siger sig selv.
Det rejste sig op, for tiden var knap
og sagde, som tiden dog går.
Jeg gav det en krammer og et skulderklap
og hviskede, vi ses næste år.
Hans Jørgen Buchberg
