Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet fra den 23. maj til den 4. juni 2019.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Narkokørsel – Kalundborgvej, Eskebjerg, Kalundborg

Kl. 11.20 stoppede politiet en 36-årig mand fra Svebølle. Manden førte bil, selvom han var påvirket af narkotika og ikke havde en gyldig førerret. Manden blev anholdt og taget med for at få udtaget en blodprøve. Han vil få svar på sin sag, når resultatet af blodprøven kommer i politiets besiddelse. Manden kørte en bil, som han ikke var ejer af. Derfor blev ejeren af bilen også sigtet for at overdrage sit køretøj til en person, der ikke har gyldig førerret.

Narkobilist i stjålet bil mv. – Kirkemosevej, Føllenslev – Kalundborg

Kl. 08.57 standsede politiet en personbil med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet. Føreren var en 37-årig mand uden fast bopæl i Holbæk Kommune. Han havde ikke noget kørekort, da han var frakendt førerretten i forvejen. Politiet skønnede ham påvirket af euforiserende stoffer under kørslen, hvorfor han kortvarigt blev anholdt og sigtet for kørsel i narkotikapåvirket tilstand i bilen. Ved nærmere undersøgelse af bilen viste det sig, at den var stjålet kort forinden fra en kvindelig ejer i Jyderup-området ved brug af rette nøgle. Den 37-årige havde ikke lov til at køre i den, hvorfor han også blev sigtet for at have stjålet bilen. Senere vil han høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret, og sagerne mod ham skal afgøres.

Bil rullede rundt i solouheld – Omfartsvejen, Gørlev – Kalundborg

Kl. 17.35 kørte en personbil, der blev ført af en 24-årig mand fra Gørlev, ad Omfartsvejen mod nord, da bilen af ukendte årsager fik det ene hjulpar ud i rabatten. Føreren drejede kontra, men bilen kom i slinger, og kørte tværs over kørebanen og endte i grøften, hvor den rullede rundt. Bilen ramte undervejs et skilt. Føreren slap fra uheldet med en forskrækkelse og en kraftigt beskadiget bil.

Knivloven – Centervej, Høng, Kalundborg

Kl. 22.16 var politiet ude til uorden på et udskænkningssted, hvor en person blev fundet i besiddelse af to knive. Den 35-årige mand uden fast bopæl blev sigtet for overtrædelse af knivloven.

Onsdag til torsdag

Ung mand truet – Odinsvej, Høng – Kalundborg

Politiet fik torsdag kl. 03.12 en anmeldelse om, at to mænd havde truet en 17-årig ung mand i hans hjem. De medbragte en pistollignende genstand, som truede den 17-årige med, mens de spurgte om han havde nogle penge. De kiggede i hans pengepung, der var tom, hvorefter de tog et tv og forlod stedet. Politiet efterforskede sagen, og fandt frem til, at de mistænke muligvis befandt sig på en adresse på Fynsvej i Høng. Torsdag middag lavede politiet en anholdelsesaktion på stedet, hvor en 19-årig mand blev anholdt og sigtet i sagen. Han vil kl. 12.30 i dag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk med begæring om varetægtsfængsling. Anklagemyndigheden vil begære dørlukning i sagen, af hensyn til efterforskningen, da der fortsat er en gerningsmand på fri fod.

Dæk afbrændt på bålplads – Agervej, Kalundborg

Kl. 11.27 underrettede personalet i en børnehave politiet om, at nogle ukendte personer på et ukendt tidspunkt havde forsøgt at afbrænde et dæk på børnehavens bålplads, hvor der var dækrester tilbage. Der var ikke sket nogen egentlig skade ud over sodsværtning af taget på bålpladsen. Personalet ønskede blot at underrette politiet om denne uhensigtsmæssige adfærd på børnehavens område, hvorfor politiet blot tog oplysningerne til efterretning.

Spirituskørsel – Tømmerupvej, Kalundborg

Kl. 20.51 anholdt og sigtede politiet en 58-årig mand fra Kalundborg, idet han førte en personbil uagtet, han var påvirket af spiritus. Manden fik udtaget en blodprøve og vil høre mere fra politiet senere.

