Uddrag af den seneste politirapport for Kalundborg Kommune i tidsrummet 16/8 til 29/8 – 2017

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Hærværk – Jernbanegade, Gørlev – Kalundborg

Kl. 19.52 løb en flok unge mennesker rundt på stationen og udøvede hærværk, bl.a. mod et toilet ved veterantoget. De unge var også set oppe på nogle togvogne. Politiet kørte til stedet og fik kontakt med syv lokale teenage-drenge og to lokale teenage-piger, der blev gjort bekendt med, at politiet nu efterforskede hærværk mod toilettet, som var blevet ødelagt. Politiet forsøger nu at få identificeret skadevolderne for at få dem draget til ansvar for deres handlinger.

Sommerhus brændt – Krogebækvej, Kalundborg

Kl. 15.03 rykkede brandvæsnet og politiet ud til ildebrand i et sommerhus. Da både brandvæsnet og politiet nåede frem, var hele sommerhuset nedbrændt og kun med få flammer tilbage. Der blev ikke fundet nogen personer i ruinerne, der bestod af en skorsten, et komfur og en pejs. Beplantning omkring sommerhuset var blevet svedent i forbindelse med branden, som nu skal undersøges nærmere i et forsøg på at finde brandårsagen. Naboer i området havde i tiden forinden bemærket lidt røg fra området, men troede, at der var tale om afbrænding af haveaffald – som der jævnligt ses i området. Først da røgen ændrede farve / karakter og intensitet, slog naboerne alarm.

Spirituskørsel / kørsel uden førerret – Klosterparkvej, Kalundborg

Kl. 02.10 anholdt og sigtede politiet en 28-årig mand fra Kalundborg for spirituskørsel i en personbil, som han i øvrigt ikke måtte føre, fordi han ikke havde erhvervet sig førerret forinden. Han blev løsladt efter udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for både alkohol og euforiserende stoffer, da der også var udslag på en narkometertest. Han vil høre nærmere fra politiet, når blodprøven er blevet analyseret.

Løse heste på motorvejen – Kalundborgmotorvejen, Holbæk

Kl. 14.10 fik politiet en anmeldelse om, at nogle heste gik rundt på motorvejen, hvor en lastbilchauffør pludseligt måtte undvige for at undgå påkørsel af dyrene, der løb ind på nærliggende mark uden indhegning. Politiet kørte straks strækningen igennem, men fandt ingen heste. Kl. 14.38 fik politiet atter en henvendelse om løse heste på motorvejen, hvor det nu lykkedes for politiet at indfange hestene og få dem væk fra vejen, således at ejeren – en 56-årig kvinde fra Vipperød – kunne tage vare om dem. Der skete ikke nogen uheld som følge af hestenes færden på motorvejen.

Bil forsvandt ud over markerne – Skovvejen, Jyderup/Kalundborg

Kl. 15.52 ville politiet tale med en bilist, der kørte i en Toyota Landcruiser med tilkoblet trailer ad Skovvej, men føreren af varebilen ønskede ikke at tale med politiet og satte hastigheden op. Varebilen var forsynet med en nummerplade JK97055, der var afmeldt i motorregisteret for mange år siden. På et tidspunkt kørte føreren af Landcruiseren ud over en mark og forsvandt for politiet, som valgte ikke at køre efter bilen, da politiets patruljebiler ikke er så terrængående som den pågældende varebil. Politiet ledte efter varebilen i området omkring Eskebjerg, men fandt den ikke. Politiet forsøger nu at finde frem til køretøjet og fører ved efterforskning via den afmeldte nummerplade.

Færdselsuheld – Kalundborgvej/Ærtebjergvej, Kalundborg

Kl. 18.11 fik politiet via alarm 112 melding om et færdselsuheld, hvor en motorcyklist var impliceret. Det viste sig, at en 22-årig mand fra Svebølle kørte på motorcykel i østlig retning i en række af biler, som han begyndte at overhale. Den forreste bil i rækken var en varebil med trailer, hvor føreren – en 44-årig mand fra Kalundborg – var i færd med at lave et venstresving ad Ærtebjergvej. Motorcyklisten havde overset dette og ramte ind i traileren. På grund af mistanke om alvorlig tilskadekomst var lægehelikopteren blevet tilkaldt, men dog ikke benyttet, da motorcyklisten blev kørt til skadestuen i Holbæk til behandling for formentlig brud på en arm. Brandvæsnet blev tilkaldt til opsamling af oliespild på vejen, hvor et spor var kortvarigt lukket i forbindelse med oprydnings- og redningsarbejdet. Kl. ca. 19.35 var vejen atter farbar på uheldsstedt.

