Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Kalundborg Kommune i tidsrummet fra d. 9/8 til d. 21/8 – 2017

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

 

Høje flammer i horisonten – Rørvej, Vinde Hels, Gørlev Sj. – Kalundborg

Kl. 21.49 rettede en bekymret landmand henvendelse til politiet, idet han fra sin mark kunne se ca. 10 meter høje flammer i horisonten. Brandvæsnet og politiet fandt kort efter et større bål, hvor der dog ikke var fare for udbredelse. Bålet var nu næsten udbrændt og bestod af træaffald, som ifølge brandvæsnet var forbudt at brænde af. Politiet foretog sig ikke yderligere og har ikke oplysninger om, hvordan brandvæsnet vurderer sagen med hensyn til eventuel overtrædelse af et lokalt regulativ.

Forsøg på tyveri af tandbørster – Centervej, Høng – Kalundborg

Kl. 09.49 anmeldte personalet i supermarkedet Aldi, at en mand kl. ca. 09.35 havde forsøgt at stjæle 31 stk. Oral B-tandbørster. Da han blev opdaget i tyveri-forsøget, løb han fra stedet, men tabte tasken med tandbørsterne under flugten. Han kørte efterfølgende væk fra området i en hvid personbil med udenlandske nummerplader. Den mistænkte butikstyv blev beskrevet som: mand, 35-45 år, 190-200 cm høj, skaldet og iført en sort trøje. Politiet forsøger nu at få manden identificeret ud fra bl.a. videoovervågningen i supermarkedet.

Biltyveri – Olesmindevej/Æblekjærvej, Snertinge – Kalundborg

Kl. 00.35 kørte politiet efter en varebil, som var meldt stjålet, ad bl.a. Olesmindevej og Æblekjærvej, hvor bilen blev fundet efterladt. Politiet fandt dog kort efter frem til en adresse, hvor føreren af bilen – en 32-årig mand fra Korsør- opholdt sig hos en kvindelig bekendt. Han blev anholdt og sigtet for kørsel i den stjålne bil, selv om han i forvejen var frakendt kørekortet. Han blev løsladt efter afhøring til sagerne, men kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne skal afgøres.

Færdselsuheld / Spirituskørsel – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg

Kl. 18.50 kørte en 35-årig kvinde fra Kalundborg som fører af en knallert ind i en parkeret bil. Hun forsøgte at køre fra stedet efterfølgende, men blev tilbageholdt af en 35-årig mandlig bilejer fra Kalundborg. Bilejeren tog nøglerne fra knallerten, og kvinden, der var påvirket af spiritus, blev opfarende og truende over for bilejeren. Knallertkøreren blev anholdt og taget med til et sygehus for udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet vurderede, at hun ud over spirituskørsel også skulle sigtes for trusler mod bilejeren, som blev truet til at undlade anmeldelse af uheldet til politiet. Efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagerne løslod politiet knallertkøreren.

Vidner efterlyses – Vold – Kalundborg

Søndag d. 13/8 – 2017 i tidsrummet kl. 00.30-01.00 var en 17-årig ung mand fra Kalundborg på vej hjem fra Kalundborg Rocker-arrangementet. Han var fulgtes med nogle venner til rundkørslen ved Lundevej, men var herfra gået alene i retning mod Klosterparkvej/Torvet. Da han befandt sig ud for labyrinthækken ved Vor Frue Kirke, blev han bagfra overfaldet af en gruppe, der var kommet løbende til stedet. Han fik et slag i ansigtet, så han fik næseblod, og blev væltet omkuld ind i en hæk og ned på jorden. Her fik han adskillige spark på overkroppen af en eller flere fra gruppen, som ifølge den 17-årige bestod af unge i alderen 17-20 år, mørke i løden, iført hættetrøjer, hvor hætten var trukken op om hovedet. Nogle i gruppen havde endvidere trukket noget op foran underansigtet, ligesom de talte et udenlandsk sprog indbyrdes i gruppen. Efter et par minutter standsede de overfaldet og gik videre i retning mod museet, medens den 17-årige flygtede en anden vej. Ved efterfølgende lægeundersøgelse havde den 17-årige pådraget sig ømhed i kroppen og i ansigtet efter slagene/sparkene. Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket overfaldet ved kirken, eller som kan give oplysninger om gruppen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Narkobilist / kørsel i frakendelsestiden – Svallerup Bygade, Svallerup, Kalundborg

Kl. 19.09 anholdt og sigtede politiet en 34-årig mand fra Kalundborg for kørsel i en personbil i narkotikapåvirket tilstand og for kørsel i frakendelsestiden, da han i forvejen var frakendt kørekortet. Den 34-årige blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer og afhøring til sagerne.

Indbrud i villa – Lykkebakken, Kalundborg

Kl. 12.18 anmeldte ejer af en villa, at der havde været forsøgt indbrud på stedet kl. 0941, hvor en døralarm var blevet aktiveret ved en kælderdør. Politiet kunne efterfølgende konstatere spor efter opbrydningsværktøj på kælderdøren,. Vidner i området havde omkring gerningstidspunktet i haven ved gerningsstedet set to fremmede mænd, der blev beskrevet som: A: mand, 20-25 år, spinkel af bygning, velproportioneret og soigneret ansigt, iført grå trøje og kasket samt elefanthue/skimaske (det meste af ansigtet dog frit), og B: mand, ej yderligere beskrivelse. De havde lignet håndværkere, men fik hurtigt travlt og forlod stedet i en sølvgrå bil på størrelse med en Citroen Berlingo / Peugeot Partner med “papegøje”-nummerplade med bogstaverne FH. Det var ikke lykkedes for dem at komme ind i villaen, hvorfor der ikke var stjålet noget. Lokalpolitiet i Kalundborg/Holbæk hører gerne fra
personer, der har bemærket mændene eller deres bil i området. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brandundersøgelse – Tølløsevej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 23.14 udbrød der brand i udsugningsanlægget på en trævarefabrik. En motor i udsugningen var formentlig blevet for varm, således at varmen antændte støvet fra savsmuld, så der opstod ildebrand i udsugningsanlægget. Et køretøj, der stod tæt op ad udsugningen, blev varmeskadet som følge af den mindre brand, hvor der ikke skete skade på fabriksbygningen. Ingen kom til skade ved branden.

Indbrud i perioden:
Havnevej, Havnsø, Føllenslev
Kløvervej, Høng
Skovvej, Kalundborg
Lynggårdsbakken, Kalundborg
Lyngknuden, Kalundborg
Skeltoften, Kalundborg
Melbyvej, Kalundborg
Lykkebakken, Kalundborg

 

Foto: Anne Witte

 

Del på sociale medier