Voldsomt butikstyveri / vold mod ansat – Nørre Alle, Kalundborg

Kl. 10.35 fik politiet en anmeldelse om, at en mand var tilbageholdt efter et forsøg på at stjæle en større mængde spiritus. Kort efter fik politiet endnu en henvendelse via alarm 112 om, at en ansat, der var løbet efter en flygtet medgerningsmand, var blevet udsat for vold og verbale trusler om at blive stukket ned. En ambulance blev sendt til stedet for at tilse en 35-årig mandlig butiksansat, som var blevet overfaldet flere gange med slag og spark af medgerningsmanden. Politiet fik ved ankomst til stedet kontakt til en 33-årig mand fra København S, som blev anholdt og sigtet for tyveri af spiritus til en ikke opgjort værdi fra butikken. Den 33-årige var også flygtet fra stedet, men butiksindehaveren var med en kundes hjælp kørt efter ham, så han kort fra butikken blev tilbageholdt og bragt retur til supermarkedet. Ved efterforskning i sagen blev det klarlagt, at den flygtede medgerningsmand var en 30-årig mand uden fast bopæl i København, som politiet senere havde kontakt med, så han kunne sigtes for vold mod den 35-årige ansatte samt butikstyveriet, hvor tyvekosterne blev efterladt inden volden mod den ansatte. Politiet fandt ikke tegn på, at en kniv havde været involveret i de verbale trusler mod den ansatte. Ingen af de sigtede blev fremstillet i grundlovsforhør, og den anholdte 33-årige blev løsladt efter afhøring til sagen. Begge er fortsat sigtede i sagerne om butikstyveri og vold, hvilket de vil høre nærmere om på et senere tidspunkt.

Udlevering af kontanter ved trusler – Møllebakken, Kalundborg

Kl. 11.46 ringede en 32-årig mand fra Skibby til politiet for at anmelde et røveri. Manden havde kort forinden hævet et kontantbeløb i en pengeautomat, og da han forlod stedet blev han passet op af tre ukendte gerningsmænd, der bad ham tømme lommerne. Manden gav gerningsmændene pengene, og de løb derefter fra stedet.

De tre mænd beskrives som:
A: mand, ca. 16 år, ca. 170 cm høj, spinkel af bygning, udenlandsk af udseende – muligvis tyrkisk, sort hår med “armycut”. Iført sort vindjakke, mørkeblå jeans og hvide sko. Talte dansk med accent.
B: mand, ca. 16-17 år gammel, ca. 180 cm høj, spinkel af bygning, udenlandsk af udseende, sort hår, som var kort i siderne. Iført mørkelilla kasket, strikpullover med lynlås i toppen, mørke bukser, hvide sko. Havde en guldkæde om halsen. Talte dansk med accent.
C: mand, ca. 17 år, ca. 160-165 cm høj, arabisk af udseende, pletvis skæg omkring munden. Iført mørkeblå vindjakke, sandfarvede bukser og hvide sko.

Forsøg på bedrageri via datingside – Kalundborg

Kl. 10.15 anmeldte en 29-årig mand fra Kalundborg, at han havde skrevet med en pige på en datingside. Pludselig bad pigen om den 29-åriges telefonnummer, hvorefter hun ringede op via datingsiden og oplyste at han var blevet hacket. Pigen forklarede, at politiet ville kontakte den 29-årige. Tyve minutter senere ringede en mand, der præsenterede sig som politimand. “Betjenten” bad anmelderen oplyse sit cpr. nummer, Nem-id koder og hævekortoplysninger. Den 29-årige oplyste sit cpr. nummer, men oplyste ikke yderligere, da han fattede mistanke til opkaldet. Han havde ikke mistet nogen penge, men synes det var en utryg oplevelse og ringede til politiet. Politiet efterforsker nu sagen for at finde frem til de to personer, der kontaktede den 29-årige.

Politiet vil gerne opfordre borgerne til at udvise en sund skepsis overfor alle fremmede, der henvender sig og oplyser, at de at fra firmaer eller offentlige myndigheder. Stil kritiske spørgsmål og afbryd telefonsamtalen, hvis du er i tvivl om henvendelsen er reel. Oplys aldrig personfølsomme oplysninger som f.eks personnummer eller Nem-ID, koder eller oplysninger om betalingskort.

