Efter en måned med Corona-nedlukning har Kirppu nu genåbnet 13 ud af deres 15 loppesupermarkeder. Med mere håndsprit, mindre kaffe og godt med afstand mellem kunderne følger Kirppu sundhedsmyndighedernes anbefalinger og er klar til at byde kunderne velkommen tilbage på Stelhøj.

Der er gået tæt på en måned, siden Danmark for at reducere smittefare med Covid-19 virus lukkede ned den 17. marts. Men med den mellemliggende oprustning af kapaciteten i sundhedsvæsener og med meldingen om tilladelse til en forsigtig genåbning af en række institutioner, skoler og funktioner i denne uge, begynder andre dele af samfundet også at tage forsigtige skridt tilbage mod en lidt mere normal hverdag for befolkningen.

En af landsdækkende butikskæder, der efter en måned med frivillig nedlukning har gjort klar til at genåbne, er loppesupermarkedskæden Kirppu. Tirsdag genåbnede den populære butikskæde i 13 ud af 15 danske byer. Kun i Dalum og Ringsted, hvor kædens store loppesupermarkedsbutikker ligger i et center, vil indtil videre være lukket ned, mens Kirppu i Kalundborg altså genåbner.

Fokus på sikkerheden
Det sker forsigtigt – og med forholdsregler, der nøje følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer for at kunne yde størst mulig sikkerhed mod smitte for kunder og medarbejdere.

– Ved indgangen er der opsat håndsprit, der skal benyttes, inden man træder ind i butikken. Der er monteret plexi-glas ved kasseområdet for at beskytte både medarbejdere og kunder. Herudover har vi indført ensretning i hele butikken og har lukket vores sædvanlige lounge, hvor man normalt kan sidde og nyde en kop kaffe, fortæller butikschef Peter Frovin.

Kirppus medarbejdere spritter løbende kurve, kundevogne og håndtag grundigt af, og i hver af butikkerne er der fastsat et maksimalt antal kunder i butikken, ligesom der er monteret afstandsmærker på gulvet.

Forsigtig og forsvarlig genåbning
Som i andre dele af detailhandelen har nedlukningsperioden været hård for økonomien. Men Kirppu er velkonsolideret og har valgt at forlænge alle standlejere med det antal dage, butikkerne har holdt lukket. Herudover har kæden løbende udbetalt tilgodehavender til de kunder, der sluttede stand inden nedlukningen.

– Vi var faktisk ikke tvunget til at lukke ned den 17. marts, men da hele situationen i Danmark og resten af Verden var så usikker, valgte vi at sætte sikkerheden øverst og lukkede derfor over hele landet, fortæller direktør Morten Bøjland og fortsætter:

– Alle vores butikker er store og åbne med god plads i alle gange, så hvis vi lige hjælper hinanden i hverdagen, kan også vi bidrage med en forsigtigt og forsvarlig genåbning af samfundet, siger Morten Bøjland.

Har savnet kunderne
– Vi ved fra hilsner på Facebook og mails, at rigtig mange af vores faste kunder virkelig har savnet os den sidste måned. Og vi har savnet dem, så selvom der ikke vil blive uddelt krammere, glæder vi os til at se dem igen, lyder det fra butikschef Peter Frovin, der fortæller, at butikken på Stelhøj i Kalundborg efter genåbningen har helt normale åbningstider som før nedlukningen.

Kirppu har butikker i Hillerød, Slagelse, Næstved, Ringsted, Herlev, Holstebro, Herning, Frederikssund, Kolding, Kalundborg, Roskilde, Dalum ved Odense, Nykøbing F., Sønderborg og Holbæk. Kæden forventer at åbne mellem 10 og 20 butikker mere i Danmark. Den næste skulle være åbnet i Aalborg den 23. april, men den åbning er på grund af Corona-situationen udskudt indtil videre.

Butikschef Peter Frovin er klar til igen at byde kunderne velkomne hos Kirppu Kalundborg. Dog med en række afstandskrav og sikkerhedsregler. Pressefoto.
Loppesupermarkedskæden Kirppu genåbnede tirsdag i ugen efter påske sin store butik på Stelhøj i Kalundborg. Det sker dog med en række forholds¬regler, hvor butikken nøje følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Pressefoto.
Vi var faktisk ikke tvunget til at lukke ned den 17. marts, men da hele situationen var så usikker, valgte vi at sætte sikkerheden øverst og lukkede derfor over hele landet, fortæller direktør Morten Bøjland fra Kirppu Danmark. Pressefoto.