Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 2019/08/02 til 2019/08/13.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Narkokørsel uden førerret – Kirkemosevej, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 1647 standsede politiet en personbil ført af en 25-årig mand fra Stenlille, der var påvirket af euforiserende stoffer. Manden kørte desuden bil, selvom han ikke havde generhvervet sit kørekort. Da det ikke var første gang, at den 25-årige sad bag rattet i sin bil, selvom han ikke havde førerret, blev hans bil beslaglagt med henblik på konfiskation, så det ikke kan gentage sig. Han blev anholdt og fik udtaget en blodprøve, og senere vil han høre fra politiet om sin bil og sin narkokørsel.

Taget uden kørekort til skolestartkontrol – Møllevej, Kalundborg

Kl. 08.00 var politiets forebyggelsesafdeling på Rynkevangsskolen i forbindelse med skolestart, hvor de lavede kontrol med trafikken. Betjentene standsede her en personbil, der blev ført af en 35-årig mand fra Kalundborg, der ikke havde kørekort, da han var idømt et kørselsforbud. På bagsædet sad et 7-årigt barn, som ikke var fastspændt med sikkerhedssele. Den 35-årige blev derfor sigtet for overtrædelse af færdselsloven, og fik ikke lov at køre videre. Han kan forvente at høre mere fra politiet, når sagerne skal afgøres.

Uro og uorden – Kalundborg Rocker – Radiovej, Kalundborg

Kl. 23.58 opstod tumult ved indgangen til musikfestivalen Kalundborg Rocker. 10-12 personer havde haft en uoverenstemmelse, som politiet nåede at skride ind overfor, før det udviklede sig til egentlig slagsmål. Festivalen ønskede personerne bortvist fra festivalen, så politiet bortviste 10 unge mænd i alderen 16-18 år fra lokalområdet. Politiet blev på stedet indtil gruppen af unge mænd havde forstået, at de ikke længere var velkomne på stedet.
Kl. 01.05 blev en 17-årig ung mand fra Kalundborg sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da han råbte ukvemsord efter politiet. Han kan forvente en bøde for den episode. Politiet orienterede værgerne til de unge under 18 år om episoden på festivalen

Færdselsuheld med flygtet part – Kalundborgvej, Snertinge, Kalundborg

Kl. 17.22 kørte en 24-årig kvinde fra Store-Fuglede ad Kalundborgvej, da hun blev påkørt bagfra af en anden bil. Begge biler standsede, og da kvinden ville udveksle oplysninger med føreren af den anden bil, kørte den hurtigt væk fra stedet. Kvinden forsøgte at følge efter og fik meldt det til politiet med det korrekte registreringsnummer. Politiet kørte derfor til ejerens bopæl, hvor politiet traf en 26-årig mand fra Jerslev Sjælland. Manden blev afhørt til sagen og vil høre nærmere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Narkokørsel – Holbækvej, Kalundborg

Kl. 20.20 standsede politiet en 24-årig mand fra København, der førte bil påvirket af narkotika. Han fik udtaget en blodprøve og vil høre mere fra politiet, når resultatet foreligger.

Kørsel i frakendelsestiden – Tissøvej, Jorløse, Jerslev Sj. – Kalundborg

Kl. 03.10 forsøgte politiet at bringe en personbil til standsning, men føreren prøvede at undløbe fra stedet. En hundepatrulje kom derfor til stedet og fandt frem til en 36-årig mand fra Mullerup, Slagelse, der var frakendt førerretten. Han blev anholdt og sigtet, og efter afhøring blev manden løsladt. Han er fortsat sigtet i sagen og vil høre nærmere, når den skal afgøres.

Brugstyveri af båd – Havnen, Kalundborg

Kl. 0901 kørte politiet til havnen i Kalundborg, hvor et fortøjningsfirma havde fået stjålet en motorbåd, som efterfølgende var set i nærheden af Røsnæs. Politiet fandt båden og føreren, da den kom tilbage til havnen i Kalundborg, og her blev 24-årig lokal mand anholdt og sigtet for brugstyveri og for at have sejlet i båden, selvom han var påvirket af spiritus. Manden fik udtaget en blodprøve og blev afhørt til sagen, hvorefter han blev løsladt. Han er fortsat sigtet.

Spirituskørsel – Esbern Snarresvej, Kalundborg

Kl. 0030 blev en 17-årig mand fra Kalundborg anholdt og sigtet for at køre på knallert, uagtet han var påvirket af spiritus og ikke havde førerret. Han fik udtaget en blod prøve og vil høre mere fra politiet, når sagen skal afgøres.

Indbrud i Perioden

Pilelunden, Høng
Centervej, Høng
Tømmerupvej, Kalundborg
Melbygade, Kalundborg

Del på sociale medier