“Den gode bog gør livet bedre!” Så kort og præcist kan litteraturanmelder og sognepræst Liselotte Wiemer sige det.

Liselotte Wiemer. Pressefoto.

Og hvis du mangler inspiration til vinterens hyggestunder med gode bøger, har vi inviteret den helt rette til vores by.

I en tour de force gennem det seneste års vigtigste romaner præsenterer cand. phil. og litteraturanmelder Liselotte Wiemer nemlig de tendenser, der kan spores i den nyeste litteratur. Undervejs vises bøgernes forsider på storskærmen, så de er lettere at huske. Måske får du også ideer til indkøbene af årets julegaver.

– Den gode bog underholder, beriger, forbavser og provokerer! Den kan få os til at le og til at græde. Den kan få os til at bruse af begejstring. Og den kan få os til at tie helt, helt stille, fastslår Liselotte Wiemer.

Liselotte Wiemer, der har været litteraturanmelder ved flere dagblade – senest Weekendavisen – har igen i år læst sig igennem sæsonens bøger, og præsenterer de bedste fra bunken for Biblioteksklubbens medlemmer. Vi lover, at der bliver inspiration at hente til både julegaverne, juleferiens læsning og de mørke vinteraftener.

Det foregår tirsdag 26. november, kl. 19-21 i Kalundborg Hallerne.

Vi serverer selvfølgelig kaffe/te og lidt sødt.

Billetter koster 75 kr. og dette arrangement er kun for medlemmer af Biblioteksklubben.