Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet 19-27. marts 2018.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Brand – Eskebjerg, Kalundborg

Kl. 1909 brændte en garage og udhus på Nyløkkevej, hvor ejeren nogle timer før havde brugt en ukrudtsbrænder. Det antages, at ukrudtsbrænderen er skyld i branden, der ikke bredte sig til selve huset. Ingen personer kom til skade.

Forsøg på kvalificeret vold – Høng, Kalundborg

Kl. 1502 bankede det på døren til en adresse i Høng, hvor en 30-årig kvinde lukkede op. Udenfor stod en mand, der svingede med en kniv i retning mod forurettede. Det lykkedes kvinden at træde tilbage og smække døren i, hvilket gjorde, at hun ikke blev skadet. Politiet fik efterfølgende fat i en 43-årig mand fra Høng, der var psykisk ude af balance. Han blev efterfølgende indlagt på psyk. afdeling i Slagelse.

Vild kørsel / vold / slagsmål mv. – Nyrup, Nykøbing Sj.,Odsherred / Jyderup, Holbæk / Jerslev Sj., Kalundborg

Kl. 1453 fik politiet en anmeldelse fra en 57-årig mand fra Højby Sj., som kort forinden var kørt på en ATV fra Højby-området til en grusvej i Nyrup. Under kørslen blev han forfulgt af en hvis VW Transporter varebil, hvis fører på Udlodden, Nykøbing Sj., påkørte ATVen med hastigheder på omkring 60 km/t. Køretøjerne standsede på et tidspunkt, hvorefter den mandlige fører af varebil tildelte den 57-årige flere knytnæveslag og spark, inden han tog ATVens nøgler og kørte fra stedet i varebilen. Politiet fandt på Udlodden en nummerplade, som varebilen havde tabt i forbindelse med påkørslen. Nummerpladen var dog meldt stjålet tidligere på dagen i Asnæs. Politiet leder nu efter føreren af varebilen, der blev beskrevet som: A: Mand, Dansk af udseende, 25-30 år, 170-175 cm, Kropsbygning: Muskuløs, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: Tatoveringer i ansigtet samt halsen, Talte: Dansk, Iført: Sort jakke, orange/rød hættetrøje, mørke bukser, samt selve varebilen, der formentlig har mindre skader foran.

Kl. 1616 anmeldte to håndværkere, at de under kørsel på Skovvejen fra Holbæk mod Jyderup var blevet presset bagfra af en hvid varebil, der kørte dels meget tæt på, dels op på siden af håndværkerbilen. Føreren af den hvide varebil fulgte med til Lyngvej, Jyderup, hvor håndværkerbilen standsede. Føreren af den hvide varebil standsede også, steg ud, tog en skovl fra varerummet og slog en 38-årig mand fra Fårevejle med skovlen, ligesom han fik slag på kroppen. Den vrede mand slog endvidere skovlen ind i bilen, ligesom han med varebilen bevidst påkørte en anden håndværkers bil, da håndværkeren forlod stedet. Til sidst kørte manden i den hvide varebil i retning mod Skovvejen og forsvandt i ukendt retning. Voldsmanden blev i denne sag be skrevet
som: A: Mand, Dansk af udseende, 35-40 år, 175-180 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Yderligere kendetegn: tatoveret op ad halsen., Talte: Dansk, Iført: sort jakke, grønne bukser.

Kl. 1659 fik politiet så en anmeldelse om slagsmål mellem familiemedlemmer på en adresse i Jerslev Sj., Kalundborg kommune, hvor en søn til sidst var kørt fra stedet i en hvid varebil. Politiet fik efter afhøring af en 48-årig mand fra Jerslev Sj., som var noget oprevet over hændelsen, klarlagt, at føreren af den hvide varebil i alle tre anmeldelser efter al sandsynlighed var identisk med en 28-årig mand fra Kalundborg. Ham vil politiet nu meget gerne tale med i relation til de tre modtagne anmeldelser, men han er indtil videre ikke fundet.

Lokalpolitiet i Holbæk/Kalundborg hører gerne fra vidner/bilister, som måtte have observeret den hensynsløse kørsel i både Odsherred og i Jyderup-området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.</p >

Biltyv hang over rattet i stjålet bil – Saltbækvej, Kalundborg

Kl. 1352 modtog politiet en henvendelse fra en bilist, som havde bemærket en mand hænge hen over rattet i en varebil på en rasteplads. Bilisten havde også aflæst nummerpladen på varebilen, som var efterlyst som stjålet fra en efterskole i Fårevejle d. 210318. Politiet kørte til rastepladsen, hvor en 28-årig mand fra Kalundborg blev anholdt og sigtet for biltyveriet. I den stjålne bil havde han tillige et boldtræ, som han kunne bruge som våben. Han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen og blev efter afhøring til sagerne løsladt af politiet. Bilejeren har fået sin varebil tilbage til udbedring af nogle småskader i forbindelse med biltyveriet. Den sigtede kan derfor ud over straffesagen formentlig også forvente sig et erstatningskrav.

Anmeldelse om skud – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 1739 modtog politiet en anmeldelse om skudafgivelse i nærheden af ungdomsskolen. Anmeldelsen medførte en massiv politimæssig udrykning til området, hvor vidner dog hurtigt kunne berolige politiet med oplysninger om, at der formentlig rettelig var tale om affyring af fyrværkeri i området. En gruppe på ca. 15 personer var kort før anmeldelsen løbet grinende væk fra området, hvorfor der formentlig har været tale om en slags drengestreger og ulovlig affyring af fyrværkeri. Politiet fandt heller ikke spor efter egentlig skyderi i området og overgik derfor til mere normal patruljering i området, hvor gruppen på de ca. 15 personer heller ikke blev fundet. Politiet ved derfor ikke, hvad årsagen til deres adfærd har været.

