Musholm A/S må desværre rapportere, at de har mistet fisk i forbindelse med årets sidste høst af ørreder. De skriver:

Natten til torsdag har vi konstateret, at der i forbindelse med tømningen af høst-nettet opstod et stort hul i netburet. Vi estimerer, at vi har mistet ca. 20.000 stk., hvilket naturligvis er dybt beklageligt.

Vores konklusion på de første undersøgelser er, at der umiddelbart er tale om en konstruktionsfejl ved vores høst-netbure. Når vi høster fisken, flytter vi fisken fra de store netbure vest for Musholm over i mindre netbure, som er bedre egnet til at høste fisken fra. Disse høst-netbure har desværre vist sig ikke at være konstrueret godt nok. Vi overvåger løbende vores produktion og arbejdsgange, og dette problem har aldrig været observeret før.

Musholm iværksætter hurtigst muligt et arbejde med at udvikle og fremstille bedre høst-netbure hos vores vodbinderi til den kommende sæson, lige som vi vil gennemgå vores interne arbejdsprocedurer for at øge overvågningen yderligere og dermed reducere risikoen for tab af fisk ved høst. Vi kan kun understrege, at vi vil gøre vores bedste for at forbedre vores opdrætsanlæg, så vi undgår disse kedelige hændelser.

Afslutningsvis vil vi gerne udtrykke vores respekt for det arbejde, som de vestsjællandske sportsfiskerforeninger udfører med de lokale vandløb og med indfangning af avlsfisk samt opdræt og genudsætning af havørreder for at bevare og opbygge de lokale bestande af havørreder til det rekreative fiskeri.