Når solen forgylder og luner mit sind
og titter ad forårets vindue ind,
så glemmer jeg vinterens kulde og sne
og bliver urolig – lidt rastløs måske.
Jeg mærker på jorden – lidt våd efter tø
og tænker på spade og rive og frø.
I drivhusets varme der slår jeg mig ned
og drømmer om tusinde blomster i bed.
Jeg drikker min kaffe i ly af en hæk
og opdager næppe, at solen er væk.
For nu kommer naboen hen med sin stol
og snakker om roser og forår og sol.
Og børnene leger, vil ikke i seng,
de løber derude hver pige og dreng.
Og fuglene synger og leger ”Tag fat”
og vugges i søvn i en mild forårsnat.
Ja, nu er det forår – et forår så nyt,
at havens erantis ta’r bad i en pyt.
Selv fløjter jeg muntert om kap med en stær
og fyldes med glæde – for våren er her!
Hans Jørgen Buchberg