Spirituskørsel – Kalundborg

Kl. 1503 anholdt politiet en 46-årig kvinde fra Kalundborg, der blev standset på Brandsbjerg. Kvinden var påvirket af spiritus og fik taget en blodprøve. Førerretten til at føre bil blev midlertidig inddraget grundet promillens størrelse.

Kalundborg – Besiddelse af pistol og narko straffet med tre års fængsel

En 20-årig mand fra Kalundborg blev onsdag i Retten i Holbæk idømt tre års fængsel for besiddelse af en pistol med tilhørende ammunition, ca. 120 gram kokain, ca. 5 gram hash og ulovlig besiddelse af receptpligtigt medicin.

Han blev afsløret i besiddelsen af de ulovlige effekter i forbindelse med politiets målrettede aktion mod narkotika i Kalundborg-området den 13. december 2017, hvor flere adresser i blev ransaget, og i alt seks personer blev anholdt.

Den 20-årige har siden politiets ransagningsaktion været varetægtsfængslet og fik sin sag afgjort ved gårsdagens retsmøde, hvor han også fik beslaglagt et kontant pengebeløb, som han var i besiddelse af efter handel med narkotika.

Den 20-årige og hans forsvarer udbad sig betænkningstid om eventuel anke af dommen, men den 20-årige forblev frihedsberøvet efter retsmødet. Sagerne mod de øvrige sigtede efter politiets aktion er endnu ikke afgjorte.

Salg af narkotika – Svebølle, Kalundborg

Kl. 1135 anholdt politiet en 34-årig mand fra lokalområdet, der sigtes for handel med narkotika. Politiet fandt kokain, kreatin til fortynding af narkotika, salgsposer, dopingmidler m.v.

Den 34-årige sidder fortsat anholdt. Anklagemyndigheden vil vurdere, om den 34-årige skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Sag om olieudslip – Kalundborg

Politiet fortsatte sine undersøgelser af containerskibet, der øjensynligt havde lækket en olie i Kalundborg Fjord. Der var tale om en ganske lille læk, som det lykkedes myndighederne at begrænse. Al olie er suget op igen.

Politiet har afhørt skibets kaptajn via tolk, og efterfølgende er konklusionen, at der ikke er grundlag for en straffesag mod hverken skib eller kaptajn. Kaptajnen har gjort alt for at afhjælpe skaden og har handlet korrekt efter omstændighederne.

Der kan evt. blive tale om erstatningskrav i forbindelse med oliespildet. Politiet er meget tilfreds med samarbejdet med øvrige myndigheder om sagen.

Mistanke om olieforurening – Kalundborg

Kl. 1540 blev anmeldt om et skib, der var sejlet fra Rusland og til Kalundborg. Undervejs havde skibet tilsyneladende ramt en genstand i vandet, og det gjorde, at der var et hul ind til en tank på skibet, hvorfra løb fuelolie ud.

Maritim Assistance Service – der er forsvarets operationscenter og maritimt kontaktpunkt for skibsfarten i og omkring danske farvande – havde kontakt med containerskibet, der sejlede under Bahama flag.

Politiet foretog afhøring på skibet sammen med personale fra miljøskibet Gunnar Seidenfaden. Marinehjemmeværnet deltog ligeledes i aktionen og udlagde flydespærringer i første omgang indtil miljøskibet kom frem til stedet. Det viste sig, at forureningen var af mindre omfang, og det menes, at det er lykkedes at indkredse forureningen, så den ikke gør skade på hverken land eller vand.

Situationen følges op af myndighederne i løbet af onsdag.

Færdselsuheld – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg

Kl. 0937 fik politiet en henvendelse om, at en parkeret bil var blevet påkørt af en bilist, der blot var fortsat fra stedet uden at give sig til kende. Politiet kunne konstatere, at den parkerede personbil havde holdt i vejens højre side. Efter en kort eftersøgning fandt politiet den formodede skadevolders bil parkeret på Møllebakken, hvor politiet også fik kontakt til den uskadte fører – en 70-årig mand fra Kalundborg. Han blev afhørt til sagen og blev af politiet afleveret hos egen læge til en konsultation, da han virkede “omtåget”. Den 70-årige kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagen er færdigefterforsket.

Ordensbekendtgørelsen – Elmegade, Kalundborg

Kl. 1225 indledte to mænd på hhv. 48 og 53 år fra Kalundborg et skænderi i Elmegade ud for apoteket, hvor den 48-årige beskyldte den 53-åriges hustru for at være grim. Det fik den 53-årige til at vælte den 48-årige omkuld, hvorefter de to mænd kom i indbyrdes slagsmål/nævekamp. Politiet sigtede begge kompetanter for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, da vidner på stedet oplyste, at de begge var lige aktive i den indbyrdes strid. Begge vil derfor modtage en bøde som afgørelse på sagen.

Spirituskørsel – Svebølle, Kalundborg

Kl. 2140 anholdt politiet en 30-årig mand fra Store-Fuglede, der blev truffet kørende på Kalundborgvej. Pgl. var påvirket af spiritus. Han fik udtaget en blodprøve.

Indbrud i perioden
Bredgade, Kalundborg Skibbrogade, Kalundborg Kordilgade, Kalundborg Slotsvænget, Kalundborg Slagelsevej, Kalundborg Engvej, Kalundborg Nørre Alle, Kalundborg Kløverengen, Viby Sj.
Centret, Svebølle
Pileager, Ugerløse
Størvej, Ugerløse