Dyrehøj Vingaard, Dragsholm Slot og alle de sublime egnsunikke produkter fra Destination Sjælland har i en årrække sat sit tydelige præg på de danske spisesteder, men også givet destinationen et unikt omdømme som Danmarks kulinariske skattekammer – ligesom gæsterne får store smagsmæssige oplevelser.

Det omdømme skal en ny videokampagne fra VisitDenmark bygge videre på for at lokke specielt tyske mad- og gastroturister til destinationen.

– Vi styrker Danmarks image over for de internationale turister ved at tage dem med ud i landet og vise dem noget af det bedste, Danmark kan præstere, både når det gælder mad, steder og stemninger, fortæller Jan Olsen, der er administrerende direktør hos VisitDenmark.

En af de stemningsfulde madoplevelser, som bliver fremhævet i kampagnen, der indtil videre tæller ni forskellige videoer, er Dyrehøj Vingaard på Røsnæs, hvor der produceres præmierede vine.

Turister med hang til specielle mad- og gastrooplevelser er attraktive turister, fordi de har et højere forbrug end den gennemsnitlige udenlandske turist.

Faktisk har hver tredje turist med udenlandske baggrund madoplevelser og gastronomi og det at spise ude som en af sine væsentligste grund til at vælge Danmark som feriested.

Den nye kampagne er især målrettet Tyskland, som er Danmarks største marked, når det gælder fødevarer og turisme. Fremstødet bliver gennemført i et samarbejde mellem Destination Sjælland samt Landbrug & Fødevarer, Food Nation, DI Fødevarer, FOOD og VisitDenmark.

Foto: ABW