Stor fremgang for læreruddannelsen i Region Sjælland, hvor der er 19 procent flere ansøgere til uddannelsen. Der er også stor interesse for de nye uddannelser i Holbæk og Kalundborg. Det viser tallene for søgningen til kvote 2, som havde deadline for nylig.

Professionshøjskolen Absalon har den seneste tid oplevet en stærkt stigende interesse for at læse til lærer, og nu viser ansøgningstallene for kvote 2, at langt flere studiesøgende søger ind på uddannelsen. Hele 19 procent flere har søgt uddannelsen som deres førsteprioritetsansøgninger sammenlignet med sidste år. Fremgangen er på 25 procent i Roskilde og 13 procent i Vordingborg. Og det glæder rektor Camilla Wang:

Foto: Absalon
”Det er fantastisk dejligt, at så mange unge søger mod lærerjobbet. Det betyder, at folkeskoleeleverne i Region Sjælland kan se frem til flere uddannede lærere med masser af mod på at give eleverne en god skolegang både fagligt og socialt. Camilla Wang peger på, at det store ansøgertal også kan skyldes, at Absalon har udviklet nye profillinjer på læreruddannelsen inden for bl.a. sport, musik og science. Der er også stor interesse for den såkaldte skolebaserede læreruddannelse, der giver mulighed for at kombinere løn og SU, fordi man er ansat på en skole nogle dage om ugen, mens man uddanner sig til lærer.

“Skolebaseret læreruddannelse gør det lettere at tiltrække flere lærerstuderende til yderområderne fx på nogle af de skoler, hvor man måske har vikarer, der gerne vil uddanne sig, mens de fortsætter med at arbejde,” forklarer hun.

Ingeniøruddannelse trækker igen i år
I sommeren 2017 åbnede Absalon regionens første ingeniøruddannelse – diplomingeniør i bioteknologi – i Kalundborg. Igen i år er der god søgning til uddannelsen i kvote 2, hvor de studerende i høj grad er tiltrukket af det meget tætte samarbejde mellem uddannelsen og store virksomheder som blandt andet Novo Nordisk, Novozymes og Kalundborg Forsyning.

28 studerende har søgt uddannelsen som førsteprioritet. Sidste år var tallet 33. Camilla Wang glæder sig over, at interessen for uddannelsen nu bider sig fast med så fin en søgning også her i uddannelsens år 2.

“Det glæder mig særligt, fordi adgangskravene er blevet strammet siden sidste år, idet ansøgerne nu skal have kemi på B-niveau i deres adgangsgivende eksamen. Vi har været lidt bekymrede for, om det ville være en stopklods for ansøgningen”, siger Camilla Wang.

Del på sociale medier