Kalundborg biblioteker er stolte over, at der nu er fire læsehunde tilknyttet bibliotekerne i Kalundborg kommune.

Læsehundene henvender sig til børn, som har knækket læsekoden, men som er udfordret og mangler motivation til at træne læsningen. Læsehunde motiverer børn til at træne læsningen via tryghed og glæde.

Børnebibliotekerne sat i verdenen for at styre læsefærdigheder og dannelse. Derfor arbejder Kalundborg biblioteker målrettet efter at opfylde det formål. Alle undersøgelser viser nemlig, at børn der læser, senere får det lettere i uddannelsessystemet. Men det handler også om at styrke det gode børneliv, og give nogle gode oplevelser. Derfor har biblioteket desuden oprettet læseklubber for børn, og allieret sig med frivillige som læser højt for børn. Og så er det med stor glæde, at der nu også er et omfattende korps af læsehunde tilknyttet Kalundborg Biblioteker.

Benedicte med Shadow. Pressefoto.

For snart to år siden fik biblioteket en henvendelse fra den dengang nyuddannede læsehundekonsulent Louise Due fra Ubby, som sammen med hunden Schnuden havde taget uddannelse via Læsehundeforeningen. Og dermed kom fænomenet Læsehunde til Kalundborg. Louise har fungeret som inspiration for andre hundeejere, således at Lone Rosenberg, også fra Ubby, for knap et år siden også tog uddannelsen. Her for nyligt blev Benedicte Bjoljahn fra Ubby og Berit Plambæk fra Høng uddannet.

Det er helt usædvanligt, at Kalundborg kommune har fire uddannede læsehundekonsulenter. Det er vi meget stolte af. Det er med stor glæde, at vi kan meddele, at alle fire har ønsket et samarbejde med Kalundborg biblioteker. Det betyder, at der nu tilbydes læseforløb for børn på flere af vores biblioteksafdelinger. Lige nu er der hold på Ubby og Kalundborg biblioteker. Der påtænkes at opstarte hold i Høng efter nytår. Og allerede i november starter læsehold i Gørlev Bibliotek.

Nye hold starter på Gørlev Bibliotek
Fra november kan vi byde velkommen til endnu to læsehunde og deres ejer Benedicte Bjoljahn. Hundene Shadow & Pippa glæder sig til at få en masse historier læst højt på Gørlev Bibliotek.

Benedicte præsenterer sig selv således:

Benedicte med Pippa. Pressefoto.

”Jeg har altid været glad for dyr. Er uddannet veterinærsygeplejerske, sygeplejerske og familieterapeut på Kempler instituttet. Jeg bruger mine hunde på jagt, træning, samt træner andre med deres hunde. Tænkte at mine dejlige hunde kunne bruges til mere, derfor har jeg meldt dem/mig til læsehund. Har oplevet i familien og omgangskredsen, hvor terapeutiske og følsomme hunde kan være, til stor hjælp.”

Mød mine hunde Pippa og Shadow: Pippa er en 2 1/2 år FT Springer Spaniel, hun er født på vores barnebarn Philips fødselsdag, derfor fik hun navnet Philipa (forkortet til Pippa). Pippa er trænet til jagthund, som hun er dygtig til, men hun har jo tid til mere. Da hun er en skøn familiehund, hun er dejlig hengiven, rolig og elsker at være sammen tæt med os. Vi glæder os til at få læst op af skønne børn.

Shadow er FT labrador Retriever, på 7 år. Shadow er rigtig dygtig til at gå på jagt, sammen med mig. Men der er jo kun jagt 3-4 mdr. om året, så hun har tid tilovers. Shadow elsker at være i kontakt med mennesker, ved ikke noget bedre end når børnene lægger sig ind til hende Shadow vil glæde sig til at være sammen og få læst historier af børn.”

Første gang er tirsdag d. 12. november kl. 16.00 på Gørlev Bibliotek, hvor der er introduktion med forældre, og dernæst mødes barn og hund 6 gange på et læsehold, hvor man kan vælges mellem kl. 15.00 eller kl. 15.45. Der åbnes op for tilmelding fredag den 1. november kl. 8.00 på www.kalundborgbib.dk, og da der er begrænset plads, anbefales det at være hurtigt. Det er gratis at gå på et læsehundehold.

Berit Plambæk fra Høng og hendes hund Berta, en lille chihuahua, starter hold efter nytår på Høng Bibliotek. Nærmere information og tilmeldingsoplysninger meldes ud via www.kalundborgbib.dk

Om læsehundeforeningen
Foreningen uddanner læsehunde og formidler kontakt mellem forældre til børn med læseudfordringer og ejere af læsehunde. En læsehund er en familiehund, som er venlig og imødekommende, og som har lyst til at være sammen med børn. Ved at læse højt for en hund, kan børn med læsevanskeligheder igen få lyst til at læse og dermed blive bedre til det.

En session med en læsehund foregår ved, at hundeejeren, der er frivillig i foreningen, kommer med sin læsehund på det lokale bibliotek, hvor forælderen så afleverer sit barn. Barnets forælder er således ikke til stede, når barnet læser højt. Det er kun hunden og dens ejer. Et typisk forløb varer seks uger. Barnet har en opfattelse af, at hunden lytter til dem, selvom den bare ligger ved siden af dem, og ser ud som om den lytter.
Der findes ikke nogen færdig titel eller nationale vedtagne krav, når det gælder læsehunde, men Foreningen Læsehunde har opsat en række kriterier for hund og ejer, som skal opfyldes, for at læseteamet kan certificeres. I Foreningen Læsehunde foregår det sådan, at hundene sammen med deres ejere kommer på et dagskursus, hvor foreningen til slut evaluerer hunden, så man sikrer sig, at den egner sig som læsehund. Ejerne får blandt andet undervisning i, hvordan de bedst kan motivere børn med læseudfordringer til at blive glade for at læse og forbedre deres færdigheder.

Del på sociale medier