Indbrud i villa – Elledevej, Kalundborg

To gerningsmænd skaffede sig fredag morgen omkring kl. 08.41 skaffede sig adgang til en villa på Elledevej i Kalundborg. Tyvene stjal blandt andet bærbar computer, designermøbler, møntsamling, pengeskab, og på deres vej væk fra området var en snarrådig borger hurtig til at filme deres foretagende med sin mobiltelefon. De to gerningsmænd beskrives som:

A: Mand, 25-35 år, 180 cm, Kropsbygning: Almindelig, Iført: solbriller, grøn hættetrøje, mørke bukser
B: Mand, 25-36 år, 175 cm, Kropsbygning: Almindelig, Iført: sort kasket, mørk jakke/vest, mørke jeans, og sorte sko, noget rødligt på handskerne. De to gerningsmænd kørte væk i en grøn personbil.

Politiet hører gerne fra borgere, der har oplysninger i sagen, eller som har set noget mistænkeligt på gerningstidspunktet. Kontakt politiet på tlf. 114.

Knallertfører fik hele pladen fuld – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 11.02 standsede en beredskabspatrulje en lille knallert, der tilsyneladende ikke havde helt styr på reglerne. Føreren, en 17-årig mand fra Kalundborg, kørte uden styrthjelm og havde en person siddende bag på knallerten. Desuden gav han ikke tegn, da han skulle foretage højresving, og efterkom ikke politiets anvisninger om at standse. Knallerten var desuden ikke lovlig, da den kunne køre hurtigere end den tilladte hastighed for en lille knallert. Den 17-årige vil blive præsenteret for en bøde for alle forseelserne.

Spirituskørsel på trehjulet elscooter – Kalundborg

Kl. 14.04 blev en 65-årig mand fra en mindre by uden for Kalundborg sigtet for spirituskørsel, da han førte en elscooter, selvom han var påvirket af spiritus. Manden væltede under sin kørsel, da han påkørte en kantsten. Manden kom ikke alvorligt til skade ved uheldet, men blev han fik udtaget en blodprøve, der skal vise hans promille under uheldet. Den 65-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når blodprøveresultatet kommer.

Færdselsuheld, spirituskørsel – Slagelse Landevej, Kalundborg

Kl. 15.27 stødte tre biler sammen på Slagelse Landevej. Alle tre biler kørte i nordlig retning på Slagelse Landevej. En 31-årig kvinde fra Kalundborg havde sagtnet farten for at dreje til venstre, da den bagvedkørende bil med en 36-årig mand ligeledes fra Kalundborg ramte hende bagfra. Dette skete, fordi en varebil ført af en 43-årig mand fra Kalundborg ramte bagenden af den 36-årige mands personbil, da han sænkede farten. En patruljebil kom til stedet, hvor den 43-årige mand blev skønnet beruset, og han blev derfor anholdt og sigtet, så politiet kunne få udtaget en blodprøve. Manden vil høre nærmere fra politiet, når hans sag skal afgøres. Ingen af personerne behøvede lægehjælp på stedet.

Tvist om skade på bilen – Bredgade, Kalundborg

Kl. 19.12 ringede en 77-årig kvinde fra Kalundborg til politiet, fordi hun var utryg ved en episode, der var sket på parkeringspladsen til et supermarked i Kalundborg. Kvinden var på vej ud fra parkeringspladsen, da en anden bil stoppede helt tæt ved hendes, og føreren steg ud og viftede med armene. Den mandlige fører i den anden bil anklagede kvinden for at have ramt hans bil, og han fremviste en bule på bilen. Kvinden ønskede at klare sagen i god mindelighed og indvilgede i at køre med til en mekaniker for at få besigtiget skaden. Den 77-årige kvinde standsede sammen med den anden fører foran en bygning, hvor en tredje person, der sagde, han var mekaniker, besigtigede skaden og sagde, at det ville koste omkring 10.000 kroner at reparere bilen. Kvinden protesterede over det høje beløb, og den anden fører foreslog derfor, at de sammen kørte hen og hævede 2.500 kroner, som han så ville være tilfreds med til at udbedre den skade, han anklagede kvinden for at have lavet. Kvinden hævede derfor pengebeløbet, som hun gav til manden, hvorefter to parter skiltes. Efterfølgende vurderede kvinden, at hun var blevet snydt, og derfor kontaktede hun politiet.

Borgerne opfordres til at kontakte politiet, hvis de er indblandet i et færdselsuheld, og parterne ikke er enige om skyldsspørgsmålet. Politiet opfordrer til, at man udviser en sund skepsis over for fremmede, der ønsker at klare den slags med kontant afregning på stedet uden at anmelde til forsikringen, da der er risiko for at blive snydt.

