Jeg husker skoletiden fra dengang, jeg var barn.
Vi tossed’ rundt i gården med en bold af strikkegarn.
Vi drillede hinanden og læste Anders And,
og hvis en tøsedreng var fræk, så fik han buksevand.

Og timerne var lange, det var de jo dengang.
Vi øved’ staveord og stilled’ op til morgensang.
Vi satte kryds og bolle og komma og skrev stil,
og læreren sad og rettede det hele med et smil.

En masse sange handlede om vores fædreland,
og læreren spilled’ violin, han var en spillemand.
Vi legede i gården med sang og sjippetov,
og hinkede og løb omkring og sloges for sjov.

Hvis man var fræk og næsvis, så gik man ikke fri,
så fik man en på kassen og en sveder oveni,
og det der med at klage til far eller mor,
det ku’ man glemme alt om, for det nytted’ ikke spor.

Vi stillede op i gården på række og geled,
når der var ro i klassen, fik vi lov at sætte os ned.
Og når vi læste højt, fulgte alle de andre med.
Den første bog var ”Ole Bole”, som jeg har gemt et sted.

Når jeg kom hjem fra skole om lørdagen, sagde min far,
at jeg sku’ læse lektier nu, så jeg var skoleklar.
Nu sidder jeg og tænker på en tid, der var engang
og nynner på ”I Danmark er jeg født” – min yndlingssang.

Hans Jørgen Buchberg

Foto: Hanne Buchberg
Del på sociale medier