Traditionen tro inviterer Dyrehøj Vingaard til lancering af årgang 2019 i samarbejde med Café Dyrehøj. Tina Thrysøe står ved roret, og sammen med hendes dygtige mandskab bliver der kreeret en gourmetoplevelse udover det sædvanlige. Det sker skærtorsdag den 9. april.

Aftenens arrangement starter kl. 18.00, hvor vinbonden byder alle velkommen inde i vineriet med et glas Sparkling Pink. Menuen vil blive akkompagneret med RÖS årgang 2019. Hvilke vine der vil blive serveret til hvilken ret, holder vi hemmeligt indtil den store aften.

De enkelte vine bliver præsenteret af vimageren Zac Brierly, inden vi smager dem. Zac fortæller om, hvordan vinene er skabt. Lige fra skallens tykkelse, sukker og syreindhold til druernes smag da de blev plukket. Gæringsprocessen og hvilke gærstammer der er brugt for netop at fremhæve hver enkelt vins karakteristika, vil blive forklaret ned i de mindste detaljer. For de vine der har gennemgået malolaktiske gæring, hvor æblesyren omdannes til den bløde og runde mælkesyre, vil processen også blive forklaret.

Der vil blive rig lejlighed til at stille, selv de mest nørdede, spørgsmål til Tom og Zac hele aftenen.

Billetter kan købes allerede nu “efter først til mølle princippet”. Du kan læse mere om menuen og bestille din plads her.

Pressefoto

 

Del på sociale medier