Tidligere køkkenchef for Det Kongelige køkken, Jesper Vollmer, gæster Ubby bibliotek og forsamlingshus

Få et indblik i hvordan det kongelige køkken fungerer, når Hvidebæk Lokalråd og Kalundborg biblioteker åbner dørene for både fællesspisning og foredrag. Det sker torsdag den 12. september kl. 18.00 i Ubby Forsamlingshus.

Biblioteket og Lokalrådet har sammen med forsamlingshusets vært Kim Kok sammensat en menu, som er taget fra Jesper Vollmers egen kogebog ” to sider af samme sag”. (Politikens Forlag, 2016), og er Kalvespidsbryst med ærter française.

Klokken 19.00 går Jesper Vollmer på scenen, hvor han i to timer vil fortælle om sin 10 årige karriere i kongehuset som køkkenchef. Han vil skildre tiden i sin første stilling som køkkenchef. Hvordan det var at komme ind fra siden og skulle overtage et køkken med mange hundrede års traditioner. Hvilke arbejdsrutiner der er, og hvor svært er det at ændre og præge et så traditionelt hus, der jo på en gang er fuld at traditioner, men samtidig er en moderne arbejdsplads, der følger med tiden? En stilling der i høj grad bar præg af “hvordan man altid har gjort”. Det fik han prikket lidt til. Efter HKH Prins Henriks død, giver Jesper bl.a. et mere nuanceret billede af Hoffet.

Jesper Vollmer har før gæstet et af Kalundborg bibliotekers afdelinger, nemlig i Svebølle for et års tid siden. Her blev billetterne revet væk og mange gik forgæves. Det er efter utallige opfordringer, at biblioteket og lokalrådet har valgt endnu engang at inviterer Jesper Vollmer. Denne gang krydres foredraget med fællesspisning.

Billetter købes via www.kalundborgbib.dk under ”det sker” eller ved personlig henvendelse til et af Kalundborg biblioteker. Der kan vælges mellem billetter med eller uden spisning, til henholdsvis 220,- for spisning og foredrag, og 140,- for kun foredrag. Der er rabatter til medlemmer af Biblioteksklubben og Hvidebæk Lokalråd. Er du endnu ikke medlem af Biblioteksklubben, kan du blive dette via www.kalundborgbib.dk/klub