Den 8. december får Biotekbyen Kalundborg og Nordvestbanen en ny togstation, Biotekbyen Kalundborg Øst.

Stationen ligger halvanden kilometer fra centrum midt i det store industri- og byudviklingsområde i den østlige del af byen. Herfra bliver der nu hurtig adgang til og fra blandt andet rådhuset, Novo Nordisk og Novozymes, processkolen samt det nye uddannelses- og innovationscenter Knowledge Hub Zealand.

Foto: Banedanmark

Biotekbyen Kalundborg Øst får tog en gang i timen i hver retning, og på forpladsen er der arealer til cykelparkering, en buslomme og en parkeringsplads til cirka 100 biler. Det giver dermed især pendlerne bedre mulighed for at benytte toget som en del af turen til og fra arbejde.

Banedanmark har stået for byggeriet af stationen, og har sammen med Kalundborg Kommune og Novo Nordisk finansieret byggeriet af Kalundborg Øst Station, der i begyndelsen forventes at få godt 200 daglige passagerer.

Steen Neuchs Vedel, anlægsdirektør i Banedanmark:
– Det sker ikke så tit, at vi åbner nye stationer, så vi er rigtig glade for, at vi i samarbejde med Kalundborg Kommune, Novo Nordisk og Novozymes kan åbne Biotekbyen Kalundborg Øst Station. Med sin placering har den rigtig gode muligheder for at leve op til sit primære formål: at blive en pendlerstation for de mange mennesker, der arbejder i området.

Martin Damm, borgmester i Kalundborg:
– Det er en glæde, at vi nu sammen kan åbne den nye station her i hjertet af Biotekbyen Kalundborg, som både kommunen og virksomhederne i området har kæmpet for. Infrastrukturen er essentiel for væksten i Danmark, og nu får både ind- og udpendlere bedre forhold, ligesom vi kan tiltrække og fastholde virksomheder, der vil investere i byen. Det er med til at gøre Kalundborg til et godt sted at bo og drive virksomhed.

Jesper Haugaard, Vice President EMA operation i Novozymes:
– Den nye station styrker vækstmulighederne for Biotekbyen. Åbningen af stationen vil gøre transporten til og fra arbejde betydeligt lettere for de togpendlere, der arbejder i Novo Nordisk, Novozymes og NNE. Og samtidig understøtter den nye station Kalundborg som uddannelsesby, når de mange studerende kan pendle direkte til den kommende campus, der bliver nabo til stationen.

Indvielse af stationen
Første spadestik til Kalundborg Øst blev taget i september, i dag står stationen klar, og det vil vi gerne fejre. Derfor inviterer vi til stationsindvielse:

• Lørdag den 8. december klokken 13.15-14.30

Et gratis særtog kører fra Kalundborg Station klokken 13.15 og ud til den nye station. Klokken 14.30 kører toget retur til Kalundborg. Det er også parkeringsmuligheder, hvis man kommer til arrangementet i bil.

Der vil være taler af Kalundborgs borgmester, Martin Damm, Jesper Haugaard, Vice President EMA operation, Novozymes, underdirektør og planlægningschef i DSB Mikkel Gram Colding og områdechef i Banedanmark Anlæg, Annette Justesen Bech.

For at fejre åbningen af stationen har arrangørerne inviteret Anders og Katrine kendt fra DR Lille Nørd til at stå for underholdning til de yngste. Desuden vil det lokale band Pablo spille i teltet, ligesom vi byder på noget varmt at spise og lidt at drikke til.

Dagen efter, søndag den 9. december, begynder togene så at standse ved Biotekbyen Kalundborg Øst Station.

Om Biotekbyen Kalundborg Øst Station
• Perronlængde: 160 meter
• Forplads med arealer til cykelparkering, kiss ‘n’ ride, buslomme og taxiholdeplads
• Parkeringsplads til cirka 100 biler
• Et tog i timen i hver retning
• Gåafstand til rådhuset, Novo Nordisk og det øvrige erhvervsområde i Kalundborg Øst
• Anlægsperiode: september-december 2018
• I april 2019 etableres en gangbro fra stationen til Novo Nordisk areal på den sydlige side af banen

Om Biotekbyen Kalundborg
Biotekbyen Kalundborg er en vækstdriver i Danmark – et industrielt hotspot indenfor bioteknologisk produktion. Biotekbyen har Skandinaviens største biotekproduktion med en stærk procesindustri og en omfattende følgeindustri af mindre, højtspecialiserede håndværksvirksomheder. I Biotekbyen ligger Skandinaviens største biotekproduktion.

Her finder man blandt andet verdens største insulinfabrik, verdens største enzymproduktion, Danmarks største raffinaderi og verdens første industrisymbiose, hvor restprodukter fra én virksomhed bliver til en ressource i en anden. Virksomhederne i byen inkluderer Novo Nordisk, Novozymes, Equinor Refining Denmark og Ørsted. Halvdelen af verdens insulin produceres i byen til behandling af 28 millioner patienter verden over.

Biotekbyen Kalundborg er fremtidens uddannelsesby indenfor bioteknologisk produktion og procesteknologi. Her uddannes allerede en del af landets biotek-ingeniører, bioanalytikere, proces-operatører, farmaoperatører og elektrikere – og der er et ønske om at knytte endnu flere af de uddannelser til, som industrien efterspørger.