Humanitær eftersøgning – Snertinge – Kalundborg

Kl. 23.25 henvendte pårørende til en 50-årig mand fra Snertinge sig til politiet for at få hjælp til at lede efter ham. Han havde forladt bopælen i nedtrykt sindstilstand ca. 1 time tidligere i en grå Ford Mondeo stationcar med nummerpladen AT66328. Efter anmeldelsen foretog politiet forskellige undersøgelser i sagen, men uden at finde hverken den savnede mand eller bilen i det nordvestsjællandske område. Fredag formiddag fortsætter politiet eftersøgningen i det nordvestsjællandske område efter både den savnede og ikke mindst hans bil. Politiet overvejer måske at indsætte en helikopter i eftersøgning af hans bil i skovområder. Politiet modtager gerne henvendelser om manden og hans bil. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Hensynsløs kørsel – Gisselørevej, Kalundborg

Kl. 20.58 fik politiet en anmeldelse fra en lokal borger om, at tre personbiler – to sølvfarvede og en mørkeblå – kørte hensynsløst rundt i området ved Gisselørevej og Radiovej. De kørte bl.a. venstre rundt om helleanlæg og med høj hastighed. Bilerne var sidst set køre i retning mod centrum, men politiet fandt ikke nogen af de tre biler ved eftersøgning af dem i Kalundborg by.

Bilist med forkerte nummerplader – Kalundborgvej, Tuse, Holbæk

Kl. 22.00 kontrollerede politiet en personbil, der var forsynet med to forskellige nummerplader. Begge nummerplader var afmeldt i motorregisteret og var påsat bilen, der blev ført af en 57-årig mand fra Holbæk for at sløre, at bilen slet ikke var indregistreret og dermed heller ikke ansvarsforsikret. Den 57-årige blev derfor sigtet for diverse overtrædelser af færdselsloven samt for ulovlig omgang med hittegods med hensyn til de to forskellige nummerplader på bilen. Han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når sagerne mod ham skal afgøres.

Biltyveri – Olesmindevej/Æblekjærvej, Snertinge – Kalundborg

Kl. 00.35 kørte politiet efter en varebil, som var meldt stjålet, ad bl.a. Olesmindevej og Æblekjærvej, hvor bilen blev fundet efterladt. Politiet fandt dog kort efter frem til en adresse, hvor føreren af bilen – en 32-årig mand fra Korsør – opholdt sig hos en kvindelig bekendt. Han blev anholdt og sigtet for kørsel i den stjålne bil, selv om han i forvejen var frakendt kørekortet. Han blev løsladt efter afhøring til sagerne, men kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagerne skal afgøres.

Færdselsuheld / Spirituskørsel – Sct. Jørgensbjerg, Kalundborg

Kl. 18.50 kørte en 35-årig kvinde fra Kalundborg, som fører af en knallert, ind i en parkeret bil. Hun forsøgte at køre fra stedet efterfølgende, men blev tilbageholdt af en 35-årig mandlig bilejer fra Kalundborg. Bilejeren tog nøglerne fra knallerten, og kvinden, der var påvirket af spiritus, blev opfarende og truende over for bilejeren. Knallertkøreren blev anholdt og taget med til et sygehus for udtagelse af en blodprøve til nærmere undersøgelse for alkohol. Politiet vurderede, at hun ud over spirituskørsel også skulle sigtes for trusler mod bilejeren, som blev truet til at undlade anmeldelse af uheldet til politiet. Efter udtagelse af en blodprøve og afhøring til sagerne løslod politiet knallertkøreren.

Vidner efterlyses – Vold – Kalundborg

Søndag d. 13/8 2017 i tidsrummet kl. 00.30-01.00 var en 17-årig ung mand fra Kalundborg på vej hjem fra Kalundborg Rocker-arrangementet. Han var fulgtes med nogle venner til rundkørslen ved Lundevej, men var herfra gået alene i retning mod Klosterparkvej/Torvet. Da han befandt sig ud for labyrinthækken ved Vor Frue Kirke, blev han bagfra overfaldet af en gruppe, der var kommet løbende til stedet. Han fik et slag i ansigtet, så han fik næseblod, og blev væltet omkuld ind i en hæk og ned på jorden. Her fik han adskillige spark på overkroppen af en eller flere fra gruppen, som ifølge den 17-årige bestod af unge i alderen 17-20 år, mørke i løden, iført hættetrøjer, hvor hætten var trukken op om hovedet. Nogle i gruppen havde endvidere trukket noget op foran underansigtet, ligesom de talte et udenlandsk sprog indbyrdes i gruppen. Efter et par minutter standsede de overfaldet og gik videre i retning mod museet, medens den 17-årige flygtede en anden vej. Ved efterfølgende lægeundersøgelse havde den 17-årige pådraget sig ømhed i kroppen og i ansigtet efter slagene/sparkene. Lokalpolitiet i Kalundborg hører gerne fra personer, der har bemærket overfaldet ved kirken, eller som kan give oplysninger om gruppen. Kontakt politiet på tlf. 114 med oplysninger i sagen.

Brandundersøgelse – Tølløsevej, Ugerløse – Holbæk

Kl. 23.14 udbrød der brand i en udsugningsanlægget på en trævarefabrik. En motor i udsugningen var formentlig blevet for varm, således at varmen antændte støvet fra savsmuld, så der opstod ildebrand i udsugningsanlægget. Et køretøj, der stod tæt op ad udsugningen, blev varmeskadet som følge af den mindre brand, hvor der ikke skete skade på fabriksbygningen. Ingen kom til skade ved branden.

Indbrud i perioden:
Agnetevej, Høng
Skovvej, Kalundborg
Lynggårdsbakken, Kalundborg
Lyngknuden, Kalundborg
Skeltoften, Kalundborg
Kløvervej, Karlslunde,

Foto Christian Christensen