Vi kan nu løfte sløret for et nyt og spændende samarbejde mellem et tidligere lokalt kendt diskotek og Kalundborg Rocker.

“Discoteque UP STAIRS, som mange af os kender fra Møllebakken i Kalundborg, åbner op for en weekend på Kalundborg Rocker og laver pop up diskotek i et stort telt på pladsen,” oplyser Inge Johansen, Kalundborg Rock.

Teltet vil blive omdannet til diskotek med masser lys, en stor spejlkugle og en lækker bar. Der vil være DJ’s som spiller op i alle pauser samt de sidste timer af festivalen. Musikken her vil bære præg af musik fra 80’erne, 90’erne og hele vejen op til i dag, og her kan du møde flere forskellige og tidligere DJ’s fra det gamle diskotek.

Tre personer fra facebookgruppen Discoteque Upstairs som er Lars Wöhlk, Heidi Thygesen og Jeanette Wedberg samt Johnny Elmelund og Thomas Gosch fra Kalundborg Rocker står for planlægningen af dette nye tiltag på Kalundborg Rock.

Håbet er at kunne samle nogle af de gode gamle medarbejdere fra Discoteque Up Stairs som skal bemande drinksbaren, og igen shake drinks som i de gode gamle dage på møllebakken. Det er ikke kun musikken fra ”gamle dage” du kan opleve – også drinkskortet vil bære præg af det der blev brugt dengang.