“Skud” var udstødningslarm – Slagelsevej, Snertinge – Kalundborg

Kl. 00.12 kom en anmeldelse om at der var hørt flere høre brag, der kunne være skud ved en rundkørsel i Snertinge. Efterfølgende havde anmelderen hørt en bil, der kørte hurtigt fra stedet ad Kalundborgvej i østlig retning. Flere patruljer blev sendt til området for at undersøge sagen. De kørte rundt i området, men fandt ikke frem til noget, der kunne tyde på, at der var affyret skud. Derimod talte politiet med flere borgere, der også havde hørt de høje brag, men var sikre på, at det var en udstødning på en bil der “bragede”. Patruljerne fortsatte derfor til andre opgaver.

Mand med knive anholdt – Møllestræde, Kalundborg

Kl. 17.47 kom et alarmopkald om, at en mand havde opsøgt en 43-årig mand med to knive. Manden havde fægtet med knivene og ramt den 43-årige i ansigtet. En patrulje og en ambulance kørte til stedet. Den forurettede havde fået nogle snitsår i ansigtet, og han blev kørt til behandling på skadestue. Skaderne var ikke livstruende. Politiet gennemsøgte området efter den mistænkte, men fandt i første omgang ikke frem til ham. Omkring kl. 19.35 fik politiet oplysninger om, at den mistænkte var tilbage ved gerningsstedet. En patrulje kom hurtigt frem og anholdt en 44-årig mand fra Kalundborg, der blev sigtet for kvalificeret vold. Han blev fundet i besiddelse af to knive, der blev beslaglagt. Manden var påvirket af spiritus, så han har overnattet i detentionen til afrusning. Han er nu ved at blive afhørt til sagen og vil senere i dag blive fremstillet i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling.

Mistænkelige kvinder jaget væk – Kalundborgvej, Holbæk

Kl. 11.35 anmeldte en 68-årig kvinde fra Holbæk, at hun kl. ca. 10.45 havde fået uventet besøg af to fremmede kvinder. De havde oplyst, at de kom fra hjemmeplejen, men det troede den 68-årige ikke på, da hun kender alle de hjemmeplejere, som hun får besøg af. Derfor bad hun de to kvinder om at forsvinde. De havde ikke stjålet og blev beskrevet som: A: Kvinde, Hudfarve: Brun, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: Håret opsat; og B: Kvinde, Hudfarve: Brun, Hårlængde: Mellemlangt. Politiet fandt ikke kvinderne i området og opfordrer især ældre medborgere til at være skeptiske, hvis de uventet får besøg af personer, der udgiver sig for at være fra hjemmeplejen. Spørg efter eventuel legitimation, eller lav en kontrolopringning til hjemmeplejen, inden nogen lukkes ind.

Ulykkelig kvinde – Vibevænget, Kalundborg

Kl. 00.11 fik politiet via alarm 112 en melding om, at en kvinde havde været i vandet og nu i våd tilstand havde henvendt sig på en adresse på Vibevænget. Politiet kørte til området og fik kontakt til en ulykkelig, 36-årig kvinde fra Kalundborg. Hun bekræftede, at hun var gået ud i det kolde vand, fordi hun ikke havde det så godt. Hun var dog vendt om og kommet op på land, fordi hun trods alt gerne ville have hjælp. Politiet sørgede derfor for transport af hende til et sygehus til fornøden behandling og omsorg.

Brand i villa – Bonderupvej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 17.35 kom et alarmopkald om brand på førstesalen i en villa. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor ilden havde godt fat og havde spredt sig til husets tag. Der blev sendt en røgdykker ind i huset, men alle personer var kommet ud af huset, og ingen kom til skade ved branden. Brandvæsnet fik ilden under kontrol, men der skete brand, sod og vandskade på huset. De foreløbige undersøgelser på stedet viste, at branden formentlig var opstået ved, at en oplader på husets 1.sal var kortsluttet og brudt i brand. Politiet optog rapport i sagen, og skal undersøge brandstedet nærmere.

Indbrud i perioden

Ved Gærdet, Søby, Høng
Bagervænget, Sæby, Høng (3 adresser)
Poppellunden, Høng – 2 adresser
Frederiksberg, Svebølle.