Vor Frue Kirke i Kalundborg har selvfølgelig lukket for al koncertaktivitet indtil videre – og så alligevel ikke.

Klokkespillet lyder som sædvanlig ud over højbyen fem gange dagligt, når det automatisk spiller sine små melodier. Men alle klokkespillets 48 klokker kan også betjenes manuelt, hvorved det kan bruges som et rigtigt koncertinstrument.

I denne særlige tid, hvor så mange andre aktiviteter er gået i stå, har kirken skruet op for anvendelsen af klokkespillet. Alle, der befandt sig i nærheden af Kalundborgs Højby i torsdags mellem kl. 14 og 14.30 kunne høre eksempler på dette, da kirkens organist spillede et blandet program af kendte melodier, børnesange og klassiske musikstykker.

Nu på torsdag kl. 14 bliver der igen spillet levende musik på klokkespillet. Musikken vil kunne høres i hele området omkring kirken, og vil desuden blive live-streamet på kirkens facebookside: https://www.facebook.com/vorfruesogn/.

Oplysninger om dette og fremtidige arrangementer vil fremgå af kirkens hjemmeside www.vorfruesogn.dk

Foto: ABW