Nyt Biblioteksinfo i Snertinge
Kalundborg Biblioteker er utrolig glade og stolte over at kunne meddele, at de som noget helt nyt, i samarbejde med Aktivitetshuset Vesterlunden i Snertinge, har åbnet en biblioteksinfo hvor du kan hente information om bibliotekets arrangementer, hente læseinspiration, få oplevelser såsom spændende foredrag, børnearrangementer og meget andet.

Pressefoto

Tæt samarbejde med de frivillige / Svebølle Kvik Bibliotek som rollemodel
Samarbejdet udspringer af et ønske om et lignende tilbud som det populære Kvikbibliotek i Svebølle. I Snertinge var der derfor også ønske om et sted hvor biblioteket var repræsenteret i form af spændende arrangementer til børn og voksne.

De frivillige i Snertinge har været utrolig engageret i projektet og muliggjort at det er lykkedes. Stine Veisegaard fra biblioteket og medlemmerne af frivilliggruppen; Eva Hare, Bertil Nielsen, Anne-Lise Jensen, Lykke Nielsen og Karen Langholm glæder sig meget til at vise borgerne den kommende Biblioteksinfo Vesterlunden i Snertinge.

Biblioteksinfo Vesterlunden har IKKE udlån af bøger og andre materialer og vil ikke være bemandet af biblioteksfagligt personale i åbningstiden, som er 10-16 på hverdage.

Program for releasedagen for bibliotekets forårskatalog den 25/1-20
kl. 10-12 i Snertinge:
Formand for Kultur og Fritidsudvalget Ole Glahn står for afsløring af programmet og musikgruppen Harmonikavenner vil spille op til en festlig formiddag for børn og voksne.
Der vil der også være kaffe, lidt sødt til ganen, musikunderholdning og kreahjørne med funbokse og meget andet. Alt sammen i samarbejde med Snertinge Biblioteksgruppe.

Kommende arrangementer på Biblioteksinfo Vesterlunden:
• Kaare Johannesen fortæller om verdenshistorien – tåbelighedernes kavalkade
den 17/2-20 kl. 19-21.
• Musik og Sang for de fine følehorn med Lone Wernblad den 25. februar kl. 9.30 (1-2 år) og kl. 10.30 (0-1 år + for dig på barsel)