Mange mennesker i landdistrikterne i Midt- og Nordvestsjælland har gode idéer og lyst til at udvikle området. Det sås tydeligt, da der tirsdag var deadline for at søge årets sidste pulje LAG-midler på omkring 2 mio. kr.

Antallet af ansøgninger var rekordhøjt, og det var det ansøgte beløb også. Så kampen om støtten er hårdere end nogensinde. Nu vil LAG’erne landet over lægge pres på det nye folketing for at sikre flere midler i den nye programperiode, der starter i 2021. Ordningen er nemlig meget effektiv til at skabe nye arbejdspladser.

Markant stigning i forhold til første ansøgningsrunde
Klokken var 23.59 tirsdag, da den sidste ansøgning tikkede ind 1 minut før deadline, og dermed nåede man op på hele 32 ansøgninger. I alt er der søgt støtte på over 9 mio. kr. Det er en markant stigning i forhold til årets første runde, hvor LAG Midt-Nordvestsjælland modtog 27 ansøgninger, der samlet søgte om 6,6 mio. kr. Og samtidig er det rekord. Desværre er virkeligheden den, at LAG Midt-Nordvestsjælland kun har 4 mio.kr. til uddeling i hele 2019, og den ene halvdel blev uddelt i februar. Støttebeløbet skal tilgodese alle landdistrikterne i Odsherred, Kalundborg, Sorø, Lejre og Holbæk Kommune.

Kæmper for flere midler i ny programperiode fra 2021
”Vi kan virkelig mærke, at der er blevet mere opmærksomhed omkring LAG Midt-Nordvestsjælland. Ikke alene er det det højeste antal ansøgninger og beløb. Vi har også oplevet en stærk medlemsfremgang på det sidste. Siden april har vi fået over 50 % flere medlemmer. Det skyldes bl.a., at vi arbejder målrettet på at synliggøre vores forening og hele LAG-ordningen.”, siger en tilfreds formand Flemming Engtoft Larsen fra Kalundborg.

”Vi er landets største LAG-organisation, og vi vil via Landdistrikternes Fællesråd holde politikerne fast på de løfter, de gav inden valget. Nemlig at sikre flere midler til LAG’erne. Også fordi LAG-midlerne har vist sig at være en af de allermest effektive metoder til at skabe nye arbejdspladser i områder, hvor væksten ellers ikke er udpræget høj.”, fortsætter Flemming Engtoft Larsen.

Bestyrelsen udvælger projekter til støtte 16. september, og senest 18. september ved de håbefulde ansøgere, om de er blevet indstillet til støtte. Den næste ansøgningsrunde forventes at løbe af stablen i starten af 2020.