Leif Sylvester fortæller om sit liv med billedkunst, skulptur, musik, skuespil og digtning tirsdag d. 29. oktober kl. 18.00 i Ubby Bibliotek- og Forsamlingshus, hvor Hvidebæk Lokalråd og Kalundborg biblioteker er værter for både spisning og foredrag med multikunstneren Leif Sylvester.

Foredraget tager udgangspunkt i to digtsamlinger ”Mig og de andre” og ”Danmark og mig”, og vil også synge et par sange undervejs. Leif starter med at tale om sin opvækst på Amager under krigen og i efterkrigstiden og de følelser og livssituationer, der fulgte med. Han fortæller om krigens rædsler, den armod der kom i efterkrigstiden, livets mangler, død, vores forhold til døden, og om man tør at leve livet efter al det kaos. 

Aftenen begynder med fællesspisning kl. 18.00, hvor Kim Kok ved Ubby Forsamlingshus og Hvidebæk Lokalråd i fællesskab har sammensat menuen. Kl. 19.00 går Leif Sylvester på scenen og underholder. Ønsker man at deltage, købes billetter via kalundborgbib.dk. Der er rabat til både medlemmer af Biblioteksklubben og Hvidebæk Lokalråd.

Arrangementet er et samarbejde mellem Kalundborg Bibliotekers Biblioteksklub og Hvidebæk Lokalråd. 

Del på sociale medier