Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2020/02/28 til 2020/03/10.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Færdselsuheld – Bjerge Landevej / Nørrevang, Store-Fuglede – Kalundborg

Kl. 14.58 fik politiet via alarmcentralen melding om et færdselsuheld, hvor to bilister var impliceret. To ambulancer og en lægebil var sendt til uheldsstedet, hvor politiet kunne konstatere, at trafikken kunne passere uheldsstedet. En 26-årig kvinde blev bragt til skadestuen til kontrol, men hun var sluppet fra uheldet med diverse knubs. Uheldet skete, efter at en 26-årig kvinde fra Gørlev i en personbil var standset på Bjerge Landevej med front mod nord, idet hun afventede modkørende før venstresving ad Nørrevang. Bagfra kom en 35-årig kvinde fra Kalundborg i sin personbil, men påkørte den 26-åriges bil, hvor et barn var passager. Barnet slap dog uskadt fra påkørslen og blev kørt hjem af politiet.

Færdselsuheld – Kirsebærskoven, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 11.55 rykkede politiet og ambulancepersonale ud til en parkeringsplads ved et byggemarked, idet en personbil var kørt ind i en stolpe. Bilens airbags var blevet udløst, og ambulancepersonalet kørte en 30-årig mand fra Greve til et check på skadestuen efter formentlig et ildebefindende. Politiet afmærkede bilen med politistrimmel, indtil andre kunne afhente den. Føreren var sluppet fra uheldet med diverse knubs, og ingen andre trafikanter var involveret.

Mistænkeligt forhold – Kordilgade, Kalundborg

Kl. 13.50 fik politiet en henvendelse fra en lokal kvinde, som undrede sig over, at to udenlandske mænd gik rundt i gågaden og forsøgte at veksle penge. De henvendte sig primært kun til ældre borgere, men lykkedes tilsyneladende ikke at få vekslet. Politiet kørte til området for at finde de pågældende for at få afklaret formålet med deres kontakt til især ældre borgere. Mændene blev ikke fundet, men politiet vil gerne opfordre borgere til at afvise et forsøg på at få vekslet pengesedler, idet risikoen for at blive narret vil være til stede. Henvis de pågældende til et pengeinstitut, såfremt nogen ønsker at foretage en veksling.

Kanonslag under bil – Munkesøparken, Kalundborg

Kl. 17.35 fik politiet flere anmeldelser om nogle høje brag ved en bil. Politiet kørte til stedet og kunne konstatere, at flere kanonslag var affyret under bilen, som dog ikke havde fået nogen skader som følge heraf. Fra stedet var der ifølge vidner kørt et par biler, som politiet senere fik kontakt til ved Vænget i Kalundborg. I bilerne var der fem lokale mænd i alderen 20-23 år, som ikke var i besiddelse af nogen kanonslag. Politiet forsøger nu at få klarlagt, om nogen af de fem mænd kan anses for ansvarlig for affyring af kanonslagene.

Arbejdsulykke – Hallas Alle, Kalundborg

Kl. 09.44 rykkede ambulancepersonale og politiet ud til en medicinalvirksomhed, idet nogle medarbejdere var kommet til skade. Det viste sig, at to mænd på 26 og 37 år havde været i færd med at adskille et rør, hvor der mod forventning var tryk i. Det medførte, at vand indeholdende salpetersyre sprøjtede ud i ansigtet på dem. De blev derfor begge bragt til skadestuen til kontrol, men var tilsyneladende sluppet uden alvorlige skader. Arbejdstilsynet blev tilkaldt, så de i samarbejde med politiet kunne undersøge de nærmere omstændigheder ved ulykken for at kunne afgøre, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Bortvisning af uønskede personer – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg

Kl. 15.22 bad personalet i et supermarked om hjælp fra politiet til at bortvise ca. 10 personer, som dagligt opholder sig på stedet. De var nu begyndt at råbe skældsord mod personalet formentlig med baggrund i en nylig fyring af en medarbejder, som de tilstedeværende syntes godt om. Politiet traf ved supermarkedet otte mænd og to kvinder fra Kalundborg, som alle blev bortvist fra stedet uden problemer.

Vold i trafikken – Slagelsevej ud for Engvej, Kalundborg

Kl. 19.24 kørte en 22-årig mand fra Kalundborg sammen med sin kæreste ad Østre Havnevej, da en rød Volvo kørte ud fra en tankstation og kørte lige bag ved deres bil. Parret fortsatte ad Slagelsevej mod syd, og den røde Volvo kørte meget tæt bag ved deres bil, som om den gerne ville overhale, men ikke kunne komme til det på grund af modkørende trafik. Ved en buslomme ud for Engvej kørte den 22-årige ind til siden for at lade Volvoen komme forbi. Volvoen kørte dog ikke forbi, men standsede ud for parret ved buslommen. Ud af Volvoen steg tre personer, som tildækkede deres ansigter med deres hættetrøjer. Den 22-årige fører havde rullet vinduet ned for at tale med mændene. De tre mænd var ophidsede over den 22-åriges kørsel og tildelte ham flere slag igennem den åbne siderude. Herefter blev parret truet på livet, hvorefter de tre mænd gik tilbage til deres bil. Den 22-årige og den røde Volvo satte i gang samtidig, hvorunder den 22-åriges bil stødte ind i den røde Volvo, så den fik skader bagpå. Volvoen kørte herefter fra stedet i retning mod Kalundborg. Den 22-årige fik ingen alvorlige skader ved overfaldet, men blev tilset på skadestuen.

De tre mænd beskrives som:
A: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 20 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Talte: Dansk med accent, Iført: Sort hættetrøje, sorte bukser, sneakers
B: Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 180 cm, Hudfarve: Brun, Talte: Dansk med accent, Iført: Sort hættetrøje trukket op om hovedet og op om næsen, Bevæbning: Et bronzefarvet knojern.
C: Mand, 20 år, 180-185 cm, Kropsbygning: Spinkel, Hudfarve: Brun, Talte: Dansk med accent, Iført: Grå bluse, mørke bukser, sneakers

Politiet efterforsker nu sagen om det grove overfald og søger i den forbindelse vidner. Borgere, som har set en rød Volvo med skader på bagenden, eller som kan komme med oplysninger om bilen eller de tre beskrevne personer, bedes kontakte politiet på tlf. 114.

Indbrud i Perioden

Strandparken, Havnsø, Føllenslev
Skolevænget, Kalundborg

 

Del på sociale medier