Få din litteratur som du vil ha’ den.

Kalundborg Biblioteker inviterer i løbet af foråret til en række litterære oplevelser, som du lige akkurat kan nå på vej hjem fra arbejde og inden aftensmaden:

Over fire eftermiddage, den sidste mandag i hver måned, vil dine biblioteksfolk diske op med en nøje udvalgt litterær oplevelse og en lækker omgang bland-selv-chokolade, så både hjerne og gane bliver forkælet.

Vi lægger ud med en omgang fælleslæsning i Nup en novelle den 27. januar 2020. Her læser vi sammen en novelle og et digt. Vi taler, lytter, grubler og funderer over hvad vi i fællesskab lige har oplevet. Det kræver ingen særlige litterære kundskaber eller forberedelse at deltage – bare kom som du er.

Praktisk: Nup en novelle foregår mandag d. 27. januar 2020 kl. 16-17:30 på Kalundborg Biblioteker, Klostertorv 2, 4400 Kalundborg.

Billetprisen er 25 kr.

Nup en novelle er en del af en række litterære arrangementer samlet under overskriften Litterær Buffet, som finder sted på Kalundborg Biblioteker i foråret 2020.

Resterende retter i den litterære buffet:
Atwood – kvinden bag Tjenerindens Fortælling. Pop-up læsekreds d. 24. februar 2020.
Blixen & Babette. Oplæsning fra en klassiker d. 30. marts 2020.
Book talk med dine biblioteksfolk d. 27. april 2020.

Velbekomme!