Mikroplast, klappepølser og FN’s Verdensmål; det var bare nogle af ingredienserne, da det første Danmarksmesterskab i bioteknologi blev afholdt i Kalundborg, hvor omkring 450 gymnasieelever fra Sjælland og Fyn deltog.

Foto: Professionshøjskolen Absalon.

Kampen om at blive den første Danmarksmester i biotek var hård, da finalen blev afgjort i Kalundborg. Til sidst lykkedes det dog 3. T. fra Stenhus Gymnasium i Holbæk at hive sejren hjem for deres præsentation af, hvordan vi kan fjerne den forurenende mikroplast fra verdenshavene ved at bruge et avanceret rensningsanlæg og dermed opnå et af FN’s Verdensmål, hvilket var en af opgaverne i konkurrencen.

Efter at vinderne var kåret, havde de studerende mulighed for at besøge den biovidenskabelige messe, hvor der blandt andet var stande fra Novo Nordisk, Professionshøjskolen Absalon, Novozymes, Lundbeck, Ørsted og Kalundborg Kommune.

Det var partnerskaberne Knowledge Hub Zealand og Kalundborg Rekrutteringsalliance, der i samarbejde med bl.a. Novo Nordisk, Novozymes, Equinor Refining Denmark, Kalundborg Forsyning, Lundbeck og Professionshøjskolen Absalon stod bag Biotekmesterskaberne.

Læs mere på Professionshøjskolen Absalons hjemmeside.